"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Ytringsfrihed, muhammedtegninger – og Skolemagthavernes Svigt

1. september 2021 - Artikel - af Michael Pihl

Wiki Commons: Portræt af Samuel Paty

I oktober 2020 blev den franske gymnasielærer Samuel Paty halshugget af en fanatisk muslim, fordi han havde anvendt muhammedtegninger som den relevante historiske kilde i et undervisningsforløb om ytringsfrihed. Efterfølgende deltog en række danske skolefolk i den offentlige debat med det synspunkt, at man ikke bør vise muhammedtegningerne i undervisningen og formanden for skolelederne; Claus Hjortdal, udtalte offentligt, at Samuel Paty nærmest selv var skyld i sin skæbne.

Trykkefrihedsselskabet arrangerer en debat om ytringsfrihed og muhammedtegninger i undervisningssektoren søndag d. 7.11. 2021, kl. 14. 00 i Vartov i København og vi har naturligvis derfor inviteret disse stemmer i debatten. Formand for skolelederne, Claus Hjortdal, har med skiftende forklaringer afvist at deltage i debatten, som han jo ellers tidligere har deltaget i. Først hævdede han, at han ikke kunne på datoen og da vi tilbød at rykke den, afslog han igen med begrundelsen, at andre skoleledere, ”der har mange tosprogede på skolerne beder os om ikke at rode i gryden”. Hjortdal ville altså gerne deltage i debatten, da det drejede sig om at lægge afstand til den halshuggede gymnasielærer; Samuel Paty, men han vil ikke deltage, når det drejer sig om at forsvare sit synspunkt i en fri og åben debat med folk, der kunne tænkes at modsige ham?

Det samme gælder formanden for historie og samfundsfagslærere i Folkeskolen, Dennis Hornhave Jacobsen, som i efteråret 2020 også talte imod brugen af muhammedtegninger i undervisningen. Jacobsens argument for ikke at møde op og forsvare sit synspunkt i en fri og åben debat er en forudfattet mening om at debatten nødvendigvis vil komme til at ”savne nuancer”. På spørgsmålet om, hvordan han automatisk og før en fri og åben debat i TFS-regi kan have denne forudsætning, svarer Hornhave Jacobsen ikke. TFS har forsøgt at gøre gældende, hvor vigtigt det burde være, at de to skolefolk netop forsvarede deres synspunkter i en fri og åben debat, men forgæves.

Her har vi altså en række fremtrædende og magtfulde danske skolefolk, der på den ene side har haft travlt med integrationen af voldsmandens veto i den danske undervisningssektor og i den offentlige debat, men på den anden side bakker ud, så snart de inviteres til en fri og åben debat med meningsmodstandere.

Uanset årsagen – om det er politisk opportunisme, frygt for vold, eller erkendelsen af at deres synspunkter ikke kan modstå en offentlig debats prøvelse – afspejler skolemagthavernes svigt, hvordan ytringsfrihedens vilkår kun er blevet forringet i de senere år.