Ud af spændetrøjen. Ahmeds historie

En stemme, der skal bruges

Ahmed Mohamud er efterhånden vant til omgivelsernes fordomme: Som homoseksuel muslim kan han da ikke have noget at gøre med de gamle halvracistiske, homofobiske mænd, som Trykkefrihedsselskabet – det ved man da - er fuld af. For hvis man forsvarer retten til at tegne og karikere Muhammed, så er man da nærmest racist. Måske skal vi trods alt være taknemmelige for disse fasttømrede vrangforestillinger, for det var dem, der irriterede Ahmed Muhamud så meget, at han besluttede sig til at tage det afgørende skridt og offentligt tage til orde og engagere sig i Trykkefrihedsselskabet.

”Der er intet, der ville være nemmere end at være anonym. Men i Danmark har jeg fået en stemme: Nu vil jeg bruge den!”.

Ahmed taler sig hurtigt varm, når det drejer sig om ytringsfrihed. Der er begejstring at spore i hans stemme, når han omtaler den frihed, han har fået, det sprog, han har lært, og det land, som nu er blevet hans eget. Ja, han lyder næsten forelsket, når han taler om Danmark, som han første gang så en kold aprildag i 1997 og straks følte sig mærkeligt hjemme i. Det var individets frihed, ligeværdigheden, den uudtalte tillid mellem borger og myndigheder - alt det, der var fraværende i det klansamfund, han var vokset op i - der med det samme tiltalte ham. ”Jeg følte mig som en fugl, der er landet, og endelig har fundet en velegnet rede”. I dag bruger han sit næb til at forsvare retten til at lade andre fugle synge med deres.

Haram og helvede

Mens julisolen brager ned over min parcelhushave, fortæller Ahmed sin historie, som begynder i Somalia 1980. Her bliver han født som nummer syv ud af en søskendeflok på otte, ind i et klansamfund, hvor blodet og blodets bånd er altafgørende. Den lille kvikke dreng imponerer familiemedlemmerne ved at lære den lange række af forfædre-navne udenad og recitere det ene koranvers efter det andet. For hvis det er vigtigt at være et loyalt medlem af klanen, er det endnu vigtigere at være en god muslim. Koranskolen begynder i hjemmet, så snart barnet kan tale, og det er underordnet, at børnene ikke forstår et ord af det arabiske sprog, som koranverserne indlæres i. Læres skal de, ligesom børnene må forstå, at de kommer i Helvede og bliver brændt ikke bare én men flere gange, hvis de ikke beder fem gange om dagen og undgår alt, hvad der er haram. Hvad er haram? Det er hunde, jøder, svinekød og kirker. For blot at nævne nogle af tingene.

”Jeg var bange for folk, der gik med kors. Det var helt forkert at tro på, at Jesus blev korsfæstet, og var guds søn, Allah har nemlig ingen børn. Og jeg var direkte utilpas, første gang jeg var i en kirke”.

Svinekød er ikke bare klamt og kvalmende, sådan som vi måske opfatter rottekød, det er urent og ugudeligt. Anskuelsesundervisning i den afgrundsdybe forskel mellem os, de rene, og de andre, de urene får seksårige Ahmed, da han engang tilbyder en lille ikke-muslimsk kammerat mad af sin tallerken. Ahmeds mor griber ind, tager tallerknen, der allerede er blevet besudlet af den vantro, og renser den omhyggeligt med aske. Episoden står indprentet i Ahmeds erindring: ”Jeg syntes, det var synd for ham”.

Og så er der jøderne, jahud, nogle dæmoniske, mytologiske figurer, der har været onde mod profeten Jesus og som Muhammed, enhver muslims forbillede, har opfordret til drab på. Lille Ahmed forestiller sig, at jahud har horn i panden. Men den lille fromme muslim, der aldrig taber sin hellige koranbog, heller ikke når pryglede i koranskolen hagler ned over hans ryg, så han vrider sig, mens han fremsiger de hellige vers, er heldigvis langt fra alle disse haram-fænomener.

Det var dengang. I dag er han gået ombord i dem alle: Han spiser svinekød, han går jævnligt til Morgenandagt i Københavns Domkirke - ”kirken er et vidunderligt, paradisisk fristed” – han har overvundet sit ubehag ved hunde og vasker sig ikke længere syv gange, når han har rørt en af vore firbenede venner. Og jøder og jødedommen har han i dag kun lovord tilovers for.

En kræftcelle i klanen

”Jeg har sprængt spændetrøjen. Jeg er en fugl, der er kommet ud af buret!”, udbryder han begejstret, men tilføjer stilfærdigt: ”Det er ikke noget, man bare gør. Det kræver rygrad og det er forbundet med store omkostninger”. Vejen ud af den mentale spændetrøje, som den lille Ahmed ubevidst oplevede det islamiske klansamfund som, begynder da Ahmed som 16-årig bliver familiesammenført med sin familie i Danmark. I begyndelsen frekventerer han godt nok jævnligt moskeen i Nordvestkvarteret, hvor han oplever Abu Laban tale dunder mod jøderne og de vantro og han er tæt på at blive indfanget af Hizb ut-tahrir. De unge Hizb ut-tahrir-folk er nemlig gode til at hverve folk og den unge Ahmed føler sig virkelig velkommen til de store møder i Valbyhallen, der emmer af kampånd. Men når han her og i moskeen får at vide, at han skal foragte alt, hvad Danmark står for, vækker det hans modvilje. Efter to Hizb ut-tahrir-møder lægger han det bag sig og begynder i stigende grad at føle sig splittet. Han opdager nemlig, at han i sig selv er haram og en skamplet for slægten og en kræftcelle i klanen: Han er nemlig homoseksuel. I begyndelsen er han ulykkelig og bange og derfor endnu flittigere end før i koranskolen.

”Jeg bad Allah om at omvende mig og spurgte ham mange gange, hvad jeg dog havde gjort. Hvorfor Allah, hvorfor, sagde jeg, mens jeg græd under dynen”. Men der ingen omvendelse fra Allah i vente og Ahmed springer under stor angst og bæven ud som bøsse. Resultatet er, at hans slægt slår hånden af ham: ”Jeg skal komme krybende på mine knæ og sige undskyld, hvis jeg skal kunne komme tilbage”. Det gør han ikke og går derfor en familieløs tid i møde.

I dag undgår Ahmed omhyggeligt at læse i Koranen, hvor der svovles mod homoseksuelle, og hører han minaret-råb som for nylig under en ferierejste til Tyrkiet, gribes han af vis angst.

”Det minder mig om, at jeg er haram, at jeg ikke er en god muslim og at jeg på dommedag ender i helvede, fordi mine dårlige gerninger overskygger de gode. Allah elsker mig ikke”. For nylig blev Ahmed mindet om sine tidligere omgivelsernes syn på ham: Ved en metrostation mødte han en muslimsk ven fra fortiden, der gik tæt hen til ham og ganske lavt hviskede en koranisk forbandelses-formel. Ahmed forstod budskabet og skyndte sig væk; hans danske ledsager opdagede intet.

”Jeg bliver så nationalistisk”

Ahmeds kærlighed til Danmark og den frihed, han har fundet her, er stor: ”Jeg elsker dette sprog” udbryder han og begynder en lovprisning af billedsproget i de danske salmer, som han kender bedre end mange indfødte. Alligevel er savnet af baglandet stort: ”Indforståetheden, maden, duften, alt det fortrolige savner jeg”.

Sjælekvaler undgår man ikke, når man kæmper en privat frihedskamp som Ahmeds. Men ikke et øjeblik overvejer han at gå tilbage. Han vil ikke opgive friheden og det irriterer ham, når han igen og igen møder danskere, der bagtaler og nedgør deres eget land: ”Jeg bliver så nationalistisk!” Det kan godt være Ahmed er født i Somalia og sort som vanille, mens han hjerte banker for dette flade land i en grad, der ville gøre Grundtvig begejstret. Derfor undrer han sig over danskernes luftige form for tolerance:

”Kristendommen skal gemmes væk, være et fyord, mens den muslimske kultur skal respekteres. Det er en luftig form for tolerance, som irriterer mig. Vi er ikke kommet til et tomt land, men til et land, som har bygget noget op.

Som udlænding er man nødt til at forlade sit bur og se sig lidt omkring på sit nye sted. I stedet pålægger man danskerne en integrationsbyrde større end Himalaya. Man siger til danskerne: Det er jer, der har ansvaret for integrationen, ikke udlændingene. I skal fortynde jeres saftevand. Men hvornår er saftevand begyndt at smage bedre, når det bliver fortyndet?”.

Kulturen skal altså ikke fortyndes af hensyn til udlændingene. I stedet skal den nationale nihilisme lægges på hylden og lærerne på sprogskolerne f.eks. ændre stil og ikke opføre sig sådan, som Ahmed oplevede dem. Når de unge udlændinge på sprogskolen, udstyret med islamiske haram-ideer, rakkede de dumme danskeres levevis ned, kom der aldrig et kritisk, vejledende ord fra lærerne. Lærerne var ikke ambassadører for landet og konfronterede aldrig de unge med de grove ting, de sagde. Det skaber et tomrum: ”De unge udlændinge savner pejlemærker”.

Mentalt parallel-samfund

Ahmed er taknemmelig for at være mand. Det har gjort hans frigørelse lettere, for så står han – homoseksuel eller ej – et niveau højere end hunkønsvæsner. I moskeen lærte han, at kvinden var roden til alt ondt og at utildækkede kvinder, der ikke var underlagt en mand, var løsslupne, fordærvede skabninger, der truede klanen og rettroenheden.

”Hvem er det, der skaber fjendebillederne?”, spørger han på den baggrund. ”Danskerne glemmer, at friheden og frisindet opfattes som en trussel mod klanen. De forstår ikke ideologien bag sløret og burkaen, at kun den tildækkede er ærbar. Så jo flere burkaer, jo mere vil der blive set ned på de utildækkede kvinder. Presset på dem, der ikke går med hidjab, vil stige”. Derfor er Ahmed tilhænger af et burkaforbud og har kun hovedrysten til overs for dem, der opfatter et sådant forbud som diskriminerende. Danskernes uvidenhed om islamisk ideologi er i det hele taget i hans øjne alt for udbredt:

”De tror, at bare en udlænding har et arbejde, er integrationen lykkedes, men de forstår ikke, at mange indvandrere lever i et mentalt parallel-samfund, og at de har et helt andet fundament end det danske, uanset hvor høj en uddannelse, de har. Men måske er det dejligt at leve i uvidenhed?”

En milepæl

Naser Khader, hvis bog Ære og skam fra 1996 spillede en stor rolle for Ahmed, har været hans rollemodel; i dag er det vigtigste forbillede Ayaan Hirsi Ali, som han deler både fødeland og historie med. I modsætning til hende betegner han sig stadig som muslim: ”Jeg føler mig som muslim, men føler ikke at der er plads til mig i moskeen”.

Han har noteret sig, at når en muslim bliver mere alvorligt troende, bliver han altid mindre overbevist demokrat. Han har endnu ikke mødt nogen, der har formået at være begge dele på samme tid. Til gengæld er han stødt på mange muslimer, der siger: ”Du må sige al muligt, bare du ikke siger noget om Muhammed”. Men det er lige præcis, dét, der ikke går. ”Der skal være frihed til at sætte ord på det hele”, siger Ahmed med eftertryk. ”Derfor var det en milepæl i mit liv at komme i Trykkefrihedsselskabet. Her var et sted, hvor man kæmpede for at kunne tale, tænke og tegne frit. Det var ikke ligegyldigt”.

Ahmed deler Selskabets passion for det frie ord:

”I Danmark har jeg fået en stemme. Nu vil jeg bruge den”.