Fremmedkærlighedens ypperste frugt er det, som den egyptiske historiker Bat Ye'or har kaldt "palæstinianismen" – den forestilling, at der blandt verdens forfulgte folk findes ét, der i særlig grad påkalder sig vores medfølelse, nemlig palæstinenserne.
For dem skal vi gøre alt. Deres frihedskamp skal være vores, og vi skal til enhver tid tilsidesætte vore egne interesser for at give dem udfoldelsesmuligheder i Danmark og Europa.
Palæstinenserboblen
Så hårdt er palæstinenserboblen pustet op, at eliten med held har bildt befolkningen ind, at vejen til fred i verden går gennem en løsning af "konflikten i Mellemøsten".
Som enhver kan overtyde sig om ved at tænde for fjernsynet, er Mellemøsten – og den islamiske verden som helhed – hjemsted for talløse konflikter, men vi skal især interessere os for én, nemlig den mellem Israel og palæstinenserne.
En slags superkonflikt, der får alle andre til at blegne, og vi må forstå, at hvis den blot blev bilagt via en "fredsproces", ville al-Qaeda nedlægge arbejdet, tyrkerne og iranerne holde op med at undertrykke kurderne, den sudanesiske regering ville standse sine folkemord på sorte muslimer og sorte kristne, libyerne ville holde op med at slås, Egyptens muslimske herskere ville indstille deres forfølgelser af landets kristne minoritet, Iran ville standse sit atomvåbenprogram, og følgelig ville Saudi-Arabien og andre stater i området indse, at de ikke behøvede at anskaffe sig kernevåben til at imødegå truslen fra Teheran. Osv.
Vi kender også skurken, nemlig Israel/jøderne, der år for år får en dårligere presse, og vi hører dagligt om de trængsler, som de palæstinensiske flygtninge er udsat for.
Det er underligt med de flygtninge. Det må være den eneste flygtningegruppe i verden, der bestandigt vokser, selv om ingen flygter.
Men det skyldes, at man indregner flygtningenes efterkommere i mange led. Historikerne anslår, at ca. 800.000 flygtede eller blev fordrevet fra det nuværende Israel i 1948.
De er i mellemtiden svulmet op til flere millioner, og jeg regnede engang ud, at hvis tallet bliver ved med at vokse i samme takt, vil der ved århundredets udgang være op mod 200 millioner palæstinensiske flygtninge.
Og hvis alt fortsætter som i de forløbne 50 år, skal disse 200 millioner hovedsageligt brødfødes af "det internationale samfund" – og har krav på at vende tilbage til Israel, der er på størrelse med Jylland – da forestillingen om, at de kan blive integreret i andre lande forekommer utænkelig.
Ingen palæstinensisk identitet
Det er bemærkelsesværdigt, for indtil begyndelsen af det 20. århundrede var der ikke nogen palæstinensisk identitet, ikke noget folk, man kunne kalde palæstinensisk, eller som benævnte sig selv palæstinensere.
Som bl.a. Bernard Lewis har understreget, betragtede de kristne eller muslimske indbyggere i det, der i 1948 blev til Israel, sig som arabere eller – hvis man spurgte dem om et nærmere tilhørsforhold – som stammende fra denne eller hin by eller landsby.
Det nationsbegreb, der ligger i betegnelsen palæstinenser, er en vestlig import, der er opstået som reaktion på den jødiske indvandring.
Der er som nævnt også noget besynderligt ved den flygtningestatus, som det internationale samfund uden nærmere diskussion har tilkendt efterkommerne af de oprindelige arabiske flygtninge.
Med samme logik kunne man sige, at stort set hele Israels jødiske befolkning er flygtninge.
Således blev omkring 800.000 jøder fordrevet fra de arabiske lande i tiden omkring Israels oprettelse, men da de ikke bor i flygtningelejre, ligger Vesten til økonomisk byrde, forlanger at vende tilbage til de arabiske lande eller detonerer bomber i vestlige hovedstæder, er der ingen der betragter dem som ofre.
Og skulle man føre palæstinenserlogikken ud i sin yderste konsekvens, kunne man sige, at store dele af verdens befolkning er flygtninge.
Mange af os nedstammer fra mennesker, der på et eller andet tidspunkt blev fordrevet fra deres hjemstavn. Det ville f.eks. gælde langt de fleste europæere.
Mange historikere og sociologer har spekuleret over de dybere årsager til det vestlige selvhad og dermed sammenhængende fremmedkærlighed, der altovervejende udfolder sig som sympati for den palæstinensiske sag.
Israelvenligheden forsvinder
Det skal jeg ikke fordybe mig i her. Til gengæld har jeg en klar fornemmelse af, hvornår den slog igennem.
Jeg lagde første gang mærke til den, da jeg i sommeren 1967 vendte hjem til Danmark efter et halvt års ophold i Israel, hvor jeg havde været under Seksdageskrigen.
Det var tydeligt, at den Israelvenlige stemning, der stort set havde domineret medierne, nu var ved at slå om i stadig stærkere sympati for araberne.
Venstreorienterede havde tidligere næret stor sympati for Israel, der blev opfattet som et socialistisk eksperiment på grund af landets mange landbrugskollektiver, kibbutzerne, og den israelske fagbevægelses betydelige økonomiske magt.
I SF-Bladet kunne man i begyndelsen af 1960'erne læse venligtsindede artikler om bl.a. det israelske arbejderparti.
I Socialistisk Ungdoms Forum var vi ikke synderligt optaget af den israelsk-arabiske konflikt.
Vores opmærksomhed var især rettet mod det falangistiske styre i Spanien, og vi brugte tid på at diskutere, om det socialistiske eksperiment i Jugoslavien måske kunne være en inspiration til at gøre noget lignende heroppe.
Hertil kom så Den Kolde Krig mellem Sovjetblokken og USA, hvor vi til at begynde med stillede os neutrale. De to kamphaner var nærmest lige gode om at true verdensfreden, mente vi.
Senere kom så Vietnamkrigen og vores vrede over USA's indblanding.
Vil man have et indtryk af venstrefløjens indstilling til det zionistiske projekt i årene efter 2. Verdenskrig, skal man læse I.F. Stones bog Underground to Palestine, der udkom i 1946.
Den stærkt venstreorienterede amerikanske journalist beskrev grupper af overlevende jøder, som prøvede at undslippe et kontinent, der ikke ville vide af dem, for illegalt at indvandre til det britisk-beherskede "Palæstina", dvs. det nuværende Jordan, Israel og Vestbredden.
"Den store nyhed om de østeuropæiske jøder," skrev han, "er ikke, at de har lidt. Den virkelige nyhed er, at så mange af disse mennesker overskred grænsen [til Israel] med en enorm livskraft og med et ubøjeligt mod. Andre steder i Europa mærkede jeg en nederlagsstemning. I Frankrig, Østrig, Italien. Disse jøder fra Østeuropa, som under krigen havde lidt mere end noget andet folk, hvad angår antallet af dræbte, og som efter hjemkomsten [fra kz-lejrene] stod uden hjem og familie, har en vilje til at leve og en vilje til bygge, som er vidunderlig at se."
At Stone langt fra blev tilfreds med det Israel, der kom ud af indvandrernes bestræbelser, men forlangte en mere imødekommende indstilling til araberne, er en anden sag.
I de første år af 1960'erne kom synspunkterne ikke i de velkomponerede pakker, som vi senere vænnede os til som det naturligste af verden.
I dag kan man uden videre gå ud fra, at en modstander af den amerikanske udenrigspolitik også holder med palæstinenserne mod Israel og ser med fortrøstning på islams voksende tilstedeværelse i
Vesten. Sådan hang tingene ikke nødvendigvis sammen dengang. Min daværende kæreste, Birgit, havde en veninde, hvis far var rar og mild og abonnerede på Frit Danmark – det gamle modstandsblad fra besættelsestiden.
Her havde han læst om amerikanernes opførsel i Vietnam, og da jeg bemærkede, at det nok ikke var så godt med de amerikanske militærrådgivere i Sydvietnam, udbrød han, at de skulle smides ud.
Jeg husker det, fordi han ellers aldrig brugte kraftudtryk.
Kampmann i kibbutzen
Denne USA-kritiker havde imidlertid intet imod, at hans datter tog på kibbutzophold i Israel. Og et par år efter tog jeg selv af sted.
I lyset af Mogens Lykketofts determinerede "antizionisme" – for ikke at bruge en kedeligere betegnelse på hans indstilling – er det interessant at huske på, at også Socialdemokratiet helt indtil OPEC-landenes olieboykot i 1973 altovervejende stod på Israels side.
I foråret 1967 havde vi på kibbutz Ma'ayan Zvi besøg af den tidligere socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann, der blev modtaget som en gammel ven.
Kampmann har naturligvis vidst, at kibbutzen var opkaldt efter en af den jødiske koloniseringsbevægelses ledere, Henry Zvi Frank, og anlagt i 1938 ud fra militærstrategiske hensyn, idet man herfra kunne kontrollere kystvejen fra Haifa og sydpå.
Han har også vidst, at en af kibbutzens "kammerater" – chaverim – var aluf (general) og strategisk planlægger for de israelske styrker i Galilæa.
Kibbutzen var led i den zionistiske bestræbelse på at skabe "facts on the ground", på samme måde som den israelske bosættelsespolitik på Jordan-flodens vestbred senere blev det.
Hvad jeg husker af Kampmanns tale er, at han udtrykte sin skuffelse over, at Israel ikke var så socialistisk, som det havde været i yishuv'ens og staten Israels første år.
Ha-yishuv var betegnelsen på den jødiske bosætterbefolkning, der fra 1880'erne var indvandret til Palæstina, og hvis mål var at danne grundstammen i en ny jødisk stat.
Som landet lå, var den nødt til at organisere sig på grundlag af kollektivistiske og militærsocialistiske principper, der i øvrigt var i bedste overensstemmelse med den socialrevolutionære overbevisning, som mange af de jødiske immigranter havde medbragt hjemmefra.
Jeg tog modet til mig og spurgte Kampmann, om ikke også det danske socialdemokratis røde farve var falmet. Det forholdt han sig ikke til, men nøjedes med – under de forsamlede kibbutznikkers latter – at konstatere, at jeg nok kom fra Danmark.
Kibbutzens grundlæggere var immigranter fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet, og de var ikke uden videre begejstrede for at skulle leve deres liv i ørkenheden.
"Jeg kan lide det nordeuropæiske klima," sagde en chaver, der var født i Hamborg. Men hvilket valg havde han haft, når alt hvad Nordeuropa havde haft at tilbyde ham – bortset fra vejret – var gaskamre og krematorier?
Seksdagekrigen
I dagene op til Seksdageskrigens udbrud den 5. juni 1967 var der betydelig nervøsitet hos en del af Ma'ayan Zvi's ældre beboere, der havde været med i 1948 og 1956, men som havde hørt om alle de våben, Sovjetunionen havde givet Egypten.
Ingen – heller ikke jeg – var i tvivl om, at et israelsk nederlag ville have medført en massakre, som få jøder ville have overlevet.
En skribent i Jerusalem Post antog, at nogle titusinder måske kunne klumpe sig sammen omkring Tel Aviv og håbe på FN-beskyttelse, inden de blev sejlet ud af det tidligere Israel.
Men de bekymrede blev beroliget af kibbutzens officerer og menige, der forklarede, at alle skulle taget det roligt, fordi krigens udfald var sikkert. Det ville blive en "blodig affære" for den israelske landhær, men ingen ville kunne besejre den.
De mobiliserede soldater, der som led i en krigslist blev hjemsendt få dage, før Israel slog til, så nøgternt på det hele.
Den israelske regering påstod at have opsnappet en lattervækkende telefonsamtale mellem de syriske og egyptiske ledere, der pralede med kommende sejre og kaldte hinanden "brødre", selv om alle vidste, at de hadede hinanden.
Det fik et vist gennemslag i de internationale medier, men de israelske soldater, jeg talte med, troede ikke på, at en sådan samtale havde fundet sted og affærdigede den som israelsk propaganda.
De nærede også respekt for deres arabiske modstandere på slagmarken, selv om de altså ikke tvivlede på, at de kunne slå dem.
En uge efter den jordanske hærs nederlag tog jeg over til Vestbredden og gik rundt i Østjerusalem og Bethlehem. Ved en af portene til Jerusalems gamle by stod en ung muslimsk kvinde helt alene og græd hjerteskærende.
Jeg ved ikke, om hun græd over sit tabte land eller over kære, hun havde mistet. Jeg fik lyst til at gå hen og give hende et knus, men sådan behandler en vantro jo ikke muslimske kvinder.
Jeg var i 1960'erne nærmest enig med den århusianske SUF'er og historiker Gustav Bunzel, der i 1970'erne sprang ud som ombejlet Marx-teoretiker og senere som medstifter af Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer.
Bunzel betegnede konflikten mellem israelerne og palæstinenserne som "tragisk" – altså en konflikt hvor begge parter ud fra hver deres synspunkt kunne siges at have retten på deres side.
Utilgivelig israelsk sejr
Da jeg kom tilbage til Danmark efter mit ophold i Israel, fornemmede jeg som sagt hurtigt, at den tidligere pro-israelske indstilling på venstrefløjen var ved at vende.
Man havde været fuld af sympati, så længe jøderne havde været henvist til rollen som ofre, og havde de lidt nederlag i Seksdageskrigen, ville de muligvis have beholdt en pæn placering på ranglisten over folk, det var synd for.
Nu vandt de altså krigen og vandt den stort mod flere omliggende landes væbnede styrker, der var blevet godt pumpet op med sovjetiske våben, og det kunne venstrefløjen ikke tilgive dem. Det passede ikke ind i billedet af "den evige jøde".
Også min jødiske kone, Barbara, og jeg vendte os i slutningen af 1960'erne mod Israel og fattede i stigende grad sympati for den palæstinensiske sag.
Ganske vist var nogle af de metoder, der blev taget i anvendelse af kamporganisationer som PFLP, PFLP-General Command, Force 17, Sorte September og adskillige andre, ikke kønne at se på. Nogle af deres venner og allierede – Rote Armee Fraktion, Sjakalen, den frygtede terrorist Abu Nidal, de kommunistiske celler i Italien osv. – var langt fra nogen svigermors drøm.
Men over for den hårde israelske undertrykkelse var man vel nødt til at bruge skrappe metoder. Og Israel var jo heller ikke sart i valget af kampmidler. Sådan tænkte jeg i hvert fald.
Desuden havde jeg i USA haft nære palæstinensiske venner, bl.a. den kristne araber, John, hvis familie i 1948 var flygtet fra Akko.
Han viste mig nogle bøger, bl.a. en der hed What We have Lost med tegninger af den idyl, som landet angiveligt havde været, inden jøderne kom og tog det hele. Jeg forstod hans smerte.
Sådan ville jeg også have haft det, hvis svenskerne i 1658 havde taget hele Danmark i stedet for at nøjes med Skåne.
Og måske kunne der komme noget godt ud af den palæstinensiske terrorisme i den sidste ende.
Hvis terroristerne kunne "tvinge Israel til forhandlingsbordet", så man kunne få en tostatsløsning, ville vejen jo være banet for en endelig fred i Mellemøsten.
Denne forhåbning er fortsat grundlaget for vore enfoldige og uvidende politikeres og journalisters Mellemøstenpolitik.
Konflikten bag konflikten
Det er ikke gået op for dem – som det gik op for mig, da jeg begyndte at læse op på, hvad islam står for – at der bag den israelsk-palæstinensiske konflikt lurer en meget større og uløselig konflikt mellem islams krav på verdensherredømmet og enhver, der kommer i vejen for det.
Skulle der blive indgået en aftale mellem Israel og palæstinenserne om to stater, vil resultatet ikke blive fred, men mere krig.
Jeg hører i dag, den 31. august 2011 – tilfældigvis dagen, hvor jeg lægger sidste hånd på denne bog – at SF's leder Villy Søvndal agter at anerkende en uafhængig palæstinensisk stat, hvis han bliver udenrigsminister.
Har han overvejet konsekvenserne?
Hvis Hamas i Gaza forsætter med deres raketangreb og terrorhandlinger mod Israel – som der er al mulig grund til at antage, at de vil – må det efter oprettelsen af en palæstinensisk stat opfattes som en krigshandling begået af en suveræn stat, og Israel vil derfor være berettiget til at svare med krig.
En suveræn stat må nemlig stå til ansvar for angreb, der udgår fra dens territorium, ellers er den ikke suveræn.
Desuden vil islams magthavere aldrig kunne forlige sig med eksistensen af en ikke-muslimsk stat i et område, som de engang beherskede.
Tilfældige sekulære regeringer i Egypten, Jordan og andre områder kan måske skrive under på en fredsaftale, men dermed vil de gøre sig illegitime i de islamiske indpiskeres øjne.
Udlæggerne og forvalterne af Muhammeds budskab til de troende er ganske enkelt religiøst forpligtede til at fortsætte den hellige krig, indtil Allahs religion hersker overalt.
Som alle seriøse islamforskere har understreget, kan islam aldrig slutte varig fred med ikke-muslimer, så længe det ideologiske grundlag ikke bliver udskiftet med et andet.
Det bør ikke overraske nogen, og der er ingen grund til at være chokeret over det. Så længe kommunister holdt fast i forestillingen om, at de havde en pligt til at udbrede revolutionen til den ganske verden, indtil der var kommunisme overalt, kunne man heller ikke slutte varig fred med dem.
Man kunne indgå våbenhviler, men de ville blive brudt, så snart den ene eller anden part i den fundamentale konflikt så en fordel i det.
Netop sådan er det med den ureformerede islam.
De troende kan til nød indgå en tidsbegrænset våbenhvile – en såkaldt hudna – der når som helst, det bliver taktisk eller strategisk fordelagtigt, kan opsiges – og som rettroende muslimer har pligt til at bryde, når de har samlet tilstrækkelig styrke til at genoptage fjendtlighederne, eller hvis fjenden, altså f.eks. kristne eller jøder, fornærmer islam eller dens profet.
Som alle, der har fulgt med de seneste årtier, vil vide, er der året rundt nogle muslimer et eller andet sted, der er voldsomt fornærmede over noget, som "jøder og korsfarere" har bedrevet.
Jihadforpligtelsen
Netop denne forståelse af jihadforpligtelsen er for mig lakmusprøven på, om man skal tage en selvudråbt islamkender alvorligt.
Det er jo ikke, som om islams helligskrifter putter med jihad. De strutter af jihad.
Får man has på Israel, står resten af Vesten i kø til at blive overtaget – blot med den forskel, at Den Islamiske Konferenceorganisation, Det Muslimske Broderskab, de saudiske wahhabier, mullaherne i Teheran og andre ledende aktører vil have fået yderligere blod på tanden.
I 2008 snakkede jeg med en rådgiver for de britiske sikkerhedsmyndigheder, der antog, at der ville gå fem år, før vi ville se de første åbent fremsatte krav om eksterritorial status for Storbritanniens muslimsk-dominerede parallelsamfund.
Hans gæt var, at den britiske regering ville bøje sig for kravet – måske ikke de jure, men så i praksis – fordi den savnede magtmidler til at forhindre enklavernes overgang til et andet styre.
Kravet kom i juli 2011, da islamiske organisationer i England forlangte, at mindst tre store muslimske bosætningsområder skulle laves om til islamiske emirater underlagt sharialov.
I praksis har shariadomstole i nogen tid fungeret ikke bare i England, men også i f.eks. Australien og Danmark.
Et emirat har navn efter den amir, militærkommandant, der på ummaens – den muslimske nations – vegne udøver magten i et bestemt område.
Det er sådan, islam ekspanderer som den herskende orden og har gjort det i 1400 år, og det er, hvad der ligger i den socialdemokratiske kulturordfører Mogens Jensens ønske om at skabe mere plads for islam i Europa.
Den enfoldige socialdemokrat aner selvfølgelig intet om, hvad hans forslag vil indebære, fordi han ligesom det knusende flertal af hans politikerkolleger tror, at hans egne idylliserende forestillinger om islam svarer til islams egne.
Den dag, Mogens Jensen måtte komme på andre tanker, vil det være den visse død at give dem mæle.
Retfærdighed for palæstinensere og israelere – for os alle sammen – kommer først den dag, islams herskere anerkender ikke-muslimers ret til at leve som frie og ligeberettigede borgere og opgiver deres tvangstanke om pligten til at undertvinge enhver, der ikke vil bøje sig for Allahs tyranni.
Det ser jeg foreløbig ingen tegn på, og indtil det sker, kan Israel regne med min støtte.
Artiklen er 6. kapitel i erindringsbogen Ræven går derude, mor, der udkommer 15. november. Bestil bogen her
