"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Ytringsfriheden og de moralske forbilleder

12. november 2018 - AktueltArtikel - af Kai Sørlander

    Med disse overvejelser befinder vi os midt i den diskussion om ytringsfrihedens status, som er helt uomgængelig i dagens politiske virkelighed. Presset skyldes, at de seneste generationers muslimske indvandring har ændret det sociale forhold mellem de moralske grundværdier. Vi skal nu i samme samfund forene den gamle tradition, som har sine forbilleder i Sokrates og Jesus, med den tradition, som har sit forbillede i Muhammed. Eller udtrykt mere omstændeligt, men dog stadig forenklet: Ud fra den gamle tradition, hvis forbilleder begge hævder, at det er bedre selv at lide end at påføre andre lidelse, skal vi ”tage imod” den tradition, hvis forbillede selv aktivt og med våben i hånd har bekæmpet dem, der forkaster den tro, som han står for.

 

Menneskehedens historie fremviser en række individer, som i eftertiden har fået en særlig moralsk status. De står som moralske forbilleder og læremestre. Igennem deres liv og deres tanker har de fastlagt nogle moralske målestokke, som stadig – efter århundreders gang – lyser med en særlig klarhed. Den tyske filosof Karl Jaspers skrev for snart mange år siden en bog om nogle af disse forbilleder. Han kaldte bogen Die massgebende Menschen: de mennesker, som har givet os vore målestokke.

I bogen fremdrager han fire: Sokrates, Buddha, Konfutse og Jesus. Altså tre, der lever omkring 4 – 500 år før Jesus – og så Jesus selv. Flere har han ikke med. Han nævner dog en række andre mulige kandidater. Dem har han imidlertid udeladt, fordi de ikke når op på siden af de fire nævnte i historisk virkning. Der er kun én, som han vil medgive har haft en historisk virkning, som i omfang er på niveau med den, som de fire valgte forbilleder har haft, og det er Muhammed. Ham har Jaspers derimod udeladt af en anden grund. Han er udeladt, fordi han ifølge Jaspers ikke kan sammenlignes med de andre ”an Tiefe des Wesens”. Således udtrykker Jaspers sig på filosofi-tysk. Han ser en forskel i væsensdybde mellem Muhammed og de andre.

      Jaspers præciserer ikke nærmere, hvad han mener med en sådan forskel. Men når vi sammenligner, hvad der fortælles om Muhammeds liv og tanker i de autoritative muslimske kilder, med hvad der fortælles om de andre personers liv og tanker i de respektive overleveringer, så er det ikke svært at forstå hans mening. I de muslimske kilder fortælles, at Muhammed udførte adskillige handlinger, som ikke kunne være udført af andre af de store moralforbilleder.

Der er fortællinger om, hvorledes Muhammed personligt foranlediger, at folk bliver pisket eller stenet. Og der er fortællinger om, hvorledes han bruger våben mod andre i sin religiøse tros navn. Han er ikke kun religiøs, men også militær leder, og i den sidstnævnte egenskab beordrer han i flere tilfælde sine folk til at overfalde forbidragende karavaner. Ligesom han i et tilfælde foranstaltede noget, der vel nærmest må kaldes en massakre på jøderne i Medina. Endelig fortælles det også, at Muhammed i flere tilfælde sørgede for, at digtere, som havde skrevet mere eller mindre satiriske vers rettet imod ham, blev myrdet.

      Sådanne historier kunne vanskeligt fortælles om de andre store moralforbilleder. De ville være helt ude af karakter. Hverken Sokrates, Buddha, Konfutse eller Jesus kunne tænkes at være personligt involveret i stening eller piskning af folk. Tænk på Jesu ord om, at den syndefri kan kaste den første sten. Det kunne heller ikke tænkes, at de ville kræve mord på digtere, som satte dem i satirisk perspektiv. Tænk på Sokrates’ ironiske forhold til Aristofanes’ satiriske billede af ham.

      Der er altså væsentlig forskel mellem Muhammed og de andre store moralske forbilleder. Skønt de andre også er meget forskellige indbyrdes, så har de dog et fællestræk, som stiller dem i modsætning til Muhammed. De foreskriver – i deres liv og tanke – at det er bedre selv at lide end at påføre andre lidelse. De er mere bange for at gøre ondt end for at lide ondt.

For Muhammed synes det omvendt. Mens de andre står for tålsomhed og eftergivenhed, står Muhammed for en hårdere linie, der ikke så sjældent kan kræve aktiv brug af sværdet. Mens de andre mest hælder til, at man skal imødegå det onde ved ikke selv at gøre ondt (og for Jesu vedkommende i et tilfælde at gå så langt som til at kræve, at man ikke skal sætte sig op imod det onde), så hælder Muhammed mere til, at man aktivt og med våben skal føre kamp imod religionens fjender. Således som han selv gjorde i sin kamp imod dem, der satte sig op imod ham og hans nye religion.

      Her er tale om en konflikt, som angår selve det grundlæggende syn på vor moralske placering i verden. Er det de klassiske forbilleder, der har ret, når de hævder, at det er bedre selv at lide end at påføre andre lidelse? Eller er det Muhammed, der har ret, når han hævder, at det er bedre at kæmpe aktivt og med våben i hånd imod dem, der tager afstand fra ham og hans nye religion?

      Hvor og hvorledes skal vi begynde, hvis vi skal tænke så åbent og klart over det spørgsmål, som det er muligt? Ja, vi kan i hvert fald begynde med at klargøre os selve vilkårene for, at vi alle kan deltage i en fælles og fredelig diskussion om spørgsmålet. Hvorledes kan der i det offentlige rum blive plads for en sådan diskussion, hvor ingen skal være bange for at kunne udtrykke sin ærlige mening? Hvorledes kan samfundsmedlemmerne være enige om at give hinanden den plads?

      Umiddelbart må det være klart, at de klassiske moraltænkere giver bedst plads. Hvis man mener, at det er bedre at lide end at påføre andre lidelse, så må man også give plads til en helt fri diskussion af sine egne tanker og sin egen status som moralforbillede. For så vil man jo netop ikke kunne forsvare disse tanker og denne status med våben – men kun med ord.

Hvis man derimod som Muhammed mener, at det er bedre aktivt og med våben at kæmpe imod dem, der sætter sig op imod én og ens religion, så giver man ikke plads for, at meningerne kan brydes i frihed. Som illustration har jeg allerede peget på forskellen mellem Sokrates’ reaktion på den behandling, som Aristofanes gav ham, og Muhammeds forhold til de digtere, som skrev spottedigte om ham.

Det er åbenlyst, at den første holdning er mere gunstig for muligheden af en fri diskussion end den anden. Så hvis man værdsætter en fri diskussion, og hvis man ikke vil fanges i religionens bur, så bør man også sætte den klassiske holdning over den, som Muhammed står for.

      Så meget kan siges rent principielt. Men her har vi et tilfælde, hvor virkeligheden – i hvert fald i en vis udstrækning – er fulgt med principperne. I virkelighedens verden har vi haft det største frirum for diskussion og debat – eller den største ytringsfrihed – i den del af verden, som har haft sine grundlæggende moralske forbilleder i Sokrates og Jesus. Til gengæld har vi haft det vel nok snævreste debatrum i den del af verden, som har haft det moralske forbillede i Muhammed. Og disse sammenhænge kan næppe anses for tilfældige, fordi de direkte reflekterer, hvorledes de respektive forbilleder selv forholder sig til andres ret til at have en afvigende mening.

      Med disse overvejelser befinder vi os midt i den diskussion om ytringsfrihedens status, som er helt uomgængelig i dagens politiske virkelighed. Presset skyldes, at de seneste generationers muslimske indvandring har ændret det sociale forhold mellem de moralske grundværdier. Vi skal nu i samme samfund forene den gamle tradition, som har sine forbilleder i Sokrates og Jesus, med den tradition, som har sit forbillede i Muhammed.

Eller udtrykt mere omstændeligt, men dog stadig forenklet: Ud fra den gamle tradition, hvis forbilleder begge hævder, at det er bedre selv at lide end at påføre andre lidelse, skal vi ”tage imod” den tradition, hvis forbillede selv aktivt og med våben i hånd har bekæmpet dem, der forkaster den tro, som han står for.

      Hvorledes skal vi nærmere forholde os i det møde? Først og fremmest skal vi stå fast på sandheden; og sandheden indebærer i denne sammenhæng mindst to ting. For det første erkendelsen af, at der er en afgrundsdyb forskel mellem det forhold, som Sokrates og Jesus har til lidelsen, og det forhold, som Muhammed har til lidelsen. Og for det andet erkendelsen af, at når disse skikkelser bruges som moralske forbilleder og derigennem medvirker til at forme den sociale moral, så har forskellen mellem deres forhold til lidelsen indflydelse på det frirum, som samfundet kan give ytringsfriheden og den rationelle søgen.

      Med denne komplekse erkendelse i baghovedet skal vi så forsvare den fortsatte eksistens af den sociale mulighed for fri diskussion. Det vil sige, at vi skal kæmpe for, at indflydelsen fra Muhammed ikke ødelægger det frirum for diskussion, som indflydelsen fra Sokrates og Jesus har åbnet. Det må vi gøre ved at få muslimerne til at forstå, at de også skal acceptere frirummet; og at de altså skal acceptere, at islam skal kunne diskuteres lige så kritisk som enhver anden religion – og som enhver anden tanke.

      Men hvorledes får man muslimerne til at forstå det? Én ting er, at man kan fremføre en principiel og akademisk argumentation, således som jeg her er i færd med. Så rigtig og betydningsfuld den end kan være, er det et spørgsmål, hvor mange der kan følge den. Derfor kan man gøre en enklere prøve. Hvis muslimerne skal kunne acceptere et frirum for reel kritik og modsigelse af islam, så skal de også kunne acceptere karikaturer af Muhammed. Fx en karikatur, der viser, at Muhammed har et helt andet forhold til det at påføre andre lidelse end Sokrates og Jesus.

      Det eksperiment er faktisk er faktisk allerede blevet udført med Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer. Og selvom resultatet som altid i sådanne sager må tages med et vist forbehold, så er der dog noget, som vi har lært. Vi har set, hvorledes en stor del af muslimerne kunne samles om at fordømme karikaturerne, kræve undskyldning og for manges vedkommende også forbud.

Med disse krav viste de, at de ikke bestod prøven. De kunne ikke bære den krænkelse, at andre viste, at de var uenige i deres vurdering af Muhammed. Men en sådan krænkelse må man skulle kunne bære, hvis man skal kunne være en troværdig borger i et stabilt demokrati med ytringsfrihed og religionsfrihed. Her hører det sig simpelthen til, at man som borger kan bære, at ens overbevisninger kritiseres, og at nogle er direkte uenige og måske udtrykker deres uenighed satirisk.

      Men det var ikke kun mange muslimer, som dumpede. Det gjorde også mange intellektuelle fra den vestlige tradition. De mente, at det var moralsk uanstændigt at krænke muslimernes religiøse følelse ved at konfrontere dem med en anden vurdering af Muhammed. Men i den vurdering svigtede de intellektuelle den moralske standard, som demokratiet bygger på, og som kræver, at det er muslimerne, som skal bære krænkelsen. Og de afslørede, at de ikke forstod den dybe moralske konflikt, som vi står midt i. Konflikten mellem traditionen fra Sokrates og Jesus og den ganske anderledes tradition fra Muhammed.

      Dybest set bunder muslimernes krænkelse over Muhammed-karikaturerne i, at de nægter at åbne øjnene for, hvorledes Muhammed tager sig ud, når han vurderes med den målestok, der sættes af Sokrates og Jesus, og som siger, at det er bedre selv at lide end at påføre andre lidelse. Hvis vi bøjer os for, at det er uanstændigt at vise Muhammed således – den Muhammed, som selv anerkendte, at kritiske digtere blev ombragt – så svigter vi de værdier, som har givet os det frirum, hvori vor ytringsfrihed udfolder sig, og så indsnævres frirummet, og ytringsfriheden, som vi har kendt den, vil være historie.

      Overdriver jeg, når jeg tillægger de moralske forbilleder en sådan indflydelse? Når jeg på den ene side tror, at det, at Sokrates og Jesus begge hævder, at det er bedre selv at lide end at påføre andre lidelse, har haft en dyb indflydelse på den vestlige kultur og har været med til at åbne et frirum for debat, hvor alle må bære den lidelse at kunne blive modsagt.

Og når jeg på den anden side tror, at det, at Muhammed ser med velvilje på dem, der aktivt og med våben i hånd kæmper imod dem, der tager afstand fra ham og hans nye religion, har haft den helt modsatte virkning. Det har i den muslimske verden været med til at lukke rummet for dem, der ville modsige islam, og dermed for den frie debat overhovedet. Men har den kristne kirke ikke også kæmpet imod kætterne og dem, der benægtede troen? Jo, men som virkeligheden viser, så lykkedes det ikke den kristne kirke at lægge låg over den frie debatkultur. Mens det lykkedes for det muslimske hierarki.

Og mon ikke det til en vis grad skyldes, at den kristne kirke blev modsagt indefra – af sit eget forbillede; mens det samme ikke gjaldt for det muslimske hierarki. Set i det lys viser Vestens udvikling, at forbillederne i det lange løb er vigtigere end det sociale magthierarki. For det er forbillederne, der vil ende med at forme hierarkiet.

Og derfor er det vigtigt, at Vesten forsvarer sine forbilleder – Sokrates og Jesus – hvis den vil forsvare sin politiske kultur.