"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Statens Museum for Kunst blåstempler Kurt Westergaard

17. september 2009 - Den løbende - af Uwe Max Jensen

Nationalgalleriet sikrer forskere optimale vilkår for at vurdere den kontroversielle bladtegners værk

Statens Museum for Kunst har bedt Galleri Draupner om at katalogisere galleriets aktuelle udstilling med blad- og Muhammed-tegneren Kurt Westergaard. Dokumentationen af Skanderborg-galleriets udstilling har til hensigt at give forskere, der i fremtiden måtte ønske at beskæftige sig med Kurt Westergaards virke optimale vilkår. Derfor vil oplysninger om de udstillede Westergaard-værker fremover være at finde i museets database.

Ingen turban-bombe på det statslige museum

Ifølge Jakob Fibiger Andreasen, der er pressekoordinator ved Statens Museum for Kunst, er der tale om en standardprocedure, og museet har ifølge pressekoordinatoren ingen aktuelle planer om at udstille Kurt Westergaard eller den kontroversielle tegning af Muhammed med en bombe i turbanen.

Selvom der angiveligt er tale om en standardprocedure, er det første gang i Galleri Draupners fire-årige levetid, at Statens Museum for Kunst har bedt galleriet om at katalogisere en udstilling.

Udover henvendelsen fra Statens Museum for Kunst har udstillingen med Kurt Westergaard også været en både publikumsmæssig og kommerciel succes. Udstillingen, der slutter 24. september, kan melde alt udsolgt, og 20 akvareller, som udstillingens oprindelige 36 værker blev suppleret med, er også solgt.

På ferniseringsdagen var der 350 gæster og et større opbud af presse, og i skrivende stund har i alt 1500 mennesker lagt vejen forbi Skanderborg-galleriet.

Westergaard på juleeventyr i Skanderborg

Galleri Draupner har allerede planlagt en ny udstilling med Kurt Westergaard. Den åbner i december 2009. Juleudstillingen kommer til at omfatte 24 værker af Kurt Westergaard, hvor tegneren har ladet sig inspirere af H.C. Andersens eventyr. De ny værker vil være i formattet A2. Kurt Westergaard er ifølge galleriet allerede gået i gang med arbejdet med de ny værker.

NewYork New York

På baggrund af den aktuelle udstilling med Kurt Westergaard er der kommet flere invitationer til Galleri Draupner, og gallerist Erik Guldager tager om få dage til New York og gæster i den forbindelse en række gallerier og udstillinger. Erik Guldager skal sammen med Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard også til møde på blandt andet Manhattan Institute og Yale University.

Også verdens førende kunsttidsskrift Artforum, der er hjemmehørende i New York, fandt lejlighed til at omtale udstillingen i Skanderborg som sin tophistorie på tidsskriftets hjemmeside


Mere om Kurt Westergaard her

Reportage fra Galleri Draupners fernisering her


Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg