Advarsel til folket: sagen mod Lars Hedegaard

9. August 2010 - Ahmed Mohamud og Eva Agnete Selsing

I kølvandet på Rigsadvokatens anklage mod Jesper Langballe for racisme, rejser Statsadvokaten nu en sag mod Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard. Hedegaard tiltales, ligesom Langballe, for at have overtrådt Straffelovens §266b, den såkaldte ’racismeparagraf’. Paragraffen siger, at man ikke må true, nedværdige eller forhåne folk med henvisning til deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Tiltalen sker i forbindelse med Hedegaards udtalelser om vold og overgreb i muslimske familier under en filmet samtale. Han sagde her, at ’de’, altså muslimer, voldtager deres egne børn. En kras udtalelse. Og en upræcis udtalelse. Men kan det virkelig være rigtigt, at man i Danmark anno 2010 kan blive dømt for krasse og upræcise ytringer?

En besynderlig paragraf

Der har allerede været en del debat om både Langballe og Hedegaards sager. Berlingske og Jyllands-Posten skrev begge ledere om, hvorfor §266b bør reformeres. Naser Khader forsvarede Hedegaard i en artikel, også i Berlingske, og Jacob Mchangama har skrevet et blogindlæg om de principielle årsager til, at paragraffen skal ændres. Flere har, i forlængelse af kritikken af paragraffen, dog benyttet lejligheden til at forsøge at karaktermyrde Hedegaard. Man husker at antyde, at manden jo har gedulgte intentioner, og at han slet ikke er, hvad han udgiver sig for – alt imens man pudser glorien og salvelsesfuldt minder om, at man skam synes, han skal have lov til at sige, hvad der passer ham. Disse halvhjertede forsvarere har alle deres grunde til at gøre som de gør. Politiske, strategiske eller følelsesmæssige. Men de gør det i hvert fald ikke særligt overbevisende. Det kan vi gøre bedre.

Der er flere bemærkelsesværdige forhold omkring såvel Hedegaards sag som den omstridte paragraf, og dem vil vi gerne opholde os lidt ved.

Det må for det første bemærkes, at Hedegaard på videoen taler i bestemt flertal – og at han altså ikke siger, hverken at alle muslimer eller at mange begår de nævnte ugerninger. Allerede dagen efter, at udtalelsen kom frem, præciserede Hedegaard sin pointe i artiklen Udsigt fra sumpen. Her skriver han om problemet med familievolden, at ”[d]et er naturligvis ikke noget, der foregår i hver eneste muslimske familie. Jeg hævder heller ikke, at det foregår i de fleste. Men jeg er nødt til at forholde mig til de indikationer, der foreligger.”

Det er således kun ond vilje, der kan få folk til at konkludere, at det faktisk var hans pointe, at samtlige eller hovedparten af muslimer i hele verden begår sådanne gerninger. Hedegaard ønskede at påtale et problem, der i stort omfang er tabu, også i de vestlige medier. I stedet for en saglig debat om et meget alvorligt emne, fik vi en usaglig smædekampagne mod ham, der påpegede problemet. Anført af sensations-journalister, der ikke lod til at bekymre sig om substansen i sagen, men glædede sig over at få islamdebatten ind i et tabloidformat, de kunne forstå.

Er sandheden den nye hate speech?

For det andet kunne han i samme artikel henvise til en række muslimer, islameksperter og arabister, der alle kan berette, at der faktisk er et problem med vold og overgreb i muslimske familier. Både Kristeligt Dagblad og Politiken bragte efterfølgende artikler, der dokumenterede, at der var noget om sagen, ligesom eksempelvis Mads Kastrup på sin Berlingske-blog endte med at give Hedegaard ret. Der foreligger således rigelig empiri, der i det mindste konstaterer, at problemet eksisterer. I hvor stort et omfang er det nok svært at sætte eksakte tal på, men der er ingen tvivl om – i hvert fald hvis man ikke er så formørket af sine fordomme om Lars Hedegaard, at man blasert afviser de foreliggende kendsgerninger – at volden forekommer.

Men der står intet i paragraffen om kendsgerninger. Hvad nu hvis en meget nedværdigende og forhånende udtalelse om en given gruppe – eksempelvis gamle, hvide mænd – ikke desto mindre viste sig at være sand? Vejer forhånelsesaspektet da tungere end hensynet til sandheden? Er sandheden blevet den nye hate speech? Lytter man til Hedegaards kritikere, så åbenbart ja. Det lader ikke til at være interessant, at hans konklusioner trods alt er resultatet af mere end 10 års intensiv beskæftigelse med emnet. Som historikere nu en gang har for vane, har også Hedegaard læst om sagen, sammenholdt påstande med empiri, og draget en konklusion. Andre kommer til andre konklusioner – og det er deres ret. Men ikke Hedegaards, lader det til.

Det medfører nogle svære udfordringer ikke bare for islamrealister som Hedegaard, men også generelt for folk, der ønsker at bedrive videnskab. Videnskaber – vi tænker eksempelvis på fag som sociologi, psykologi, religionsvidenskab, adfærdsbiologi – der på den ene eller anden måde kunne tænkes at konkludere noget upassende eller ilde hørt om en eller flere befolkningsgrupper, må da rammes af 266b? Eller hvad med statistik? Kan vi ikke lige så godt afskaffe den med det samme? Det er jo en disciplin, der, udover at konstatere ikke bare glædelige, men også ubehagelige fakta om forskellige sociologiske grupperinger, også baserer sig på meget overordnede generaliseringer. Herunder også om muslimer. Er Statsadvokaten nu sikker på, at det er helt i orden?

Slut med pluralis

Netop generaliseringselementet udgør en fjerde løjerlighed ved 266b. Det er blevet sagt, at Hedegaards udtalelser var forkerte, fordi de ’generaliserede’ om en bestemt befolkningsgruppe. Hvilket som beskrevet er lodret forkert. Men det anfægter selvfølgelig ikke kritikerne.

Vi synes i denne forbindelse, det er et interessant perspektiv for den offentlige debat, hvis alle dem, der udtaler sig kritisk om en gruppe i samfundet og benytter sig af flertalsformen – bestemt eller ubestemt – skal have en racismedom. Der bliver i hvert fald meget travlt ved domstolene. Det vil muligvis glæde en juraklerk eller to, men gøre voldsom skade på vores alles ytringsfrihed.

Trods disse udsigter maner Hedegaards kritikere til kamp mod generaliseringerne. Men tillad os så at spørge, hvad det egentlig er, 266b gør? Den lader os forstå, at man ikke må udtale sig forhånende om eksempelvis hvide mænd. Men det forudsætter jo, at en sådan forhånende udtalelse faktisk opfattes som forhånende af alle de hvide mænd – hvilket naturligvis er absurd. Sagt på en anden måde, så udgør 266b i sig selv en grov generalisering af bestemte befolkningsgruppers følsomhed over for bestemte ytringer. Sådan en nedværdigende og primitiv psykologisering af specifikke segmenter mener vi også fortjener Statsadvokatens opmærksomhed. Hvis der altså skal være en smule symmetri i advokaturets aktiviteter angående 266b.

Statsadvokatens venner

Men skal der nu også det? Være symmetri, altså? Hvis det var Statsadvokatens hensigt at dele sol og vind lige, hvorfor har vedkommende så ikke slæbt eksempelvis Klaus Rothstein i retten, for dennes skriverier om det mangeårige seksuelle misbrug af små drenge af ”præsterne i den irske kirke”? Eller Frederik Stjernfelt fra ytringsfrihedsnetværket Fri Debat, der den 3. august i en artikel skriver, om en kvinde, der er berømt ”for at kæmpe imod muslimsk vold mod kvinder.” Burde begge disse ytringer ikke være rettet til ’nogle præster’ og ’vold imod nogle muslimske kvinder’ for at undgå ’generaliseringen’? Og hvad med de utallige udtalelser fra venstrefløjen om, hvor racistiske og fremmedfjendske, danskerne er? Vi skulle lige til at nævne de endeløse perfide og grove angreb på DFere og højreorienterede generelt – men de repræsenterer jo ikke en bestemt tro, seksualitet eller nationalitet, så de er (heldigvis for kritikerne) ikke beskyttet af 266b.

Vi er jo alle voksne mennesker. Ikke sandt?

Vi frygter, at svaret på spørgsmålet om udnyttelsen af 266b, ligger lige for: Man ønsker at indføre et særligt sprog, som skal tages i anvendelse, når det handler om kulturelle minoriteter, og dermed menes stort set udelukkende muslimer. Udover at det baserer sig på en ubehagelig præmis om, at muslimer som gruppe er særligt følsomme og ikke er i stand til at skelne mellem ord og handlinger, så er det også udtryk for en farlig tendens. Hvis vi skal til at ændre og begrænse vores sprog, når vi vil gøre opmærksom på ubehagelige kendsgerninger, af angst ikke bare for fanatiske muslimer, men Staten, så står det galt til. Dén ubalance i retssystemet, der indtræder, når vi ikke længere kan bruge vores dagligsprog til at beskrive fænomener, der relaterer sig til særlige grupper, kan et åbent samfund ikke leve med. At forbyde upræcise - men måske nedværdigende - beskrivelser af visse befolkningsgrupper, men ikke andre, svarer til at indføre et retligt aristokrati herhjemme. En gruppe, hvis udvalgthed fritager dem fra den byrde, det er at deltage i og blive omtalt i den offentlige debat på lige fod med alle andre.

Så er vi ikke langt fra et virkeliggjort, orwell’sk mareridt, hvor den frie meningsudveksling er erstattet af det politisk korrekte kleresis amputerede debatkultur. En dybt asymmetrisk debatkultur, vel at mærke, hvor alt til venstre for midten hyldes, mens det til højre ønskes forbudt. Og paragraf 266b er et effektivt redskab til at få indført sådan et meningsvælde.

Lad os håbe, at det ikke sker. Vi har set for mange eksempler i historien på, hvad der sker, når Staten – støttet af ideologisk betændte grupperinger – censurerer den frie debat. Lad os få afskaffet den racismeparagraf i erkendelsen af, at vi alle er voksne mennesker, der kan adskille ord og handling.

Indtil da: Må vi på det kraftigste advare Dem mod at påpege kendsgerninger, der ikke bifaldes af det retlige aristokrati.