"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Rapper efterlyser numre om venskab mellem jøder og muslimer

19. juli 2009 - Den løbende - af Uwe Max Jensen

Rapper Ali Azady mener, at rapskolens sprogreferencer er grænseoverskridende. Han opfordrer i stedet til, at man laver en konkurrence med en præmie på 10.000 kroner til den, der laver det bedste rapnummer om venskab mellem en jøde og en muslim.

Som Sappho kunne fortælle i går, har en ny stemme meldt sig i debatten om de kommunalt støttede rapskoler i Århus. En Ali Azady fra Odense, der betegner sig selv "som en person på 24 år med anden etnisk baggrund end dansk der altid har været en del af Hip Hop miljøet", har kommenteret flittigt på rapcenterchef Henning Winthers blog.

Rapcenterchef Henning Winther er taget på ferie og ligger ifølge eget udsagn på stranden og slapper af. Det er måske årsagen til, at rapcenterchefen ikke har kommenteret på Ali Azadys kritik af rapskolerne. Selvom rapcenterchefen ikke har formået at gå i dialog med Ali Azady omkring de problematikker, Azady rejser vedrørende det pædagogiske grundlag for de kommunalt støttede rapskoler, har Ali Azady i en ny kommentar på Henning Winthers blog udbygget sin kritik.

Sappho har forsøgt at finde frem til Ali Azady for at indhente en kommentar, men det har ikke været muligt at finde frem til Ali Azady via nummeroplysningen eller på anden måde. Derfor citerer Sappho direkte fra Ali Azadys nyeste kommentar på Henning Winthers blog med de forbehold, dette indebærer.

Taler unge efter munden

Indledningsvis udtrykker Ali Azady et håb om, "at rapprojektet – og alle de mange andre integrationsprojekter i dk – bliver kørt mere professionelt", og han uddyber sin kritik:

"Faktisk burde politikkerne i Århus vedtagne nogle simple værdimæssige retningslinier som samtlige integrationsaktiviteter skal tage udgangspunkt i.

Min helt store bekymring er den fortsatte opstart af projekter i boligområderne der styres af folk der dyrker den særlige overfladiske form for ”fight-the-power” romantisme som desværre stortrives i dele af hip hop miljøerne.

Nogle danske projektmagere har eksempelvis travlt med at ”handle anerkendelse” hos de sårbare unge i boligområderne ved hovedløst at tale dem efter munden og derved bekræfte deres offermentalitet og rå fjendebilleder.

Jeg har eksempelvis meget svært ved at tro på at den her 11 årige knægt i projektet fra Århus selv har reflekteret over Farum-skandalen, den tidligere sundhedsministers rod i økonomiske bilag og indkøb af film under hotelbesøg."

(Underviser på rapskolen Carthage Beck McGosh har siden indrømmet, at det var ham, der skrev teksten til 11-årige Salman Aqbis rap og dermed lagde de politiserende ord i drengens mund, red.)

Stå fast på værdier

Ali Azady erklærer, at han er enig med rapcenterchef Henning Winther i, "at rap kan være et godt redskab i arbejdet med de unge." Men Ali Azady mener, at det er absolut afgørende, at de ansatte på projekter er klædt på til opgaven:

"OM de (de ansatte i projekterne, red.) tør være tro mod de værdier som aktiviteterne (forhåbentligt) udspringer af.
OM de tør tage fat der hvor det virkelig flytter noget.
OM de magter at bruge arbejdet med teksterne til at skabe produkter der for eksempel bekæmper den snigende antisemitisme, homofobi, islamisering (for eksempel tage fat på det irriterende gruppepres der hvert år opstår overfor os der ikke overholder fasten eller de piger der ikke ønsker at gå med tørklæde), politiske/religiøse ensretning som udenlandske parabolkanaler tordner ud i stuerne aften efter aften eller det bekymrende hashmisbrug der breder sig til helt unge i boligområderne.

Og jeg er endnu ikke blevet klog på om det er det at Henning (rapskolechef Henning Winther, red.) vil arbejde med i Århus eller om det bare er endnu et projektmager initiativ som taler de negativt stærke unge efter munden."

Pladeudgivelse i spil

Ali Azady fremkommer også med et forslag, som han mener ikke blot vil tale de unge efter munden:

"lav en konkurrence der udlover 10000 kr og en mini-pladeudgivelse til den der laver det bedste rapnummer om venskab mellem en jøde og en muslim i Århus.

Så kan debatten med de unge og ikke mindst processen med tekstudarbejdelse i samarbejde med de unge, der vil indspille deres numre være hver en krone af projektet værd efterfølgende."

Pædofil rap på rapskolen

Ali Azady opfordrer desuden rapcenterchef Henning Winther til at behandle sin målgruppe med respekt:

"Rapprojektet bør med andre ord behandle målgruppen med respekt. Og det gøres alene ved at vise dem at man er på en mission. AT man vil dem. AT man tør, kan og skal udfordre de holdninger og handlinger der strider imod den sammenhængskaft som aktiviteterne vel har til hensigt at styrke på tværs af religion og nationalitet.

Til sidst vil jeg gerne give en opfordring til Henning (rapcenterchef Henning Winther, red.) om ikke at reducere hip hop kulturen og rap til en eller anden beskidt kultur-container der passivt kan rumme alt muligt crap der efterfølgende bliver serveret som kunst eller en særlig avanceret udtryksform blot fordi det sættes på rim og rubriceres som rap via et integrationsprojekt.

En 11 årig dreng der udtrykker sig med sprogreferencer til oralsex er ikke rap men derimod et sprogbillede der læner sig farligt op af pædofili.

I havde vist den 11-årige dreng og hans familie respekt ved ikke at føde ham med karikerede politiske referencer og sige klart fra overfor sprogreferencer, der henviser til drab.

I havde vist drengen og hans familie respekt ved at bede ham lav om på teksten og tage debatten med ham om hvorfor første udkast til en tekst ikke er i orden at rappe."

Sappho arbejder på at finde frem til Ali Azady og eventuelt bringe et interview med vedkommende.


FAKTA:

Århus Kommune har valgt at støtte fire rapskoler i bydelene Bispehaven, Toveshøj/Gellerup, Herredsvang og Rosenhøj med foreløbig 150.000 kroner. Efter planen skal rapskolerne fortsætte efter sommerferien sandsynligvis med yderligere støtte fra Århus Kommune. Formålet med rapskolerne er ifølge projektets hjemmeside at give deltagerne mulighed "for at udtrykke sig positivt og vise, at bydelen er andet end bandekriminalitet, afbrændinger og uroligheder".
Foreløbig er projektet mundet ud i, at rapskolen i Rosenhøj er midlertidigt lukket, da en 11-årig dreng bistået af rapskolens underviser i en sangtekst kom med en trussel mod EU-politikeren Morten Messerschmidt og i øvrigt opfordrede politikeren til at sutte sin pik.

Sappho kunne desuden afsløre, at underviseren på rapskolen i Toveshøj/Gellerup, den professionelle rapper Ham Den Lange med det borgerlige navn Thorbjørn Bech-Rossen, har udtalt følgende om Pia Kjærsgaard:

"Desuden hvis vi taler om dansk politik, mangler der i hvert fald at blive brændt én heks (Pia Kjærsgaard, red.)." Århus Onsdag ("Grib dagen - men tænk dig om", 22. april 2009)

Ham Den Lange har endvidere skrevet sangen "Brænd Hende", hvor rapperen fantaserer om at brænde Pia Kjærsgaard på bålet som en heks.

Rapcenterchef Henning Winther, der er bagmanden bag de fire århusianske rapskoler, har samarbejdet med rapperen Clemens omkring sangen "Psykopat på fri fod", hvor Clemens og Henning Winther giver udtryk for en uhæmmet lyst til at slå tv-personligheden Bubber ihjel.

Sangen rummer blandt andet følgende linjer:

Jeg tog på besøg i Bubbers Badekar/Jeg hader den nar, ha-ha-hader den nar/Bubber han skal dø, sagen den er klar

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg