"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Øksemand raserede Westergaards hjem

6. januar 2010 - Artikel - af Uwe Max Jensen

Uwe Max Jensen

Den 28-årige somaliske mand, der nytårsdag stod bag et attentat på tegneren Kurt Westergaard, gik amok med sin økse på boligens inventar, da han flygtede fra tegnerens hjem

Sent nytårsdag trængte en knivbevæbnet 28-årig mand med somalisk baggrund ved hjælp af en økse ind i tegneren Kurt Westergaards hjem i Viby ved Århus. Kurt Westergaard var netop kommet ud i gangen fra rækkehusets badeværelse, der også fungerer som boligens safe room, da attentatmanden smadrede glasset i havedøren og skaffede sig adgang til huset. Westergaard trak sig herefter tilbage til det sikrede badeværelse.

Gerningsmanden forsøgte at slå døren ind med øksen, men den særligt sikrede dør til badeværelset modstod forsøget. Fra badeværelset alarmerede Kurt Westergaard politiet ved hjælp af sin overfaldsalarm, og da politiet efter få minutter nåede frem til tegnerens bopæl, opgav attentatmanden sit forehavende, men lod tegneren vide, at han ville vende tilbage.

På vej ud af boligen gik attentatmanden amok på boligens inventar. Blandt andet smadrede han Westergaards computer med sin økse og væltede ting ned fra hylderne. Udenfor på gaden foran Westergaards hjem kastede attentatmanden sin økse efter en politibetjent. Attentatmanden blev herefter uskadeliggjort med to skud.

Overså bombe-tegning

Gangen i Kurt Westergaards hjem, hvor attentatmanden forgæves forsøgte at slå  døren til det sikrede badeværelse ind, er udsmykket med en lang række tegninger, som Westergaard har skabt i sin lange karriere som bladtegner. En af tegningerne forestiller en skægget fundamentalist med en bombe som turban. Den blev mange år inden offentliggørelsen af de Muhammed-tegninger, der har gjort både Kurt Westergaard og Jyllands-Posten berømte og berygtede i hele verden, vist på en udstilling på Frederikshavn Kunstmuseum. I efteråret kunne man se bombe-tegningen på en udstilling med Westergaard-værker på Galleri Draupner i Skanderborg.

Øksemanden lod imidlertid både denne tegning og Westergaards øvrige værker i husets gang uberørt.

Kurt Westergaard oplyser i øvrigt til Sappho, at han håber inden længe at få mulighed for at vende hjem til sit hus i Viby.

Læs Sappho's fødselsdagsportræt af Kurt Westergaard her.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg