"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Tanker om valget og ytringsfrihed

15. juni 2019 - AktueltArtikel - af Torben Mark Pedersen

Den politiske mobilisering af muslimske stemmer kan meget vel være første skridt på vejen til et egentligt islamisk parti, og et sådant parti vil uden tvivl blive domineret af islamister, som vi har set, når muslimer har overtaget bestyrelser i boligafdelinger, sportsklubber m.m.

 

Så er folketingsvalget overstået, og som forventet blev det til en rød valgsejr. Det kan man beklage af mange grunde, men anskuet ud fra et ytringsfrihedsperspektiv, var Løkkeregeringen ikke noget at råbe hurra for.

Blasfemiparagraffen blev afskaffet under Løkkeregeringen, men det skete på Enhedslistens initiativ, og kun Socialdemokratiet stemte imod. Bortset fra dette lyspunkt har der ellers ikke været meget at glæde sig over for venner af trykkefriheden. Løkkeregeringen stod bag Imamloven fra 2016 (støttet af DF og af S), underskrivelsen af FN's migrationspagt (støttet af alle partier i Folketinget bortset fra DF) og påvirkningsloven, straffelovens § 108, hvor DF undlod at stemme, og kun SF, Enhedslisten og Alternativet stemte imod.

Selv om store dele af venstrefløjen har et tvetydigt forhold til ytringsfrihed for politiske modstandere, så viser stemmeafgivningen i Folketinget i de seneste fire år, at flere af venstrefløjspartierne – selv Enhedslisten – har værnet mere om ytringsfriheden, end Venstre, Konservative og Liberal Alliance i regering. Det er trist.

Det er derfor ikke usandsynligt, at en kommende socialdemokratisk ledet regering i mindre grad vil gennemføre ny lovgivning, der krænker det frie ord, end den netop afgåede regering.

Nye Borgerlige i Folketinget må også forventes at styrke blå bloks opbakning til ytringsfriheden, ligesom et Liberal Alliance i opposition og med en ny og mere liberal og stærkere ideologisk funderet formand må forventes at trække i samme retning. Det er godt nyt.

Dårligt nyt er, at vi nu for første gang har set en massiv muslimsk politisk mobilisering i ghettoerne, der langt overvejende har stemt på Radikale Venstre og Enhedslisten. Det er uvist, hvad – om noget – det kommer til at betyde for de to partiers politik, men de pågældende kandidater, der er blevet valgt på indvandrerstemmer, vil have et stærkt incitament til at pleje deres nye vælgerbase for at sikre genvalg, og det kan betyde et politikskifte i forhold til spørgsmål, der optager de religiøst organiserede grupper af indvandrere i ghettoerne.

Der har været en hel del debat om den muslimske politiske mobilisering i ghettoerne, som der bestemt er grund til at være bekymret over. Problemet er ikke, at de benytter sig af samme ret som alle andre til at stemme efter deres værdier og interesser, og de har næppe set forkert ved at lægge deres stemmer hos Radikale og EL. Ej heller at religion spiller en vigtig rolle for deres stemmeafgivning. Vi havde netop et andet og kristent funderet politisk parti, der var tæt på at blive valgt til Folketinget, og hvad der motiverer folks stemmeafgivning må være deres egen sag. Det virkelige problem består i, at der er kommet så mange muslimer til Danmark, at de kan begynde at udøve en mærkbar politisk indflydelse, fordi islam grundlæggende er uforenelig med individuel frihed, herunder ytringsfrihed, ligestilling mellem kønnene og politisk demokrati. Og i hvert fald de rettroende muslimer benytter sig af deres politiske frihed til at arbejde for at afskaffe selvsamme friheder for andre på sigt.

Den politiske mobilisering af muslimske stemmer kan meget vel være første skridt på vejen til et egentligt islamisk parti, og et sådant parti vil uden tvivl blive domineret af islamister, som vi har set, når muslimer har overtaget bestyrelser i boligafdelinger, sportsklubber m.m.

Islamisterne har langt større indflydelse i de muslimske indvandrermiljøer, end deres antal ellers tilsiger, fordi det er islamisterne, der er de velorganiserede, de velfinansierede og som udgør de muslimske samfunds religiøse autoriteter. Alle de mere velintegrerede muslimske indvandrere, der bare gerne vil passe deres job, er ikke organiseret, og de kunne i princippet stemme på alle mulige partier afhængig af deres værdier og interesser, som vi da også ser med de 100 pct. integrerede indvandrere med muslimsk baggrund.

Der er ingen tvivl om, at et islamisk parti med bare 4 pct. af stemmerne vil kunne få uforholdsmæssig indflydelse på politikken i rød blok, fordi enhver fremtidig rød regering ville være afhængig af det islamiske partis stemmer i et politisk system, hvor forskellen på blokkene sjældent er over 1-2 pct. Og det vil udgøre en trussel mod ytringsfriheden. Det virkelige problem med en kommende rød regering i et ytringsfrihedsperspektiv ligger derfor i, at det formentlig – men vi ved endnu ikke, hvor hårdt S vil stå fast på sin nyanlagte strammerlinje i udlændingepolitikken – alt andet lige vil betyde flere indvandrere til Danmark og dermed fremskynde det tidspunkt, hvor vi får et islamisk parti i Danmark.