Lad os ikke tage fejl. De myrdede Charlie Hebdo-tegnere døde som helte lige som Bruno og Vanini, der døde på inkvisitionens bål i det 17. århundrede.
De var helte lige som modstandsbevægelsens kommunistiske filosof Georges Polizer, der blev skudt i maj 1942, mens han sang Marseillaisen. Tegnerne døde som helte, og de døde for os, ligesom modstandsfolkene i 1940 og i 1944 gjorde. De døde for, at vi kunne leve videre. De er alle helte inklusive de to politibetjente, som heller ikke skal glemmes.
At de døde for friheden, er så klart, som noget kan være. Ikke desto mindre er der kommentatorer, der glemmer at sige, at de også døde for Frankrig og deres opfattelse af Frankrig som et åndens Frankrig, hvor intelligens – lysende, boblende og uafhængig – altid har været i højsædet.
I Frankrig har ordet ”ånd” en særlig betydning, der er meget forskellig fra ordets sædvanlige betydning i filosofi, metafysik eller teologi.
Det kommer klart til udtryk i vendingen ”åndrig” (”avoir de l'esprit”). Og denne åndrighed er der mange franskmænd, der har haft: La Bruyère, La Fontaine, Voltaire, La Mettrie, Vauvenargues, Rivarol.
Åndrigheden udfolder sig også i den franske konversationskunst. De Charlie Hebdo-tegnere, der faldt for mørkemændenes kugler, var arvtagere af denne ånd. De var med til at bære traditionen videre.
På den måde repræsenterede de Frankrigs mest originale intelligens, og her er der ikke noget at tage fejl af. Det er Frankrig selv, som morderne hader. Frankrig som åndens rige.
Og dog. Det er måske mere korrekt at sige, at de hader begge Frankrig'er. Både det Frankrig, der er præget af en tro, de ikke selv deler, dvs. det kristne Frankrig, hvis rødder går tilbage til Klodevigs' dåb år 498, og så åndrighedens Frankrig med sin rigdom af bevingede ord, der rammer alle folks ømme punkter:
Voltaires Frankrig, La Mettries Frankrig, Sacha Guitrys Frankrig. Charlie Hebdos Frankrig.
Retten til at forstyrre
Hvad mener man med ”ytringsfriheden”? Svaret er meget enkelt: yderlighedens frihed. Ytringsfriheden indebærer retten til at forstyrre alle: NGO 'erne, de store koncerner, etnisk/kulturelle grupperinger, stater og individer.
Det er en frihed, der ikke kan andet end forstyrre, og ingen var bedre til at forstyrre end tegnerne på Charlie Hebdo.
Desværre er den modsatte holdning nu blevet mainstream: at ytringsfriheden er noget, der ikke må chokere eller såre nogen.
Den skal være en ytringsfrihed uden tænder. Et sovemiddel lige som fjernsynsnyhederne, der kun taler om sport, udsalg og vejret i dag.
Et utal af NGO'er, lobbyer, pressionsgrupper og folk som de er flest betragter ytringsfriheden som retten til kun at sige ting, der ikke generer dem.
Og takket være den politiske korrektheds allestedsnærværende vagthunde er det nu underforstået, at ytringsfriheden ikke skal bruges fuldt ud.
Den skal helst være teoretisk og ikke noget, nogen kan tage anstød af. Den skal være en frihed i en lukket glasmontre, hvor nøglen er gemt væk, fordi meningen er, at den ikke skal bruges.
Derved er der opstået en sjov modsigelse. En frihed, der er forbudt. Og det er den forståelse af ytringsfriheden, der appellerer til folk, der brugte en Kalashnikov mod tegneren Charb og hans venner, der frimodigt overtrådte dette frihedsforbud en gang om ugen.
Polemik er demokratiets sande fader
Ytringsfrihedens fjender hader også noget andet, som Charlie står for: polemik.
Polemos – konflikt – er demokratiets sande fader, fordi demokratiets grundlag ligger i en anerkendelse af konflikt som den bærende og til alle tider nødvendige samfundsdrivkraft. Og det forsøger demokratiet – som det eneste politiske regime - heller ikke at skjule, fordi demokratiet får næring og styrke af netop denne drivkraft.
Hvilket igen betyder, at intet er så paradoksalt som demokratiet, hvis grundsubstans - til forskel fra alle andre regeringsformer – er kittet sammen af konflikter. Det er dem, der holder demokratiet sammen. Og det er også dem, der paradoksalt nok skaber sammenhold.
Uenighed betyder, at demokratiet er sundt og rask. Men er der konsensus, er demokratiet sygt. Og er der fuldkommen enighed, er demokratiet dødt.
Ytringsfriheden er med andre ord nært forbundet med alle de stridigheder, der giver demokratiet dets form, og derfor er den også nært forbundet med idéernes indbyrdes krig.
Det er forbundet med idéernes sammenstød, forbundet med den titanernes kamp, der foregår mellem folk med grundforskellige overbevisninger. I sit inderste væsen er demokratiet en latent borgerkrig. Men en borgerkrig, der udkæmpes med ord.
I sin autobiografiske roman ”Les Mots” (Ordene) omtaler Jean-Paul Sartre sin pen som et sværd. Og derved placerer han sig i hjertet af den demokratiske politik. Dræber man polemos – ligesom morderne gjorde forleden i Paris - dræber man demokratiet. Og hvis man dræber ånden, dræber man Frankrig,
Oversat fra fransk af Geoffrey Cain
Artiklen stod oprindeligt i Le Point 10-16 januuar 2015
