"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Weimarrepublik og Statsbetalte Medier

3. december 2025 - Artikel - af Michael Pihl, næstformand i Trykkefrihedsselskabet

Venstreekstremisters voldelige angreb på ytrings-og forsamlingsfriheden skaber ”borgerkrigslignende tilstande” i Tyskland. Men statsbetalte medier trivialiserer og sympatiserer med den venstreekstreme vold. Hvorfor skal vi tvinges til at betale for disse statsbetalte propagandamedier?

Med gadevold og overfald på politiske modstandere ville venstreekstremister i Tyskland sidste weekend forhindre afholdelsen af AfDs ungdomskongres i Giessen. Resultatet var et voldeligt angreb på ytrings-og forsamlingsfriheden, overfald på AfD-politikere og på uafhængige journalister, røde stormtroppers voldelige jagt på kongressens deltagere, blokader af veje, hærværk og 30 sårede betjente. Hessens indenrigsminister taler om ”borgerkrigslignende tilstande”. Politiforbundet taler om en ”hæslig grimasse af venstreekstremisme” og modsiger kraftigt statsbetalte mediers forsøg på at fremstille weekendens uroligheder som ”overvejende fredelige”. AfD-leder Alice Weidel kalder volden ”dybt udemokratisk”.

Weekendens uroligheder i Giessen var en antidemokratisk voldskampagne rettet direkte mod ytrings-og forsamlingsfriheden og det minder om Weimarrepublikkens værste år. Alligevel ser statsbetalte medier i Danmark helt bort fra det – formentlig fordi volden udgår fra venstrefløjen?  DR fremstiller blot de røde fascisters hærgen i Tyskland som ”demonstrationer” , fortier den venstreekstreme vold og bytter sågar rundt på forholdet mellem offer og gerningsmand i Giessen: DRs reportage fremstiller således weekendens venstreekstreme voldsudgydelser som om det nærmest var Tysklands røde stormtroopper, det var mest synd for: ”50.000 demonstranter frygter for nyoprettet ungdomsafdeling i AfD” – lød DRs overskrift på historien, der således blev vinklet med empatisk fokus på gerningsmændenes angivelige angst for voldsofrenes oprettelse af et demokratisk oppositionspartis ungdomsafdeling. Det er illustrativt at sammenligne DRs tendentiøse fremstilling af venstreekstremisters voldelige angreb på ytrings-og forsamlingsfriheden i Tyskland, med DRs manipulerende forsøg på at fremstille Tommy Robinsons fredelige ”Unite the Kingdom”-demontration i London i september som voldelig. I DRs indslag mistænkeliggøres AfDs forsøg på at starte en demokratisk ungdomsafdeling og DR omtaler AfD som ”yderliggående”, mens den  venstreekstreme vold mod ytrings-og forsamlingsfriheden i Tyskland derimod ikke kaldes yderliggående, men tværtimod nedtones og hvidvaskes. En journalistisk dobbeltstandard har præget DRs dækning – også af tysk politik - i årevis, hvor især det statsbetalte medies venstreekstreme journalist Steen Nørskov flere gange har vinklet sine indslag mod sympati for udemokratiske bestræbelser på at få forfatningsdomstolen og efterretningstjenesten i Tyskland til at nedlægge et decideret forbud mod det største demokratiske oppositionsparti i landet. Trykkefrihedsselskabet har tidligere rejst spørgsmålet, hvilke andre demokratiske partier i Europa, som DR og Steen Nørskov gerne have forbudt?  DRs tendentiøse dækning af venstreekstremisters angreb på ytrings-og forsamlingsfriheden i Tyskland kan sammenlignes med en situation, hvor et skatteyderbetalt medie nedtonede alvorligheden af eventuelle højreradikales voldelige angreb på et demokratisk socialistisk parti, der forsøgte at gøre brug af sin forsamlingsfrihed til stiftelse af en ungdomsafdeling.

Også lyder fra små uafhængige medier nu kritik af statsbetalte medier og politiske magthaveres trivialisering af venstrefløjens antidemokratiske vold i Tyskland

Regeringen vil – tilsyneladende - undersøge DRs politiske slagside. Det er en syltekrukke og det kommer der aldrig noget ud af. Hvorfor skal staten stadig bestemme, at nogle medier skal finansieres gennem en særskat? Det svarer til, at vi alle skulle tvinges til abonnement på dagbladet Politiken: Et virkeliget opgør med statsbetalte medier er forudsætning for en reel demokratisk udvikling. I Danmark og Europa.