"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Palestina non est

21. september 2011 - Artikel - af Geoffrey Cain

Geoffrey Cain

Og bør ikke skabes, fordi en ny stat midt i hvepsereden vil gøre alting meget værre. Geoffrey Cain ser på ”Palæstinas” vej gennem historien.

Den 22. september stemmer FN om en ny stat i Mellemøsten, og hvis det vedtages, vil det med stor sandsynlighed skabe mere konflikt, end det afværger.

Men der er også en anden side af sagen, der sjældent bliver belyst: nemlig hvad eller hvor er Palæstina?

Man hører navnet næsten hver dag, men alligevel er det de færreste, der  er klar over, at det "Palæstina", der tænkes oprettet, mest har eksisteret som et vagt geografisk begreb.

Palæstina – en provins i Syria

Det har Raoul Wallenberg Foreningen tænkt sig at udgive en lille bog om i slutningen af året, og det vil sikkert overraske mange, at det Palæstina, som Jesus siges at være født i, først blev til 100 år efter hans død - og da kun som en lille provins i en større romersk provins ved navn "Syria".

Det skete som hævn for jødernes sidste desperate oprør, hvorefter romerne dræbte en tiendedel af Judæas befolkning og indlemmede landet i den romerske provins; Syrien, under navnet "Syria Palestina".

Men navnet “Palæstina” holdt ikke ret længe, (det vender jeg tilbage til), og indtil det ottomanske riges opløsning blev det ikke brugt i Mellemøsten i over 1000 år.

Mandatområdet

Dog har vi i nyere tid haft Mandatområdet Palæstina, der kom til verden i 1920 og eksisterede indtil 1948. Og det skete på følgende måde.

Storbritannien og Frankrig, havde besejret Tyrkiet ogTyskland under Første Verdenskrig og fik Folkeforbundets tilladelse til at dele de besejredes besiddelser mellem sig (dog med skyldig hensyntagen - i hvert fald i Mellemøsten - til de indfødte befolkningers ønsker).

Tyskland mistede sine kolonier i Afrika (de blev også mandatområder) og i Mellemøsten delte man Tyrkiets kolonier op i mandatområderne, Irak, Syrien/Libanon og Palæstina. 

Sidstnævnte eksisterer ikke mere, og det eksisterede heller ikke før Første Verdenskrig. Hele Mellemøsten havde i 400 år været en del af det ottomanske rige og var delt op i provinser (tyrkisk "sanjak"). Og ingen af dem hed Palæstina.

Hvilket ikke er så mærkeligt, idet ordet Palæstina som sagt ikke havde været brugt i Mellemøsten i over 1000 år. Det er noget, de fleste "Palæstina"-entusiaster tilsyneladende er totalt uvidende om.

Men det er ikke desto mindre sandt. Og historien er i al korthed denne:

Ordet Palæstina er med stor sandsynlighed en græsk/latinsk gengivelse af det hebraiske pelæsjtim, d.v.s. beboerne af Pelæsjt, området omkring Gaza.

De var sandsynligvis af græsk æt og indvandrede til, hvad Bibelen kaldte Kanaans Land omtrent samtidig med hebræerne.

Her boede de i, hvad Det gamle Testamente kalder filistrenes land. Interessant nok forekommer ordet Palæstina hverken i  Gammel eller Ny Testamente (heller ikke i Koranen).

Hvorfor det har fået en fast plads i Vestens historiebevidsthed, er noget af en tilfældighed.

For til trods for det, der stod på bibelkortene i vores ungdom, er Jesus født i den romerske lydstat Judæa, ikke i Palæstina. Og det er der flere meget håndfaste beviser på.

Da romerne slog det første jødiske oprør ned i 70, slog de mønter med ordene JUDEA CAPTA (altså ikke PALESTINA CAPTA).

Områdets mange navne

Men hvorfor stod der så ”Palæstina” på vore bibelkort?

Sandsynligvis pga. den græske historiker og sagnfortæller Herodot, der anvendte "Palestina” som et geografisk begreb, præcis som "Jylland" er et geografisk begreb og ikke et navn på en stat.

Området er siden Jesu tid også kendt i Vesten (men ikke i den arabiske verden) som Det hellige Land: Terra Sancta. Men det har også haft mange andre navne. Så lad os tage dem i rækkefølge. 

Længe før jøderne og filistrene kom til området, var det af de gamle egyptere kendt som Syrien - et navn hvis herkomst de lærde stadig strides om (se Wikipedia : Name of Syria).

Næste navn var Det gamle Testamentes Kana'ans land, som senere blev til dobbeltriget Juda og Israel.

Senere (ca. 500 år før Kristus) begyndte den græske historiker og sagnfortæller Herodot at anvende ordet “ Palestina” som et geografisk begreb.

Først i året 135 evt. blev det et politisk begreb, da kejser Hadrian straffede jødernes oprør (Bar Kochba oprøret) ved at ændre Judæas navn til  ”Palestina Syria”, idet Judæa som sagt blev indlemmet i den romerske provins Syrien.

Altså ikke nogen stat men blot en underafdeling af en romersk provins. Navnet "Palestina Syria" beholdt Byzans, da det erobrede landet i 303, men allerede efter arabernes besættelse 300 år senere begyndte navnet at forsvinde.

I begyndelsen opfattede araberne hele området som Syrien og delte det – helt op til Damaskus - i tre regioner kaldet ”jund”, hvoraf kun én indeholdt ordet ”Filastin” (den arabiske gengivelse af "Palæstina". 

De andre to regioner var ”Ordan” (Jordan) og ”Dimasjk (Damaskus). Men et par århundreder efter var navnet helt væk.

Profeten Muhammeds første og vigtigste biograf Is-haq (død 767) berettede om Muhammeds natrejse til ”den fjerneste moské", som antages at være Jerusalem, (selv om navnet Jerusalem forekommer ikke i koranen), og han fortalte om arabernes vantro overfor denne påståede rejse:

”Det tager en måned at rejse til Syrien, hvordan kan Muhammed gøre det på en nat?”

Citatet viser, at navnet Palæstina ikke havde holdt ret længe, og det bekræftes af T.E Lawrence (Lawrence of Arabia), der i sin bog ”Visdommens syv søljer” om sin egen deltagelse i arabernes opstand mod tyrkerne under Første Verdenskrig konsekvent kalder området for "Syrien”.

Han brugte altså arabernes betegnelse, men det gjorde englænderne og andre europæere ellers ikke. De var ligeglade med, hvad araberne kaldte området, og det faktum at selve muftien af Jerusalem, den berømte og berygtede Amir Husseini, også anså området for at være en del af Syrien, tog de ikke megen notits af.

Briterne og andre europæere var jo flasket op med forestillingen om, at området hed Palæstina (det havde stået på deres bibelkort), selvom der aldrig havde været noget palæstinensisk folk med eget sprog, kultur og historie - medmindre man regner de græske filistre ved Gaza for “palæstinensere”.

Disse forsvandt ellers hurtigt ud af historien i kølvandet på assyrernes og babylonernes erobring og nævnes slet ikke i det nye testamente.

Men takket være Herodot blev deres navn hængende, og det brugte briterne, da de i 1920 oprettede Mandatområdet Palæstina, en konstruktion, der som sagt kun eksisterede indtil 1948.

Staten, der aldrig eksisterede

Og nu skal der stemmes om "Palæstina". Men er det en god idé at genopfinde en stat, der aldrig har eksisteret og lade som om, det altid har været der?

Nej. Det vil ikke løse Mellemøstens problemer, og det er også et meget mærkeligt tidspunkt at oprette en ny stat, når vi altid hører, at nationalstater er intolerante, racistiske og jævnligt anstifter ufred med deres naboer.

Men dette argument gælder åbenbart ikke mere? Ikke for arabere i hvert fald, så der må gælde andre regler for dem.

Endnu mere ejendommeligt, er det, at de samme mennesker, der udråber nationalismen og nationalstater til at være roden til alt ondt, er de mest ivrige efter at oprette en ny stat, der er båret frem af præcis de samme nationalistiske holdninger, som de selv tager afstand fra.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg