I en tid, hvor danske kvindesagsforkæmpere mest synes beskæftiget med at overdænge hinanden med ukvemsord – bitterfisser, speltmødre, karrierehekse, gammelfeminister o.lign. – kan der måske her på kvindernes internationale kampdag være grund til at minde om, at der rundt om i verden er kvinder, der har alvorligere sager at slås med end mandefri hoteletager, kvoter i bestyrelser og tvangsopløsning af firmaer, der ikke har mindst 40 pct. kvinder i bestyrelsen.
Man kunne tilmed sige, at også mænd ville have godt af at blive gjort opmærksom på de forhold, som millioner af kvinder bliver budt.
I vores umiddelbare nærhed lever kvinder, hvis hovedbekymring ikke er at få en bestyrelsesplads i et stort firma eller få staten til at beordre deres mænd på tvungen barsel, men som dagligt må frygte for deres liv, hvis de ikke i ét og alt retter sig efter krav fra deres mandlige ejere.
Deres historier kommer af og til frem i pressen, men synes ikke at gøre det store indtryk på dagens kvindekæmpere.
Deres skæbner bliver ofte placeret i et raritetskabinet over eksotisk kultur, der ikke vedkommer moderne vestlige kvinder – og som mænd i hvert fald skal blande sig uden om, med mindre de vil udsætte sig for at blive kaldt fremmedhadere og racister.
Lad os alligevel referere en bemærkelsesværdig artikel, der har stået i det seneste nummer af det engelske tidsskrift Standpoint.
Den handler om de vilkår, som tusinder af muslimske kvinder i Vesten må underkaste sig – og om selvudråbte kvindesagsforkæmperes uvilje mod at betragte muslimske kvinder som deres medsøstre.
Voldtaget, kvalt og begravet i en kuffert
Som illustration til artiklen bringer Standpoint et foto af Banaz Mahmod og hendes kurdiske far Mahmod Mahmod, som i 2006 sammen med Banaz' onkel havde hyret fire mænd til at voldtage og derefter kvæle hende.
Hun måtte lide denne død, fordi hun havde forladt et arrangeret ægteskab, forelsket sig i den forkerte mand og dermed bragt "skam" over sin familie.
Hun var 20 år, da hun i januar 2006 blev voldtaget, stranguleret med et snørebånd i sit hjem i byen Mitcham i Surrey, England, og derefter proppet i en kuffert. Den blev senere fundet begravet under fundamentet til et hus i udkanten af Birmingham.
Under den påfølgende retssag mod Banaz' far og onkel, der havde beordret fire mænd til at begå forbrydelsen, bevidnede hendes søster, Bakhal Mahmod, at faderen også havde mishandlet hende og kaldt hende en luder, fordi hun var blevet for vestlig. Hendes onkel havde sagt til hende, at hun fortjente at "blive gjort til aske".
Banaz havde forgæves søgt hjælp hos politiet, efter at hendes far tidligere havde forsøgt at slå hende ihjel. En politiefterforsker måtte erkende, at myndighederne formentlig aldrig ville have opdaget, at Banaz var forsvundet, hvis hendes kæreste ikke havde rapporteret det.
Mordernes forsvarer forklarede, at familiens interesser og anseelse stod på spil. Havde de ikke handlet i overensstemmelse med gammel sædvane, ville de have mistet prestige i det kurdiske samfund.
Blot gammel kultur
Seks år efter Banaz' sørgelige endeligt, kan Standpoints skribent, Julie Bindel, konstatere, at der stadig findes fremtrædende britiske feminister, der er villige til at betragte denne og lignende forbrydelser som udslag af en kultur, som det ikke tilkommer et multikulturelt samfund at afværge gennem lovgivning og effektiv politiindsats.
Premierminister David Cameron har ganske vist betegnet tvangsægteskaber som "ikke meget bedre end slaveri", og hans indenrigsminister, Theresa May, synes indstillet på at kriminalisere denne skik, mens Camerons mere multikulturelt indstillede regeringspartner, De Liberale Demokrater, har vist sig fodslæbende.
I Storbritannien rammer tvangsægteskaber hovedsageligt piger og kvinder fra det sydlige Asien, Sudan, Tyrkiet, Afghanistan, Eritrea og Somalia.
I 2010 blev over 1.737 tilfælde rapporteret, og kvindeorganisationer tager sig af et sted mellem 450 og 1000 sager om året.
Købesex og tvangssex
Ledende feminister modsætter sig imidlertid en lovgivning, der skal kriminalisere tvangsægteskaber. Det gælder f.eks. Vera Baird, der havde posten som Solicitor-General (chef for England og Wales' øverste anklagemyndighed) under den tidligere Labour-regering.
Mens hun havde posten, lagde hun sig i selen for at gøre det kriminelt for mænd at købe sex hos kvinder, der er handlet eller på anden måde tvunget ud i prostitution.
Men tvangsægteskaber, som altså indebærer, at kvinder tvinges til at stille seksuelle ydelser til rådighed for mænd uden betaling, vil hun ikke kriminalisere.
Hun frygter, siger hun, at ofrene ikke vil stå frem, fordi de ikke ønsker, at deres forældre skal i fængsel. I stedet mener hun, at den slags sager skal ordnes via lokalsamfundet – altså efter mindelig ordning med de magthavere, der er ansvarlige for de beklagelige forhold.
Snigende accept af sharia
"Men hvorfor," skriver Julie Bindel, "skal vi 'gå igennem lokalsamfundet' i sager om tvangsægteskaber, når vi ikke gør det i forbindelse med andre forbrydelser? Hvorfor skal der være én regel for muslimske kvinder og en anden for hvide, vestlige kvinder? Denne kulturrelativisme er resultat af en snigende accept af sider af sharia-loven."
Og videre: "Kvinder, der lever under muslimsk lov, hvad enten den er formelt sanktioneret som i islamiske stater eller blot accepteret og anvendt i det skjulte, som det i stigende grad sker i Storbritannien og Frankrig, lider under ekstreme former for menneskeretsovertrædelser."
Den iranske feminist og talskvinde for den britiske anti-sharia-organisation "One Law for All", Maryam Namazie, betragter tvangsægteskaber som det vigtigste problem for muslimske piger og kvinder.
Ikke bare i lande som Afghanistan, hvor de fleste af de kvinder, der sidder i fængsel, er dømt for "moralske" forbrydelser, hvortil hører afvisning af at gifte sig med mænd. der er valgt af deres familie.
"Problemet er også voksende for kvinder og piger her i Storbritannien, specielt i kølvandet på de sharia-domstole, der gyldiggør og blåstempler tvangsægteskaber."
Heri ligger et dilemma for de liberale, konkluderer Julie Bindel. "De vil ikke udsætte det muslimske samfund for kritik, men ender med at støtte patriarkerne og udlevere unge kvinder til et liv i ulykke og slaveri. De burde vide bedre."
Spørgsmålet er, om danske feminister midt i deres optagethed af kvoter og barselsordninger har overskud til at skænke en tanke til kvinder, der kan ende deres liv i en kuffert, fordi de vil leve, som de selv gør.
God 8. marts.
