Jeg tænker på artiklen ”De er alle blevet kukkuk” (8/1), skrevet af forfatterparret Vind & Wiwel. Der er ikke dén injurierende anklage mod Hedegaard, som forfatterne ikke ukritisk viderebringer lige fra Krause-Kjærs absurde lynchnings-anklager til Ole Birk Olesens langt-ude påstande om volds-opfordringer. Oven i hatten lancerer Vind & Wivel selv påstanden om en tæt TFS-alliance med det "fascistiske" parti Vlaams Belang, tilsat vidnesbyrdet fra den blogger, som forfatterparret tydeligvis anser for Kongen af Islamkritik, Charles Johnson. Deres artikel, der bygger på sladder og påstande, hentet ufordøjet ned fra internettet, munder ud i følgende moralske crescendo fra kronvidnet Johnson: ”Han [Hedegaard] associerer sig med fascister og advokerer for vold og burde forbigås af anstændige mennesker”.
At Johnson er en dybt uvederhæftig blogger, der i dag forbigås af seriøse medier, at han aldrig har mødt Hedegaard, som han ellers så frejdigt tilsviner og at der ikke findes nogen alliance mellem Trykkefrihedsselskabet og Vlaams Belang, lever Weekendavisens læsere stadig i lykkelig uvidenhed om.
De indlæg, som medlemmer af TFS’s bestyrelse har skrevet for at imødegå artiklens forrykte påstande og påvise, at Vind & Wivel løber med en halv vind, har debatredaktøren ikke hidtil ønsket at trykke. Kun Sapphos redaktør, Helle Merete Brix, har fået lov at få et stærkt forkortet indlæg på. Muligvis skyldes uviljen, at den fungerende debatredaktør, der hedder Klaus Wivel, ikke er helt vild med kritik af Klaus Wivel.
Og det er ham, det følgende skal handle om. For er der i virkeligheden grund til at undre sig over Wivels voldsomme angreb på Trykkefrihedsselskabet?
Godt nok beskriver Vind & Wivel hele julens ballade om Trykkefrihedsselskabet som et slags syndefald: Selskabet havde ifølge forfatterne hidtil indlagt sig fortjeneste som en forening, der i manges øjne havde ”formået at hjælpe forfattere, skribenter og tegnere, som et splittet og afmægtigt Dansk PEN ikke kunne finde ud af hjælpe”. Men så faldt maskerne, skulle man forstå, og så var det forbi med respekten hos de mange, herunder også hos Vind & Wivel, hvis sympati nu er overgik til Stjernfelt og Mchangama og deres fremtidige, ”rene” ytringsfriheds-forening.
Graver man lidt i arkiverne, viser denne fremstilling sig imidlertid at være langt fra virkeligheden.
Det afslører den kommentar, Klaus Wivel skrev i Weekendavisen 23. januar 2004, dengang der var stor ballede, fordi Dansk PEN tøvede med at optage Lars Hedegaard som medlem. Wivels artikel var ét stort angreb på PEN. Men vinklen er overraskende:
PEN skulle ifølge Wivel ikke have rystet på hånden, men have afvist Lars Hedegaard med det samme. For ”PEN bør ikke være en forening for rabiate synspunkter”. Hedegaards, Brix’ og Hansens ”rabiate” synspunkt bestod bl.a. i at hævde, at der kun findes et ”egentligt” islam, at islam er uforeneligt med demokrati og at Vesten er i krig med islam.
”Skal de skribenter, der skriver sådan – Lars Hedegaard, Helle Merete Brix og Torben Hansen – have lov at mene alt det?” Ja, svarer Wivel generøst, men fortsætter så: ”Skal de optages som medlemmer af PEN? Her skilles kulturministerens og mine veje måske, for det mener jeg ikke, de skal. Dertil er deres bog, ”I krigens hus” simpelt hen gået for vidt”.
Forfattere der ”går for vidt” hører altså ikke hjemme i en ytringsfrihedsorganisation.
PENs store svigt skyldes derfor kun, at bestyrelsen ikke tøvede med at udelukke Hedegaard: ”PEN-bestyrelsen burde aldrig have ladet aben gå videre til medlemmerne…Det siger meget om foreningens rygrad, at den har tilladt en hadefuld litterat som Jørgen Knudsen at blive præsident. En selvsikker bestyrelse ville have set, at ”I krigens hus” er på kollisionskurs med PENs charter”.
Havde PEN rygrad, skulle PEN udrense alle skribenter, der ”går for vidt” enten i islamkritisk eller socialistisk retning. Det mener Wivel, der lige får hamret sin bizarre pointe fast ved, at nævne, at Mogens Glistrup sandelig heller aldrig burde være medlem af dette PEN. Det må selv kulturminister Brian Mikkelsen da kunne forstå, lyder det appellerende.
Alligevel – og her brister logikken fuldstændig – hævder Wivel, at PEN forsvarer ytringsfriheden og som sådan bør modtage statsstøtte.
Det er fristende at lade glemslens nåde sænke sig over denne monstrøse kommentar, der afslører Wivels mildt sagt sære opfattelse af, hvordan det frie ord forsvares. Herregud, de fleste journalister er jo så konjunktur-følsomme, at de skifter holdning lige så tit som vi andre skifter brillestel. Og der er løbet meget sand og mange islamiske voldstrusler i sandet siden Wivels seks år gamle ”ytringsfrihed, men”- artikel.
Når artiklen alligevel er interessant, er det fordi den giver alle os, der har undret os over Vind & Wivels kilometerlange, usaglige angreb på Trykkefrihedsselskabet og Lars Hedegaard, en forklaring:
Der er ingen grund til undren. Der har altid været mange borgerlige, der som Wivel holdt sig for næsen ved tanken om et uforkortet forsvar for det frie ord – altså også for ord, der krænker. Og der er intet nyt ved Wivels mistænkeliggørelse af Lars Hedegaard.
Og måske er der i hele taget intet nyt under solen:
Den danske journalist-andegård ser i bedrøvelig grad ud til at være fuld af nid og nag og urgamle uvenskaber.
