"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Ytringsfrihedens uundgåelige kollisionskurs

22. maj 2013 - Anmeldelse - af Katrine Winkel Holm

Jacob Mchangama leverer et sobert og modigt forsvar krænkefriheden i sin kortfilm, hvis tese er lige lovlig optimistisk.

Da Jacob Mchangama på Trykkefrihedsselskabets store konference ”Ytringsfriheden efter Hedegaard-attentatet” meddelte, at han snart udsendte en dokumentarfilm, hvori Muhammedtegningerne blev vist, skabte det overskrifter.

For hvad kunne det ikke føre med sig?

Til gengæld blev ingen så vidt vides forargede, hvis man ser bort fra Kurt Westergaards gallerist Erik Guldager, der højst overraskende tog afstand fra Mchangamas offentliggørelse af Westergaards Muhammedtegning med disse ord:

"Muhammed-tegningernes provokerende statement er lavet. Hvis man vil bruge tegningerne i dag, skal man have en ny vinkel. Vi skal videre i teksten. Ellers er det misbrug.”

Besynderligt.

For at Mchangama viser Kurt Westergaards tegning har – for nu at sige det mildt – ikke noget med misbrug at gøre.

Tværtimod ville han være en tøsedreng, hvis han ikke gjorde det og dertil svække sit eget ytringsfrihedsforsvar dramatisk. 

Klassisk ytringsfrihedsforsvar

I sidste uge fik filmen “Collision! Free Speech and Religion” så premiere. Helt uden dramatik og trusler. Heldigvis.

Den korte engelsksprogede film, i alt kun 18 minutter lang, rummer et klassisk ytringsfrihedsforsvar

Det er de velkendte positioner fra Muhammedkrisen, der trækkes op: Står religiøse følelser over ytringsfrihed? Det mener Mchangama ikke og må derfor også præcisere, at ytringsfrihed er krænkefrihed.

Der tales generelt om religion, men når det kommer til det aktuelle sammenstød mellem religiøse følelser og ytringsfrihed undgår Mchangama ikke at bruge islamiske eksempler.

Vi hører om Irans brutale undertrykkelse af Bahai-minoriteten (som mange af os kender som Farshad Kholghis udgangspunkt).

Vi hører om mordet på den pakistanske minister, der vovede at kritisere landets sharia-funderede blasfemilov, og vi får genopfrisket sidste års reaktioner på den amerikanske amatør-Muhammedfilm ”Innocense of Muslims”, som Det hvide Hus skandaløst nok forsøgte at få Google til at fjerne fra nettet.

Og endelig hører vi om vore egne Muhammedtegninger. Den eneste af Jyllands-Postens Muhammedtegninger, der vises, er Westergaards, hvad der ikke nødvendigvis er Mchangamas skyld.

Tegnerne kan jo have nægtet at lade ham vise dem af frygt for, hvad en offentliggørelse kunne føre med sig.

Som altid udgør Kurt Westergaard undtagelsen og hans stilfærdige notering af forskellen på muslimers og kristnes reaktion på hans stødende tegninger fortjener at blive citeret:

”Forskellen på den kristne og muslimske reaktion er, at de kristne ikke truede mig på livet, da jeg krænkede deres religiøse følelser.”

Den lille film indeholder altså ikke de store nyheder for faste læsere af denne side.

Dens hovedsbudskab er det, der har været Trykkefrihedsselskabets kæphest siden 2005. Men det er glædeligt og vigtigt, at budskabet spredes og populariseres.

Ligesom Mchangama fortjener ros for at udvise det mod, som så mange avisredaktører for længst har opgivet at vise.

For rosenrødt

Til sidst kommer Mchangama med en optimistisk prognose: Religionsfrihed og ytringsfrihed er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger.

Hvis vi bevarer de to uindskrænket kommer vi til at leve fredeligt i et samfund med kulturel diversitet.

Her går der lidt halleluja i analysen. For denne påstand afhænger jo fuldstændigt af, hvad det er for en religion der skal leve side om side med ytringsfriheden:

En religion, der gnidningsløst giver plads til friheden eller en religion, hvis helligtekster påbyder udbredelse af drakoniske blasfemistraffe?

I islam har vi det sidste og derfor er det for let at påstå, at frihed til at dyrke islam vil gavne ytringsfriheden.

Hermed ikke sagt at islam skal kriminaliseres (når Naser Khader for tiden påstår, at det er Trykkefrihedsselskabets position, taler han usandt og mod bedre vidende).

Men det skal skæres ud i pap, at religioner er lige så forskellige som politiske partier.

Og at vi kan se frem til yderligere pres på ytringsfrihed og flere trusler og mordforsøg på islamkritikere i takt med, at islams magt vokser i Europa.

Derfor virker det heller ikke helt overbevisende at lade Naser Khader optræde i rollen som muslimen, der formår at forene forsvar for ytringsfrihed med islam.

For med til historien hører, at danske muslimer ikke opfatter Khader som en troværdig repræsentant for Muhammeds lære.

Khaders forening Demokratiske Muslimer blev jo en dundrede fiasko. Og man kan heller ikke påstå, at Khaders eget liv er et strålende eksempel på en særlig fredelig sameksistens mellem religion og udøvelse af ytringsfrihed. Hans behov for PET-vagter taler jo for sig selv.

Der er i det hele taget tvivlsomt at bruge ”fred” som salgsargument for ytringsfriheden. Det er for rosenrødt. For i det frie ords spor er der vokset ballade, kiv, strid og ufred. Det viser historien.

Ikke desto mindre skal der værnes betingelsesløst om ytringsfriheden. Ikke for fredens, men for sandhedens skyld.

For som gamle Ludvig Holberg (1684 – 1754) sagde:  ”At nægte mennesker frihed til at frembringe deres tanker, er at hindre sandheds videre efterforskelse.”

Fordi vi har brug for sandheden, har vi brug for ytringsfriheden.

 

Tirsdag d. 28. maj viser Information ”Collision” med efterfølgende debat-arrangement. Læs mere her

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg