Ytringsfrihed også for ens modstandere

Trykkefrihedsselskabet (Selskabet) skal have tak for at byde vores overvejelser om et nyt initiativ velkommen til kampen for ytringsfrihed. Også selvom vi begge allerede har været aktive i en årrække. Lad os med det samme gøre klart, at vores ærinde ikke er at bekæmpe Selskabet (selvom det har været vinklen i en række mediehistorier). Formålet er derimod stålsat og principfast at forsvare de klassiske frihedsrettigheder, med ytringsfriheden som udgangspunkt. Vi anser – naturligvis – ikke Selskabet for at udgøre en trussel mod ytringsfriheden. Vi anerkender til og med, at Selskabets aktiviteter har haft betydning for at sætte fokus på emner som selv-censur og den trussel som islamismen udgør for ytringsfriheden og demokratiet og at Selskabet har været med til at gøre det mere legitimt at fremsætte almindelig kritik af forskellige aspekter af islam. Emner som traditionelle fortalere for ytringsfrihed og menneskerettigheder har haft en alarmerende berøringsangst overfor på trods af, at truslen mod ytringsfriheden er stigende. Man kan her tænke på PEN-klubben, hvis traditionelle forsvar for ytringsfriheden i stigende grad synes at ligge underdrejet i forhold til foreningens bekæmpelse af såkaldt ”hate speech”, en bestræbelse, der passer meget dårligt til kampen for ytringsfrihed. Når vi alligevel mener, der er grund til at rette kritik mod Selskabet skyldes det, at dets dominerende fokus på islam i en række tilfælde har ført til, at Selskabets islam-modstand er blevet vægtet højere end hensynet til ytringsfriheden. Det stemmer dårligt overens med Selskabets formål og underminerer dets troværdighed.

Lad os starte med det velkendte emne Geert Wilders. Ligesom Selskabet lægger vi afgørende vægt på, at Wilders’ ytrings- og personlige frihed skal forsvares. Både mod de islamister som stræber ham efter livet og de politikere og embedsmænd der på skammeligste vis søger at undertrykke Wilders’ ret til at kritisere islam og Shariah via indrejseforbud og straffesager. Det var således med stor glæde, at vi læste nyheden om at et engelsk tribunal har tilsidesat den britiske regerings indrejseforbud mod Wilders. Wilders har derfor interesse som vidne – som en person, der kan bære vidnesbyrd om grove ytringsfrihedskrænkelser. Men det betyder ikke, at hans egne synspunkter derfor nødvendigvis er interessant for ytringsfriheden. Det forhold, at ens ytringsfrihed bliver krænket – til og med på det groveste – er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man er en forkæmper for ytringsfriheden. Ligesom det i sagens natur ikke retfærdiggør egne forslag om at begrænse ytringsfriheden og andre frihedsrettigheder. Og det er her Wilders går helt galt i byen.

Lad os starte med koranforbuddet. Selskabet lægger vægt på, at Wilders sammenligner Koranen med Mein Kampf, der er forbudt i Holland. Wilders’ forslag synes nu snarere at retfærdiggøre ønsket om forbuddet med henvisning til Mein Kampf. Men hvis man kæmper for ytringsfrihed er forbuddet mod Mein Kampf irrelevant. Bøger bør aldrig forbydes, men skal frit kunne diskuteres og kritiseres. Hvilke andre bøger skulle ellers også forbydes? Det Gamle Testamente? Diverse kommunistiske kampskrifter? Listen kunne hurtigt blive lang. Derudover udspringer forbuddet mod Mein Kampf af en specifik historisk kontekst. Den nazistiske besættelse af Holland var ekstremt blodig og undertrykkende. Mere end 100.000 hollandske jøder blev sendt i døden i koncentrationslejre, ligesom civilbefolkningen led af hungersnød. Uanset problemerne med muslimsk integration i Holland, er det åbenlyst at situationen ikke kan sammenlignes med den tyske besættelse. For os at se føres kampen imod både nazismen og islamismen bedst i åbenhed og uden forbudte bøger.

Men Koranforbuddet er kun et ud af en række stærkt autoritære forbud, som Wilders har lanceret. Som det kan ses og høres i denne video og læses i dette referat (udfærdiget af islam-kritikeren Robert Spencer) har Wilders bl.a. foreslået, at islam helt undtages fra religionsfrihedens beskyttelse, at indvandrere skal underskrive en juridisk bindende assimileringskontrakt – altså en form for sindelagskontrol – og at der indføres forbud mod opførelse af nye moskeer i Vesten. Vi bemærker, at Selskabets næstformand har beskyldt Jacob Mchangama for at fordreje Wilders’ ord, ligesom Selskabets indlæg i dette tidsskrift beskylder Mchangama for at ”tillægge[r] Wilders meninger, som han aldrig har udtrykt”, uden at Selskabet konkretiserer disse beskyldninger. Vi går ud fra at Selskabet hentyder til ovennævnte forslag. Men som det kan ses af linkene er der tale om fakta og ikke løse beskyldninger, hvilket vi håber Selskabet vil anerkende i dets svar på dette indlæg.    

Det tragikomiske ved Wilders’ forslag er, at de på det principielle plan er uadskillelige fra den hate speech-lovgivning som venstreorienterede multikulturalister har fået indført og som har medført, at Wilders ustandselig bliver mødt med søgsmål. De drejer sig begge om, at offentliggørelsen af bestemte synspunkter kriminaliseres. Baggrunden for hate speech-lovgivning er, at den multikulturalisme, som dominerer store dele af menneskerettighedsbevægelsen, anser racisme og fremmedhad som en trussel mod demokratiet. Det står eksempelvis direkte i præamblen til EU's rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, der forpligter EU landene til at straffe hate speech. Wilders vil så begrænse ytringsfriheden – og de relaterede frihedsrettigheder som forsamlings- og religionsfrihed – når det gælder islam ud fra samme præmis om, at islam – som sådan og uden skelen til individuel adfærd – udgør en overhængende trussel mod demokratiet. Der er også lighedspunkter mellem Wilders’ forslag om at undtage islam (og dermed praktiserende muslimer) fra beskyttelse af frihedsrettigheder og de muslimske landes kampagne i FN for at undtage islam fra kritik og diskussion. Wilders kræver således særforbud mod islam, mens OIC-landene kræver særrettigheder for islam. Begge forslag er uforenelige med den vestlige frihedstradition, som ytringsfriheden udspringer af.

Derfor er det uforståeligt, at Selskabet ikke blot ukritisk hylder Wilders, men tillige har Wilders med i sit internationale advisory board. Det er endnu mere uforståeligt, at Selskabets internationale afdeling holder et fælles pressemøde med Wilders med lanceringen af et forslag om en international ”First Amendment” (det berømte første tillæg til den amerikanske forfatning) beskyttelse af ytringsfriheden. Selve ideen er glimrende, og vi har begge foreslået noget lignende. Men Wilders’ egne forslag til bekæmpelse af islamisering er i direkte strid med the First Amendment. Denne bestemmelse beskytter ikke bare ytringsfriheden, men også forsamlings- og religionsfrihed, fordi disse frihedsrettigheder er uadskillelige. Udøves religionsfriheden i en kirke, synagoge eller moske, er der således tale om, at moskeen, synagogen eller kirken danner ramme om udøvelse af forsamlings- og ytringsfrihed. Selv hvis man skulle give Wilders ret i at islam ikke er en religion men alene en politisk ideologi, ændrer analysen sig ikke afgørende. For ytringsfriheden gælder både for ideologier og religioner. Under den Kolde Krig forbød man ikke DKP eller andre kommunistiske organisationer på trods af den klare fare kommunismen udgjorde for demokratiet.

Det betyder ikke, at beskyttelsen af ytringsfriheden eller de øvrige frihedsrettigheder er absolut. Der kan og skal naturligvis skrides ind når radikale imamer aktivt opfordrer til brug af vold mod ”vantro”, jøder eller homoseksuelle, som det er set i fx. London eller København. Ligesom det kan være legitimt at opløse et parti, der står overfor at indføre Sharia-lovgivning. Men generelle forbud mod Koranen, islam og opførelse af moskeer er uantagelige i henhold til First Amendment og det frihedsbegreb, som understøtter bestemmelsen.  I visse sammenhænge har Wilders kvalificeret forbuddet mod opførsel af moskeer af et krav om tilladelse til opførsel af kirker og synagoger i Saudi Arabien. På den ene side vil Wilders altså indføre en amerikansk beskyttelse af frihedsrettigheder, der er den mest vidtgående overhovedet. På den anden side vil Wilders indføre en begrænsning af religions- og forsamlingsfrihed for muslimer, der er sammenlignelig med og afhængig af tilstanden i et af verdens mest totalitære lande. Det er da også bemærkelsesværdigt at en række amerikanske islam-kritiske blogs har kritiseret Wilders hykleri og manglende forståelse af den frihedstradition han påstår at repræsentere (her og her).  Det turde være indlysende, at Selskabet tog fat på Wilders’ hykleri, ligesom Selskabet – med rette - har kritiseret Dansk PEN for at svigte ytringsfriheden i netop Geert Wilders-sagen.

De tætte bånd til og manglende afstandtagen fra Wilders er desværre ikke det eneste eksempel på, at Selskabet går på kompromis med egne principper. Tidligere i år udtalte Hans Jørgen Bonnichsen sig i generelle vendinger om PETs arbejdsmetoder og Dansk Folkeparti søgte at få Justitsministeren til at undersøge muligheden for sanktioner. Det fik Selskabets formand til at udtale at Bonnichsens kommentarer ikke var ”et spørgsmål om ytringsfrihed”. En noget overraskende udmelding da Bonnichsens udtalelser lå klart indenfor ytringsfrihedens grænser, og han har da heller aldrig har været sigtet for videregivelse af fortrolige oplysninger.

En nylig sag angår Naser Khaders og de konservatives forslag om burkaforbud, der naturligvis ville udgøre en indskrænkelse af ytrings- og religionsfriheden. I en artikel i Sappho udtrykker Selskabets formand Lars Hedegaard forståelse for initiativet, idet han tilføjer at "Det er jo også meget nemmere at aflire de gamle fraser om multikulturens velsignelser, menneskerettigheder, tolerance og respekt for forskellighed, som islams pådrivere ikke har andet end foragt for, men som de gladeligt påberåber sig, når de nu gør sådan et godt indtryk på de vantro." Det forekommer temmelig problematisk, at formanden for et selskab til beskyttelse af ytringsfriheden således anser menneskerettigheder – herunder ytringsfriheden – som en “gammel frase” på lige fod med multikulturalisme og forskelsdyrkelse.

I en række indlæg har andre medlemmer af Selskabet endvidere – direkte og indirekte - udtrykt støtte til både ovennævnte forslag om forbud mod burkaer og opførelse af moskeer i Danmark. Selskabets næstformand har kritiseret Jacob Mchangama for at tage Selskabet til indtægt for disse holdninger, selvom de virker ret så entydige. Men hvis vores fortolkning af Selskabets udmeldinger er forkerte har man så nu en gylden mulighed for at melde klart ud om man mener, at burka og moskeforbud er vejen frem og foreneligt med Selskabets formål.  Det er i den forbindelse for let blot at henvise til at afgørelsen i sidste ende ligger hos domstolene, som det sker i Selskabets indlæg. Hvis dette var Selskabets holdning til grundlovens bestemmelse om ytringsfrihed ville Selskabet eksempelvis skulle acceptere hate speech-lovgivningen, da danske domstole har dømt snesevis af danskere for overtrædelse af racismeparagraffen, herunder for islam-kritik.

Hertil kommer, at førende medlemmer af Selskabet har taget del i den vildledende forestilling om ytringsfriheden som en særlig ”dansk værdi”, som om det var noget der udsprang af traditionel dansk kultur. Som bekendt er ytringsfrihed udviklet i Holland, England, Frankrig, USA, Tyskland i løbet af oplysningen i 16-1800-tallet og er således et internationalt princip, der først for alvor knæsættes i Danmark med junigrundloven 1849 imod den danske og lutherske tradition for drakoniske straffe for fx. blasfemi. Selvom vi ikke er fuldstændigt enige om betydningen af kultur er ophøjelsen af ytringsfriheden til en særlig ”dansk værdi” reelt en kulturalisme, der hævder dansk kultur som noget specielt – en kulturdyrkelse, der er den nationale højrefløjs pendant til multikulturalismens kulturdyrkelse på venstrefløjen. I modsætning hertil ser vi menneskerettighederne som universaliserbare og altså ikke som et særlig nationalt ”kulturelt” produkt. Kulturalismen ses også når Selskabets formand i en artikel på Sappho forklarer bandeproblemer i Tingbjerg og andre ghettoer som havende ”alt med religion at gøre” og værende ”udtryk for et ønske om erobre land og uddrive eller undertvinge den lokale vantro befolkning”. Med andre ord er folks handlinger determineret af religion som kun kan forstås i én fortolkning.

I en debat i Deadline (13. oktober) opfordrede Helle Merete Brix Jacob Mchangama til at opgive planerne om et nyt initiativ og i stedet melde sig ind i Selskabet. Den opfordring vil vi begge gerne følge, hvis Selskabet i fremtiden viser større vilje til at kritisere frihedsbegrænsende forslag fra egne kampfæller og til at forsvare friheden hos dem, man er fundamentalt uenige med.