Vi troede, det ville blive let

Bryllup med ukendt gom

Jeg sad en fredelig aftenstund og så fjernsyn, da telefonen ringede. I den anden ende af ledningen var en god bekendt, der lige ville høre, hvordan det gik, for hun havde ikke hørt fra mig siden om formiddagen, og der kunne jo være sket alverden siden da. Vi udvekslede minder fra sidste fest, hvor fælles venner havde haft det endnu sjovere end os, og det sagde ikke så lidt. Vi morede os også over de fyre, som vi begge bagte lidt på.

I samtalens løb nævnte hun en pige, som en ven af en ven af en ven var i kontakt med. Pigen havde overhørt en telefonsamtale mellem sin far og et familiemedlem i oprindelseslandet, og hun var klar over, at familien planlagde hendes bryllup med en ukendt gom, når hele familien tog på sommerferie i oprindelseslandet.

Det endte med, at hun blev en del af min familie, og set i bakspejlet kan jeg godt se, hvor naiv jeg var dengang. Jeg troede af et ærligt hjerte, at alle forældre ville det bedste for deres børn. Jeg troede også, at myndighederne gerne ville beskytte en pige, der havde så specielle vilkår som denne pige havde.

Dengang midt i 80’erne var det almindeligt at tro, at indvandrerne med tiden ville begynde at ligne os andre. At religionen ville blive neddroslet, at den medbragte kultur ville finde sin plads på en mindre dominerende hylde, at piger fra indvandrerlandene ville opleve samme frihed til at leve et ungdomsliv som deres danske jævnaldrende, at tvangsægteskaber ville være fortid og ikke mindst at vi hen ad vejen ville komme til at leve i fred og harmoni med hinanden.

Dengang midt i 80’erne troede man også, at det ville være let for en pige at pakke sin taske og bryde op fra barndomshjemmet, og i tilfælde af konflikter kunne der mægles og forhandles, så familien kunne indse, at de måtte give slip på en pige, der levede i et demokratisk samfund, hvor kvinder har ret til selv at bestemme over deres krop og deres liv.

Vi blev klogere

Vi skulle blive klogere. Meget klogere. Jorden brændte under os, og vi kunne føle, at familien rykkede nærmere. Handlende i nabolaget med indvandrerbaggrund spurgte interesseret til den indvandrerpige, som de ofte så sammen med mig. En rude var knust i en bagdør en dag, jeg kom hjem. Jeg har ikke belæg for at påstå, at det var hendes familie, der stod bag, men der var ikke stjålet noget. Taxaer kørte forbi på gaderne med chauffører bag rattet, der kunne tænkes at kende familien.

Vi lærte også, at indvandrernes interne efterretningstjenester slår CIA og Mossad med flere længder. Ingen pige kan gemme sig ret længe, inden nogen spotter hende.

Der var ingen vej uden om, pigen skulle væk fra København, og hun blev placeret hos min søster. Under et andet navn. Under opholdet i provinsen ville hun gerne have en ordentlig 10. klasse i hus, og hun blev indskrevet under et andet navn, og skolens ledelse og kontorpersonale var bekendt med situationen og at oplysninger om hende under ingen omstændigheder måtte oplyses.

Ikke desto mindre opsøgte storebror skolen og sang en sang fra de varme lande om, at familien bare ønskede at sikre sig, at søster havde det godt. Adressen, hun boede på, blev også opsøgt af familien.

I provinsbyen forsøgte hun at leve et næsten normalt ungdomsliv med venner, fester og byture. Ingen kendte hendes identitet, og dæknavnet blev så indgroet, at hun reagerede på det næsten i søvne. Alligevel oplevede hun, at en landsmand henvendte sig til hende på en restaurant og tiltalte hende med hendes rigtige navn.

Bank og voldtægt

Efter to år i konstant alarmberedskab skete det uafvendelige. Vores pige faldt i et baghold og blev ekspederet til oprindelseslandet, hvor hun hurtigt efter ankomsten måtte underskrive en ægteskabskontrakt.

Hun fortalte senere, at bryllupsnatten havde været et mareridt, hvor hun græd og gemte hovedet under en pude. De efterfølgende dage tilbragte hun timer under bruseren. Hun følte sig snavset.

Vi mistede forbindelsen, da hun under dramatiske omstændigheder blev sendt til oprindelseslandet, og jeg havde storebror stående på min dørmåtte. Han ville bare lige fortælle, at så snart hans søster var sendt afsted, kom turen til mig og de andre, der havde været involveret i flugten.

Jeg havde ingen mulighed for at kontakte vores pige, men hun blev aldrig glemt. Hvert år på hendes fødselsdag tænkte jeg inderligt på hende og ønskede, at hun havde det så godt, som muligt.

Flere år efter var der en af dem, der var involveret dengang, der mødte hende i København. Hun bad om at komme i kontakt med mig, og båndet blev knyttet på ny.

Hun fortalte om et ægteskab med bank og voldtægter og om absolut ingen hjælp fra familien. Ægtemanden havde fået at vide, at hun var en pige, der skulle bringes på ret køl, og det var hans opgave at gøre en underdanig muslimsk kvinde ud af rebellen.

Familiens trusler

Da hun turde tage springet og søge skilsmisse, var ægtemanden lidt overraskende rimeligt fair. Men familien meddelte, at hvis hun gennemførte skilsmissen og kastede skam over familien, ville de tage hendes børn og sende dem til familiens oprindelsesland.

Hun kunne godt følge efter børnene, men hun ville aldrig komme levende hjem til Danmark igen.

For at gøre en lang og dramatisk historie kort, så fik hun uovertruffen juridisk hjælp, så hun fik en øjeblikkelig skilsmisse og fuld forældremyndighed over børnene. Faderen fik ingen samkvemsret – end ikke overvåget.

Familien fik snart andet at tænke på. En anden datter skulle skaffes en ny ægtemand, en søn fik en dom og måtte ruske tremmer, en anden søn gik det ilde og en svigersøn var utilfreds.

Der har været dramatiske højdepunkter efter skilsmissen, men vores pige har redet stormene af, og hun har stort set kappet forbindelserne til familien. Der er en sporadisk kontakt til en søster og en bror.

Sagen med Ghazala Khan, der tog en desperat chance for at få en smule lykke og betalte den ultimative pris for to dages ægteskab med en mand, hun selv havde valgt, har påvirket meget. Under et besøg ved Slagelse Station, hvor den unge pige blev skudt, blev vores pige meget påvirket og sagde, at det kunne have været hende, der havde ligget skudt på asfalten.

Hun har det godt i dag, for hun har mødt en dansk mand, der er stærk nok til at beskytte hende, og i dag, hvor hun er i sin bedste alder med unge voksne børn, kan hun endelig sænke paraderne.

Helle Baldersbæk er journalist