"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Rapport fra hijabkrigen på hospitalet

29. november 2010 - Artikel - af Rachel Adelberg Johansen

Rachel Adelberg Johansen

Deltagerne i debatten om hospitalshijaben taler udenom og forholder sig ikke til det principielle i sagen, skriver Rachel Johansen i denne frontberetning fra hijabkrigen på hospitalsgangene

Tørklædekrig brudt ud igen

Enhver der har blot en smule føling med samtiden – også inden for sundhedsvæsenet – kunne have sagt sig selv, at en ny tørklædestorm ville bryde ud i lys lue før eller siden. Anledningen til den seneste opblussen af kulturkonflikten blev denne gang en patient, Britt Valentin, som under sin indlæggelse på Næstved sygehus ikke ønskede at blive behandlet af en læge tilsløret med hijab, det islamiske hovedtørklæde.

Men lad mig begynde et andet sted, nemlig tilbage i efteråret 2008, hvor jeg selv havnede i frontlinjen af en tankevækkende tørklæde-konflikt på et offentligt hospital. Årsagen var, at et par patienter frabad sig at blive passet af en social- og sundhedsassistent elev, der var tilsløret med hospitalshijab. Eftersom det stadig er tilladt at iklæde sig denne religionspolitiske kvindeuniform, blev løsningen på problemet, at det blev ansatte uden hijab, som i stedet passede disse patienter. Imidlertid havde denne oplevede kulturkonflikt helt tæt på sat sig nogle dybe spor hos en del plejepersonale i sengeafsnittet - men med forskellige begrundelser. Nogle var irriterede over, at der skulle omrokeres på personalet men havde forståelse for hensynet til patienterne. Andre fandt det, som patienterne selv udtrykte det, ”krænkende og provokerende”, at en repræsentant for sundhedsvæsenet var tilsløret med en massiv markør som hijaben. På den baggrund besluttede vi at rejse en principiel debat i vores personaleblad i form af et åbent brev til uniformsudvalget i november 2008 om det urimelige i, at hospitalet havde indført en uniformsetikette for de hospitalsansatte, som ikke længere var neutral. Det blev til tre debatindlæg fra personalegruppen de tre følgende måneder.

”En farlig kurs”

Modsvarene blev de forudsigelige påstande om, at debatten var ”en farlig kurs”, offer-indlæg om, at det var en befolkningsgruppe, vi mobbede og et multikultur-indlæg. Ingen ønskede tilsyneladende at diskutere sagens substans, nemlig at den neutrale hospitalsuniform inden for de seneste år er blevet suppleret med en særuniform, hijab, til (teksttro) kvindelige muslimske ansatte. Hijab-konflikten på hospitalet nåede tilligemed massemedierne. I TV2-nyhederne kaldte tillidsrepræsentanten hospitalshijaben for en rettighed. Siden hvornår har det været en ”rettighed” som offentlig ansat at gennemtrænge verdslige samfundsinstitutioner med religionspolitiske markører og bruge en hospitalsuniform som reklamesøjle for personlige præferencer? Gad vide hvorfor den såkaldte elite er så ivrig efter at give køb på den neutrale hospitalsuniform til fordel for en islamisk særuniform.

Med andre ord, indførelsen af hospitalshijaben er et skoleeksempel på islamisering i praksis. Hijabforsvarere kolporterer, at læger bør vurderes på faglighed og ikke på påklædning. Er det faglighed at misbruge sin lægeuniform til at pådutte patienterne sine private sympatier?

Dansk Sygeplejeråds mangfoldighedspolitik

Hvad er det for en ideologi, der ligger bag hijablobbyens aggressive fremfærd, når de forsvarer hijab på hospitalsansatte? Dansk Sygeplejeråds ”mangfoldighedspolitik” giver et væsentligt fingerpeg om en multikultur-ideologi, der ikke blot undergraver dette lands kultur, men som ses indført af den såkaldte elite i andre vesteuropæiske samfund, hvor man kæmper med samme problematik. Konstante, islamiske særkrav – og hvis disse ikke bliver efterkommet og indført – påberåbelse af mobning, racisme, diskrimination og ikke mindst stigmatisering af meningsmodstandere. Mønsteret er til overmåde evidensbaseret. Og effektfuldt. Det får mennesker, der ikke står klippefast på egen kultur, til at bøje sig for pressionen og indføre islamiske særrettigheder. Nogle kalder med rette dette fænomen for et kulturangreb. Forsvaret kommer ikke fra intelligentsiaen, tværtimod kommer det fra gæve mennesker, som ikke lader sig trække rundt ved næsen i manegen af en kvælende politisk korrekthed og iver efter at tilhøre ”de gode”.

Forbigår den principielle debat

Nu tilbage til Britt Valentin-sagen. I sidste uge kom et væld af aktører på banen, og vi har været vidne til den velkendte forargelse og fordømmelse. Ikke af en praksis hvor man med en iøjnefaldende markør kan demonstrere religiøs/politisk overbevisning – men af mennesker, der vil henvise skiltning med hijab til fritiden, hvor den retteligt hører hjemme. Det har været svært at holde rede på alle de mærkværdige krumspring og dårligt camouflerede bortforklaringer, som er blevet bragt til torvs. Det synes som om, at man i debatten om hijab på hospitalsansatte helt forbigår den principielle debat og samtidig ikke forholder sig til hijabens symbolværdi. Offentlige hospitaler er verdslige samfundsinstitutioner, hvor repræsentanterne helt indlysende turde være neutrale og upartiske. Uniform betyder ensartet. Den ensartede hospitalsuniform eksisterer skam stadigvæk i bedste velgående på danske hospitaler. Men siden slutningen af 1990´erne er danske hospitaler i stigende grad begyndt at indkøbe og tillade en særuniform, hospitalshijab, til visse muslimske hospitalsansatte, som insisterer på at tilsløre sig i arbejdstiden. Den danske hospitalsuniform er blevet tilpasset islam. Med hijab. Sågar sommetider med personalets egen hjemmehijab. Dette fænomen kalder man integration. Et spørgsmål trænger sig dog på. Hvem er det, som er blevet integreret?

Hijaben er konfliktskabende

Sundhedsminister, Bertel Haarder, tilkendegiver over for Folketinget, at patienter i akutfasen har ret til at blive flyttet til et andet hospital, hvis patienten ikke vil affinde sig med hijab-tildækkede læger. Det er det mindste onde, al den stund det er en ringe trøst, at patienter skal kastes rundt mellem forskellige hospitaler for at undgå anmassende skiltning på hospitalsansatte. Præmissen er forkert. Tingene er vendt fuldstændig på hovedet. Det er hijaben, som er konfliktskabende. Hijab betyder skel. Dette islamiske symbol har i høj grad held med at sætte skel mellem mennesker. Skel mellem mænd og kvinder. Tilsløringsversene i Koranen bekræfter til fulde dette. Sådan ser formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, ikke på sagen. Christensen mener, at ved at sige nej tak til læger med hijab, siger man nej til at blive behandlet af muslimer. Det er en total fejlslutning. Det er jo hijaben, den massive markør, man siger fra over for. Ikke mennesket. Det fremføres ofte som argument i debatten, at hijab-tilsløring er et frivilligt valg. Hvis man skal tage dette udsagn for pålydende, så må den logiske følge heraf være, at man så også frivilligt kan tage hijaben af f. eks. i en arbejdssituation. Man er stadig muslim uden hijaben på hovedet - og fint med det.

Og lad mig lige slå fast én gang for alle: Hjab er ikke en race, ikke en hudfarve, ikke en tro, ikke en seksuel orientering – det er et islamisk symbol alene rettet mod kvinder. Både et sexistisk, religiøst og politisk symbol. Ergo, racisme- og diskriminationsanklager mod muslimer som befolkningsgruppe i dette anliggende er platte og pinlige. Det er hijaben, som diskriminerer og stigmatiserer det ene køn, kvinder. Institut for Menneskerettigheder kunne begynde med at granske Koranen.

Hvad er løsningen?

Løsningen på hele miséren ligger såmænd ligefor. Man burde helt indlysende forlange, at alle hospitalsansatte, uanset tro og politisk tilhørsforhold, skulle gå i den samme slags neutrale hospitalsuniform. Ingen særuniform begrundet med religiøse/politiske tilhørsforhold. Patienterne, som ofte er alvorligt syge og er den svage part på hospitalet, har krav på at blive mødt med empati og respekt – uden uvedkommende skiltning på hospitalsansattes uniformer. Patienterne kommer i første række. Hospitalerne er til for patienternes skyld. Hensynet til patienternes tarv må altid gå forud for personalets eventuelle ønsker om at agitere for personlige præferencer i arbejdstiden.

Udmattelsestaktik

Det er et velkendt fænomen, at man, når man vil presse sine krav igennem, fortsætter til det hænger modstanderen ud af halsen. Det er den såkaldte udmattelsestaktik. Debatten om den urimelige hospitalshijab hænger formentlig mange mennesker ud af halsen – herunder undertegnede. Men mit væsen er aldrig at give op. Aldrig at give efter. Min udholdenhed er større end hijablobbyens. Det skylder jeg patienterne, mine efterkommere, min kultur og ikke mindst mit land, Danmark.

Rachel Adelberg Johansen er sygeplejerske på Odense Universitetshospital og medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse

Kommentarer

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg