Om ytringsfrihed og injurielovgivning. Dragsdahl-sagen kort

I artiklen Historieforskning, injurielovgivning og god tro i Juristen 2013 s. 255 ff. diskuterer lektor Trine Baumbach Østre Landsrets dom i injuriesagen mellem historieprofessor, dr. phil. Bent Jensen (BJ) og journalisten og samfundsdebattøren Jørgen Dragsdahl (JD).

Fagbladet Juristens sidste 2013-nummer med artiklen af Trine Baumbach udkom 21/1 2014, Procesbevillingsnævnet skulle den 29/1 træffe afgørelse om 3.-instansbevilling i den sag mellem Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl, der er omdrejningspunkt for artiklen. Den 24/1 indgav Ole Hasselbalch til Juristens redaktion nedenstående kommentar til den.

Trine Baumbachs artikel gengiver massivt den af landsretten underkendte byretsdom og indeholder en række af de polemiske synspunkter og urigtige oplysninger om sagens faktum og jura, som Jørgen Dragsdahl og dennes støtter havde gjort til omdrejningspunkt for deres kritik af landsretten.  Hun påstår også i artiklen, at Bent Jensens egentlige formål med at offentliggøre PET’s oplysninger om Dragsdahls status som KGB-indflydelsesagent var at beskylde Dragsdahl for at have handlet strafbart. Ole Hasselbalchs kommentar afvistes af redaktionen med henvisning til, at den var for politiserende.

Trykkefrihed.dk har derfor valgt at bringe den her 

Indledning

Det konkluderes, at straffelovens bestemmelser efter ordlyden strider mod retstilstanden inden for feltet og hindrer en stringent retsanvendelse, hvorfor der anbefales en lovændring. Forfatteren erkender dog at mangle mulighed for at forholde sig til bevisbedømmelsen i dommen, hvis udfald hun synes at anfægte. Hun medtager således dele af den polemik, der efter landsretsdommen er ført mod BJ.¹

Byretsdommen holdt et niveau, der må være et problem for Domstolsstyrelsen, og som i al fald skabte stor forvirring og debat i offentligheden. Herunder har en række misforståelser om såvel faktum som jus sneget sig ind selv blandt jurister. Forvirringen er imidlertid langt fra så udbredt som hævdet i artiklen, efter at landsretten har ryddet op. Og det er vanskeligt at se, at landsretsdommen tilsiger en ændring af injurielovgivningen, uagtet dennes meningsindhold måske kunne beskrives klarere.

1. Problemstillingen

Artiklen leder gennem juridiske krinkelveje, det vel kan være nødvendige at føre læseren ind på, hvis landsretsdommen skal fremstilles som forkert eller egnet til en efterprøvelse i Højesteret. De finesser, der tages op, er imidlertid uden betydning i forhold til de ret enkle grunde til, at BJ blev frifundet:

Sagen drejer sig således om, hvorvidt en historieprofessor i pressen ansvarsfrit kan referere det, han iht. offentligt opdrag finder i et myndighedsarkiv vedrørende en person (JD), der har gjort meget for at komme i både offentlighedens og politikernes fokus på et politisk kontroversielt felt. Personen kan derfor vanskeligt pludselig påberåbe sig nogen privatlivsbeskyttelse, når arkivstudiet viser, at han bevægede sig (langt) ud i noget, han burde have holdt sig fra.

BJ har i PET’s arkiver fundet dokumenter, der utvetydigt konkluderer, at Dragsdahl var såkaldt menings-, påvirknings- eller indflydelsesagent - terminologien er ikke fast - under Den Kolde Krig. Og BJ har i lyset af anliggendets store samfundsmæssige interesse offentliggjort disse fund i pressen i den dér nødvendige kortfattede og populære, men dog dokumenterede og i forhold til arkivernes indhold retvisende form. BJ har for landsretten ført det bevis, som var nødvendigt for at godtgøre, at PET’s nævnte karakteristik havde et (særdeles) seriøst grundlag, og at han altså ikke bare brugte arkivernes udvisende som påskud til at løbe med en halv vind. Han har altså overbevist retten om det legitime i at viderebringe oplysningerne, og han har ført det efter straffeloven nødvendige sandhedsbevis for korrektheden sin gengivelse af arkivernes indhold. Derimod har han ikke har ført – og har ikke forsøgt at føre – noget definitivt sandhedsbevis for, at PET’s vurdering af Dragsdahls status som indflydelsesagent er korrekt. Dette sidste anså BJ således for unødvendigt, eftersom han kun havde udtalt sig om, hvad der fremgår af arkiverne. Endvidere har BJ undersøgt kilderne til en række af de synspunkter og oplysninger, Dragsdahl slusede ind den sikkerhedspolitiske debat dengang, og BJ har på dette grundlag konkluderet, at Dragsdahl bedrev (KGB) desinformation. BJ har overbevist landsretten om berettigelsen af denne karakteristik ved at redegøre for og dokumentere sine – meget grundige - undersøgelser i så henseende og ved at dokumentere resultatet af tilsvarende undersøgelser foretaget af bl.a. Udenrigsministeriet.

I et frit informationssamfund behøver man ikke at tage Menneskerettighedskonventionen til hjælp for at tolke injuriereglerne således, at dokumentarbart sande oplysninger, som offentliggøres i et sagligt formåls tjeneste, ikke kan sanktioneres. Noget sådant ville undergrave selve fundamentet for det levende demokrati, dvs. selve forfatningen. Det er indlysende, at netop de for et sådant demokratis funktionsmåde nødvendige forudsætninger indgår som tolkningsgrundlag for enhver lovbestemmelse, der har med ytringsfriheden at gøre. At en historieprofessor vanskeligt i relation til injuriereglerne kan være ringere stillet end en journalist, turde også være indlysende – end mere af den grund, at professorers forpligtelse til at lukke munden op over for den bredere offentlighed mht. det, de finder, følger af universitetslovens udtrykkelige indhold – i det konkrete tilfælde understøttet af den omstændighed, at BJ altså arbejdede med en konkret forskningsopgave, hvis gennemførelse var vedtaget af Folketinget.²

En stærkt medvirkende grund til, at der har kunnet opstå forvirring om sagen, er, at offentligheden kun har en meget beskeden viden om det sagsforhold, landsretsdommen beskæftiger sig med, dvs. om den virkelighed under Den Kolde Krig, JD var en del af. Pressen har således massivt forsømt sin opgave på dette punkt. En anden årsag er, at de strafferetlige regler om aktiviteter som JD’s har en så speciel indretning, at selv fremtrædende jurister let går fejl i dem.³

2. Sagsforholdet

Det sagsforhold, i lyset af hvilket landsretten vurderede sagen, er følgende:

2.1. ”Aktivnyye meropriyatia"

I slutningen af 1950’erne opgav kommunistlandene med Sovjetunionen i spidsen troen på, at man kunne opnå magten i Vesteuropa gennem en storkrig. Som alternativ udvikledes en ny strategi, der blev præsenteret i 1959 på en efterretningskonference i Moskva. Denne blev startskuddet til en velorganiseret påvirkningsoffensiv, hvis formål var at demoralisere Vesten og at erodere virkelighedsopfattelsen hos vestlige beslutningstagere.

Et totalitært regime kontrollerer alle samfundets organer, og de anvendelige sådanne blev herefter sat omfattende ind. Man benyttede sig således både af sædvanlige politiske og diplomatiske kanaler, af Sovjets (og den øvrige østbloks) mellemfolkelige, kulturelle og faglige organisationer, af landets videnskabelige institutioner og nyhedsbureauer, af de lovlige kommunistpartier i andre lande samt af fordækte foretagender og helt eller delvis kontrollerede andre organisationer og institutioner dér (”facadeorganisationer”/”frontorganisationer”). Endvidere rekrutteredes regulære ”indflydelses”agenter, ligesom man trak på fortrolige/betroede kontakter i Vesten og på de altid forekommende almindelige medløbere.

Offensiven betjente sig af både åbne og fordækte metoder og efter behov også af ulovlige tiltag. Det var netop af den grund, at KGB med søsterorganisationer i lydstaterne, som ellers hidtil fortrinsvis havde beskæftiget sig med spionage og indre sikkerhed, blev placeret i en nøglerolle.

Den nye produktlinje kaldtes ”aktivnyye meropriyatia", hvilket nærmest kan oversættes som "aktive forholdsregler/foranstaltninger".⁴

Hovedmålene med indflydelsesoffensiven blev opridset i en såkaldt strategisk langtidsplan, hvoraf fremgår, hvad der skulle ske på forskellige områder, herunder i hvert enkelt vestligt land. Denne plan blev kendt i Vesten via en tjekkisk officer, Jan Sejna, der hoppede af i 1968.⁵ Med stor tålmodighed korroderede man iht. planen holdningerne og virkelighedsopfattelsen hos centrale danske sikkerhedspolitiske aktører, og det lykkedes faktisk at manøvrere Danmark et stykke hen i de faser, planen beskriver. JD havde efter det, der blev dokumenteret i landsretten, en væsentlig andel i denne succes.

2.2. Fænomenet ”indflydelsesagent” (for en fjendtlig magt)

En afgørende forudsætning for denne fremgang var, at der opnåedes medspil fra aktører på den danske scene - politikere, journalister og andre, der var placeret steder, hvor de kunne bidrage til den nødvendige kortlægning af det danske samfunds nøglefunktioner, og som kunne indsluse og understøtte informationer, holdninger og egnede strømninger samt fremme passende enkeltpersoner hhv. modvirke besværlige eller direkte modvillige sådanne.

De medspillere, KGB opererede med på indflydelsesoperationernes område, kategoriseredes internt i organisationen efter et system, der brugtes ved den praktiske håndtering af dem. Dette system rummede tre hovedrubriceringer, nemlig hhv. indflydelsesagenter, fortrolige kontakter og umedvidende enkeltpersoner.

En regulær ”indflydelsesagent“ i KGB’s forstand var i princippet en person, som arbejdede efter præcise instrukser eller ”råd”, og som var indstillet på et hemmeligt samarbejde.

KGB registrerede ikke kritikløst nogen som indflydelses”agent”. Regulære agenter var således dyre i drift, og det var ødelæggende at godkende en person som agent, hvis pågældende senere viste sig ikke at holde vand. Ethvert rekrutteringsemne blev derfor gransket, endevendt og diskuteret på flere niveauer i Moskva iht. faste retningslinjer.

Godkendtes en person imidlertid formelt som agent, blev pågældende medtaget i KGB’s organisationsplan og budget. Der blev herunder taget højde for de ganske store omkostninger, godkendelsen indebar, f.eks. i kraft af at forbindelsen med agenten skulle opretholdes i konspirative (hemmelige) former.

Den, der blev klassificeret som indflydelsesagent, fik det i øvrigt ikke nødvendigvis at vide. Medmindre det var operativt nødvendigt at oplyse indflydelsesagenten herom, var det afgørende for, hvad man fortalte pågældende, således en vurdering af, hvorvidt man risikerede derved at belaste agentens selvforståelse, og om oplysningen ville virke illusionsforstyrrende for pågældende på en sådan måde, at han/hun ikke længere kunne forventes at arbejde helhjertet.

2.3. Indflydelsesagentens virksomhed

KGB’s afdeling for påvirkningsoperationer, inden for hvis ramme de regulære indflydelsesagenter opererede, havde som sagt til opgave at skabe forvirring i NATO-landenes beslutningsprocesser og i den vestlige offentlighed om den faktiske militære stilling mellem øst og vest, om Sovjetunionens hensigter og ønsker mv. Dette skete bl.a. med skjult og åben propaganda, produktion og plantning af materiale og/eller meninger, ved spredning af helt eller delvis usandfærdige oplysninger med et autentisk præg, herunder løgne, halvløgne og forfalskninger, samt ved forvridning af allerede fastslåede kendsgerninger.

En evt. løgn blev dog ikke nødvendigvis serveret direkte, men hellere i den form, at der søgtes rejst en tvivl om, hvorvidt det mon ikke kunne forholde sig således, som løgnehistorien fortalte. Men i øvrigt anvendtes ikke blot regulært falske informationer, der benyttedes også sande, men udvalgte/sorterede og/eller misforståelige oplysninger (delsandheder). Ligeledes blev der indsluset manipulative, men tilforladeligt lydende argumenter (”vinklinger”) samt blandinger af kendsgerninger med kommentarer, der skabte forvekslinger mellem de to og satte netop det (fejlagtige) fakta-billede på nethinderne, KGB ønskede.

Desinformation i netop de sidstnævnte former er højeffektiv. Den fremtræder således ikke i det ydre som det, den er, og den er i modsætning til direkte løgne vanskelig at afsløre og dermed kompliceret at imødegå. Det var følgelig let at få vestlige viderebringere af sligt til at stikke sig selv blår i øjnene mht., hvad de foretog sig: Al information er jo i princippet legitim som led i ”debatten” i et pluralistisk demokrati. Og så kan i øvrigt kun en omfattende gennemgang af desinformatørens samlede fremtræden i medierne og andetsteds afsløre, at der foregår noget underligt.

Mere konkret blev indflydelsesagenter brugt til at sluse fakta- og meningsstof ind i danske politiske partier, organisationer og medier samt til at bringe relevante oplysninger tilbage den anden vej. Endvidere brugtes de til (om muligt) at sætte sig på centrale positioner i vort opinionsdannelsessystem – især medierne og de politiske partier. Indflydelsesagenterne betragtedes i disse roller som særdeles værdifulde, fordi de udadtil fremstod som loyale borgere, der blot gav udtryk for egne meninger, og som handlede efter et legitimt skøn. Men en ”insider” af denne art havde naturligvis også de bedste muligheder for at skaffe person- og andre oplysninger til brug for udarbejdelsen af de diagrammer over magtstrukturer, ressourcer m.v. i vort beslutnings- og opinionsdannelsesapparatet, der gjorde det muligt at se, hvor der bedst kunne sættes ind.

Hvad specielt indslusningsvirksomheden angik, er det altså væsentligt at forstå, at en indflydelsesagent ikke bare bevidstløst lancerede løgnehistorier, der var stukket pågældende i hånden af en KGB-føringsofficer under skumle omstændigheder. Man bør også forstå, at KGB havde et klart blik for, at det kun gennem en selvstændig indsats fra agentens side kunne forventes, at stoffet ville blive lanceret i Vesten i en så indlevet form, at det gled naturligt ind i meningsdannelsesapparatet dér. Endelig er det nødvendigt at forstå, at KGB anså det for vigtigt, at indflydelsesagenten i det ydre fremtrådte som neutral eller højst som blot almindeligt kritisk. Et PET-notat netop vedrørende JD er illustrativt (”Vedr. Jørgen … Dragsdahl af 30/1 1985, s. 1 fn”). Det hedder heri: ”I april 1977 gav Centret (i Moskva, red.) ordre til at optrappe arbejdet med D(ragsdahl) og rekruttere ham endeligt. Inden selve rekrutteringen skulle finde sted, fik residenturet af Centret besked på at udarbejde passende dækhistorier og holde Dragsdahl under konstant opsyn for at se, om han dæmpede tonen i sine antiamerikanske taler og undgik involvering i venstreorienterede aktiviteter …”.

En god indflydelsesagent opererede i øvrigt så vidt muligt ikke med materiale, der lod sig føre direkte tilbage til KGB, men hellere på grundlag af ”inspiration”, ”inside-information” og ”kildehenvisninger” fra den sovjetiske ”kontakt” (læs KGB-føringsofficeren på den lokale ambassade). Agenten kunne evt. ligefrem med lidt behændighed fra KGB’s side bringes til egenhændigt at ”finde” KGB-produceret materiale (der naturligvis i det ydre fremtrådte med en anden oprindelse). Grundmaterialet i desinformationen kunne således også være udsluset fra KGB via kilder ude i verden – styrbare eller medløbende medier, centre, forskere, kommentatorer osv. - som i agentens eget land (her Danmark) ville se tilforladelige ud, ja måske endog virke imponerende.

Det var følgelig uhyre vanskeligt på et rent politimæssigt grundlag at afsløre en indflydelsesagent alene på pågældendes publikationsvirksomhed. Noget sådant krævede nemlig det meget intime kendskab til de anliggender, agenten beskæftigede sig med, som var nødvendig for en afsløring af tendensen i kildeforvridningen, den selektive stofanvendelse, accepten af uholdbare og usolide kilder osv., som karakteriserede indflydelsesagentens virksomhed. Og arbejdet på at sikre sig dette kendskab lå langt uden for det danske politis opgaver.

Det var eksempler på JD’s virksomhed inden for denne referenceramme, BJ oprullede som led i dokumentationen for landsretten. Heraf fremgik også, at PET’s konklusion mht. JD’s status som indflydelsesagent byggede på overvågning af ham gennem flere år, herunder telefonaflytninger og skygning, på rapporter fra hele tre rapportører i KGB’s egne rækker samt på undersøgelser foretaget af udenlandske søstertjenester på højeste professionelle niveau. JD var i henhold hertil ikke blot en person med et afvigende syn på sikkerhedspolitikken. Det fremgik imidlertid også, at det langt fra er sikkert, at JD selv var sig den rolle bevidst, KGB havde tildelt ham, uagtet han utvivlsomt burde have indset, hvad han blev brugt til.

3. Strafbarheden

På dansk side var det ikke meningsfuldt for politiet at operere med KGB’s klassifikationer indflydelsesagent/fortrolig kontakt/almindelig medløber. Det strafferetligt og efterforskningsmæssigt relevante var, hvad personerne faktisk foretog sig.

Om strafbarheden af specielt indflydelsesagenters virksomhed er der skrevet en del i den juridiske teori.⁶ Mere overordnet kan herom siges følgende:

Ifølge straffelovens § 108 (den såkaldt ”bløde” spionageparagraf), straffes den, som foretager noget, hvorved et fremmed efterretningsvæsen sættes i stand til eller hjælpes til umiddelbart eller middelbart at virke inden for den danske stats område.

Det antages ud fra bestemmelsens forarbejder, at den ikke kriminaliserer den rene modtagelse af oplysninger fra den fremmede efterretningstjeneste og videregivelse af sådanne, lige så lidt som den omfatter sædvanlig journalistisk virksomhed. Under lovforberedelsen udtoges nemlig bevidst et forslag, som ville kriminalisere det, der bredt kan kaldes ”propaganda” for en fremmed magt.⁷

Kort sagt: Det er antagelig hos os lovligt at viderebringe sine egne meninger, også selv om de måtte være inspireret af et KGB, ligesom man har lov til at bringe selv de mest vanvittige faktaoplysninger. En KGB-indflydelsesagent handlede derfor ikke nødvendigvis strafbart. Det gjorde han kun, hvis han bistod KGB med at skaffe oplysninger, der hjalp KGB i den mod Danmark rettede virksomhed.

Den formelle grænse mellem det lovlige og det ulovlige i relation til § 108 er på dette grundlag meget vanskelig at trække. På det praktiske plan er det endvidere således, at påtale ifølge lovens § 110 f sker efter justitsministerens bestemmelse. Og skiftende ministre har ikke været indstillet på at tillade, at der indledes straffesag i de tilfælde, hvor noget sådant kunne komme på tale. Afgørende herfor kan have været, at en straffesag kun vil føre til domfældelse, såfremt PET fremlægger sine bevisligheder, hvilket vil kunne skade forholdet til de allierede efterretningstjenester, hvorfra man evt. har hentet de afgørende oplysninger, og eller PET’s kilder (dobbeltagenter) hos den fjendtlige efterretningstjeneste, der er genstand for PET’s opmærksomhed. Men det kan også have spillet en rolle, at i al fald dele af PET’s ledelse vurderede, at det mest effektive imødegåelsesmiddel over for netop indflydelsesvirksomhed ikke var strafforfølgning, men derimod offentlig eksponering af indflydelsesagenten.

De danske aktører, der arbejdede til fordel for KGB, herunder JD, bevægede sig imidlertid i kraft af § 108 klart i et område, hvor PET havde lovhjemmel til at sætte en løbende overvågning af dem i gang – der var jo en mistanke om ulovligheder - så at myndighederne fik rede på, hvad de foretog sig, og kunne informere den danske regering m.fl. herom.

Hvad JD angår, er det således yderst tvivlsomt, om JD formelt ville kunne straffes for at have desinformeret danske politikere og den danske offentlighed. Det kom imidlertid under afhøringen af JD under landsretssagen frem, at han så at sige lænede sig op ad en straffelovsovertrædelse, idet han f.eks. indrømmede at have skaffet KGB oplysninger (således om stemninger i visse kredse i USA).⁸ En agents indsamling af oplysninger og videregivelse af disse til den fremmede efterretningstjeneste er som nævnt formentlig strafbar.

4. Opsamling

BJ dokumenterede for landretten - omfattende - ikke blot seriøsiteten i de oplysninger, fra PET, som JD injuriesagsøgte ham for at offentliggøre, men også hvorledes JD’s aktivitetsprofil under Den Kolde Krig passede som fod i hose til den profil af en indflydelsesagent, der er tegnet ovenfor under 2.2.-2.3. Kilden til forvirringen i dele af debatten om landsretsdommen er imidlertid, at der som sagt savnes ordentlig offentlig oplysning om indflydelsesagenters virksomhed og om straffelovens regler desangående. Derfor er de færreste i stand til at forstå, at man udmærket kunne være indflydelsesagent uden selv at vide det, at en indflydelsesagent ikke nødvendigvis var en person med skæg og blå briller, der handlede strafbart, samt at politiet ikke ville få lov til at retsforfølge den pågældende selv om han måtte overtræde straffeloven.

Straffelovens injuriebestemmelser stemmer således i deres nuværende form udmærket med det resultat, landretten nåede frem til, omend dette resultat lettest forstås, hvis man sætter sig ind i de ret specielle forhold omkring fænomenet indflydelsesagent og i de særlige regler om strafforfølgning af samme. Disse forudsætninger kan man ikke skaffe sig ved blot at læse dommen, og en del af dem kan man overhovedet kun finde andre steder end i den gængse juridiske litteratur.

I relation til Trine Baumbachs artikel kan man derfor undre sig over, at hun gør så meget ud af spørgsmålet om BJ’s gode tro og landsrettens manglende forholden sig til samme. Når der som sket er ført sandhedsbevis for holdbarheden af de oplysninger, BJ bragte i et legitimt ærinde, i forhold til de kilder, han henviste til, er det således uden betydning at diskutere god tro endsige om BJ havde føje til at anse sigtelserne for sande.

Det er også underligt, at hun vil skelne mellem den ytringsfrihed, der gælder for journalister, og den der gælder for forskere (som bemærket i artiklen s. 256 f). Der er helt flydende grænser mellem researchbaseret journalistik og forskning. Journalister og forskere optræder oven i købet ofte i samme rolle, nemlig som hhv. formidlere af ny viden og som samfundsdebattører. Begge grupper sætter ad disse veje relevante problemer under debat til gavn for det demokratiske samfund. Undertiden optræder journalister og forskere ligefrem arm i arm. Den skelnen, forfatteren opererer med, lader sig af den grund ikke praktisere.

Det er uforståeligt, at hun diskuterer den injurieretligt relevante virkning af, at BJ udtrykkeligt anførte i de påklagede avisartikler, at han ikke forholdt sig til, om JD har begået noget strafbart. Som hun siger i artiklen s. 257: ”… hvis ikke det (BJ’s udtalelser om JD, red.) var en sigtelse om strafbart forhold, hvad var det så en sigtelse om?” Svaret ligger i det ovenfor under 3 anførte: Det var en sigtelse om indflydelsesagentvirksomhed uden for det strafbares område eller en konstatering af, at BJ ikke havde mulighed for at forholde sig til årsagerne til den manglende strafforfølgning af JD.

Derimod er det ikke (som bemærket i artiklen s. 256) forunderligt, at landsretsdommen ser bort fra, at hele to offentlige rapporter - Danmark under den kolde krig, DIIS (2006), og PET-kommissionens beretning (2009) – savner oplysning om det materiale, BJ har fundet. Injuriereglerne afskærer naturligvis ikke en senere forsker fra at supplere allerede stedfunden forskning med egne resultater, hvis holdbarhed han er i stand til at dokumentere efter almindelige videnskabelige kriterier.

5. Perspektiv

Man kan undre sig over, at JD ikke skyndsomst greb det figenblad, der ligger i landsrettens tilkendegivelse om, at der ikke blev ført sandhedsbevis for hans status som indflydelsesagent. Så meget mere som at denne tilkendegivelses forståelse iht. JD’s tolkning af den måske overhovedet kun fremkommer, fordi landretten har formuleret sig for kort i forhold til, hvad retten egentlig mener. I stedet har JD sat sig i omfattende bevægelse for at få sagen indbragt for Højesteret med den indlysende risiko, at dommerne dér vil nå frem til, at det, BJ har bragt frem til dokumentation af, at JD ikke bare ukritisk videregav PET-papirernes vurdering af JD som agent, er tilstrækkeligt bevis også for, at JD faktisk var indflydelsesagent.

Man har endvidere vanskeligt ved at se rimeligheden i en videreførelse til Højesteret, når betænkes, at sagens jura ikke er tvivlsom, at faktum er velbelyst og at Dragsdahl ikke har været i stand til at betale omkostningerne for landsretten, men nu altså vil påføre sin modpart yderligere betydelige omkostninger og årelangt besvær ved en højesteretssag.

Det videre perspektiv i sammenhængen er i øvrigt, at de to ovenfor nævnte officielle rapporter ser ud til ikke blot at have overset, men er gået uden om oplysninger, BJ har fundet ikke om såvel Dragsdahl som om fremtrædende personligheder på den politiske scene dengang. Der er gjort meget for at hindre BJ i at offentliggøre sine fund i så henseende og for i konsekvens af disses karakter at beklikke BJ’s videnskabelige hæderlighed. En videreførelse af sagen til højesteret kan let få denne eksplosive situation til at antænde og vil i al fald næppe bidrage til at skabe den påkrævede selvransagelse hos visse af de politiske aktører under Den Kolde Krig, som der er behov for.