Terrorangrebet på Bondi Beach var ikke en tragisk enkeltstående hændelse. Det var et antisemitisk terrorangreb, udført mod jøder fordi de var jøder — præcis som de islamistiske bevægelser, der har inspireret gerningsmandens ideologi, har gjort det igen og igen. Bondi Beach er ikke et brud på et mønster; det er en bekræftelse af et mønster, der for alvor tog fart efter 7. oktober, og som nu folder sig ud i Vesten med en brutal forudsigelighed.
Siden Hamas’ massakrer den 7. oktober har vi set en eksplosion i antisemitisk vold og intimidering på tværs af Europa. I London blev synagoger og kosher-forretninger vandaliseret. I Paris blev jødiske hjem markeret med davidsstjerner. I Berlin blev folk med kippa overfaldet, og en jødisk børnehave blev brandbombet. I Wien blev jødiske gravsteder hærværksramt. I København måtte politiet advare jøder mod at bære synlige symboler i det offentlige rum.
Det er alt sammen udtryk for den samme strømning: en globaliseret antisemitisme, båret af politisk islam og dens vestlige medløbere.
En lige linje: Fra gaderne i Paris, London og København til Bondi Beach
Enhver, der har set de utallige demonstrationer, der har præget Europas storbyer siden 7. oktober, ved, at dette ikke handler om fred, men om en ideologisk kamp mod jøder og mod Vesten. Slagord som “From the river to the sea” og “Global intifada now” har lydt gennem gaderne i europæiske storbyer — ikke som abstrakte paroler, men som direkte opfordringer til at fortsætte den vold, Hamas påbegyndte.
Når man råber “global intifada”, kan man ikke spille overrasket, når intifadaen bliver global.
Når man normaliserer et budskab om udslettelse af jødisk selvbestemmelse, kan man ikke lade som om, det ikke betyder noget.
Og her ligger forbindelsen: Bondi Beach er den konkrete manifestation af det narrativ, der marcherer frit i Europas gader, flankeret af venstrefløjens nyttige idioter og statsfinansierede medier, som dækker demonstrationerne med en næsten øm forståelse og et bemærkelsesværdigt fravær af kritik.
De vestlige magthavere vil ikke indrømme det. Men der går en direkte linje fra Hamas-sympatierne i Europas gader til terroren på Bondi Beach.
Køreplanen for terrormønsteret – som vi nægter at bryde
Det mest frustrerende ved Bondi Beach er ikke, at det skete — men at vi præcis vidste, hvordan reaktionerne ville forløbe. De følger nemlig en køreplan, vi har set utallige gange før:
- Ideologien bag angrebet fremstilles som “fredelig”
Islam taler man pænt og forsigtigt om, som om enhver kritik i sig selv er ekstremisme, og som om politisk islamisme og islam er identiske størrelser, der ikke må adskilles eller analyseres. - Den aggressive, antisemitiske retorik bortforklares
De slagord, der bruges i demonstrationerne — truslerne, udslettelsesfantasierne — behandles som “aktivisme”, som almindelige politiske udtryk, som noget vi må tolerere i et demokrati. - Advarsler affejes som “islamofobi”
Enhver, der advarer om konsekvenserne, bliver udskammet, marginaliseret eller stemplet som alarmister. De, der siger sandheden først, bliver behandlet som problemet. - Når terroren rammer, er alle chokerede
Man opfører sig, som om ingen kunne have forudset noget. Som om ideologi ikke findes. Som om slagord ikke betyder noget. - Centrum-venstre arrangerer fakkeltog og vrider hænder
Der holdes taler om sammenhold, kærlighed og fællesskab. Der tændes lys og grædes tårer under afsyngning af ”Imagine” og ”Kringsatt af fiender”. Men der siges meget lidt om, hvorfor angrebet skete. - Derefter: ingenting
Ingen handling, ingen kursændring, ingen erkendelse. Man venter på det næste angreb — og gentager hele ritualet.
Dette mønster har gentaget sig i to årtier. Og Bondi Beach følger det med næsten kirurgisk præcision.
Vestens blinde plet: Den ideologiske infiltrering
Det, man ikke vil anerkende, er, at dette ikke er enkeltstående hændelser, men en del af en systematisk anti-vestlig og antisemitisk infiltrering, der udspringer af det samme ideologiske rodnet: Det Muslimske Broderskab og dets globale afledninger.
Hamas er ikke en afvigelse, men en konsekvens.
De pro-palæstinensiske demonstrationer er ikke fredsdemonstrationer, men ideologiske markeringer.
Og venstrefløjen bliver — som i Iran i 1979 — igen historieløs medløber for en bevægelse, der vil tilintetgøre alt, hvad venstrefløjen hævder at forsvare: demokrati, ligestilling, ytringsfrihed.
Det er tragikomisk, men det er også farligt.
Et Vesten uden breaking point
Det mest rystende ved Bondi Beach er ikke selve angrebet, men vores reaktion. Vi har intet breaking point. Intet sted, hvor vi siger: “Nu er nok nok.”
I stedet insisterer vi på, at hvert terrorangreb er en isoleret hændelse — aldrig en tråd i det net, der bindes sammen af Broderskabet og dets ideologiske slægtninge. Vi udvider de demokratiske rammer igen og igen, indtil de ikke længere kan bære os.
Bondi Beach viser os endnu en gang, at Vesten er villig til at lade normaliteten udhules lige indtil vi har tabt: vores lande, vores kultur, vores værdier — og til sidst vores selvrespekt og stamina.
