"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Nyt om bøger - juli 2009

I denne udgave: "The Persian Night" af Amir Taheri, "The Locust and the Bird" af Hanan al-Shaykh og "Sovereign, Squire and Rebel" af Peter Bance. Alle bøger kan købes på amazon.co.uk

The Persian Night

Amir Taheri: The Persian Night: Iran under the Khomeinist revolution. Encounter Books, New York, 2009. Ca. 19 britiske pund.

Min kollega og ven Farshad Kholghi fortalte mig engang, om hvordan han og hans familie i Teheran fulgte med på TV, da ayatollah Khomeini landede i Teheran den 1. februar 1979. Shahen var styrtet og Khomeini vendte tilbage som revolutionens leder fra sit eksil i Frankrig. En journalist ville vide, hvad Khomeini følte efter at komme hjem efter så mange år? "Ingenting", var ayatollahens svar. "Der begyndte vi at blive urolige", fortalte Kholghi. Det var der god grund til.



Taheris aktuelle bog


Episoden med Khomeinis ankomst indgår i Amir Taheris seneste bog, The Persian Night: Iran under the Khomeinist Revolution. Taheri beskriver også i bogen, hvordan de mange tusind fremmødte i lufthavnen havde forventet, at Khomeini ville knæle, kysse iransk jord og bede for det iranske folk. Intet af dette skete. Khomeini nægtede endda at velsigne det iranske flag, som nogen havde rakt ham. Nogle måneder senere udskiftede han det med sit eget, "der symboliserede hans fascistiske regering". Khomeini havde fra day one gjort én ting klart: En muslims fædreland er hans tro. 

Khomeinis elendige digte

Der er mange andre detaljer i bogen om den ayatollah, der sendte iranerne fra asken i ilden. Under shahen var antallet af politiske fanger måske omkring 3000. Under Khomeini steg antallet hurtigt til 150.000. For ikke at tale om alle de, der blev henrettet. 

Khomeini blåstemplede også pædofili, ligesom han tvang mændene til at gro skæg og kvinderne til at dække sig til. Skæg og hijab, skriver Taheri, er "regimets mest udbredte uniformeringsredskaber", "rekvisitter i en kampagne for visuel terrorisme", der har til hensigt blandt andet at skræmme modstanderne.

Taheri fortæller om Khomeini, "uvidende om historie og det meste andet" og hvis arabisk var så pauvert, at et forsøg på at tale med journalister fra algiersk TV i 1979 i Teheran på arabisk endte som en farce. Og om ayatollahens digte, der var så elendige, at en kreds af folk omkring Khomeini overtalte ham til at trække en netop publiceret udgave tilbage.

I bogen får man også indgående beskrevet det nuværende forhold mellem staten og revolutionen, de forskellige rivaliserende magtcentre i landet og den magtfulde Revolutionsgarde. Vi hører om Den Åndelige Leder, Vogternes Råd og landets måske 500 virkeligt magtfulde mulllaher og deres mange bodyguards, der nærmest fungerer som private hære. Og om det væld af stiftelser, der opererer uden for statslig kontrol. Det er for eksempel sådan en stiftelse, der år efter år har holdt fatwaen mod forfatteren Salman Rushdie i live.

Mullaher, turbaner og Chomsky på persisk

Her er også portrætter af landets betydningsfulde præsidenter: Ahmadinejad, der iscenesatte sig selv som en fattig mand af folket, men som ikke har kunnet besøge en række provinser i landet, fordi der ikke kunne garanteres for hans sikkerhed. Den tidligere præsident Rafsanjani, der i dag regnes for Irans rigeste mand. Og den tidligere præsident Khatami, der rejste verden rundt for at deltage i religionsdialoger og blev kendt som "reform"-politiker. Khatami besnærede alverden med sit smil, men afveg ikke fra Ahmadinejad i ideologisk linie.

Et nærmest astronomiske antal mullaher og hellige mænd skød op efter revolutionen. Ikke så sært, for den religiøse status betyder penge og privilegier. I bogen kan man også læse, at der kan gå op til 6 meter stof til en sort turban. Og at mullaherne skynder sig at oversætte enhver ny bog af Noam Chomsky til persisk, men at de menige iranere ikke gider læse den slags billig antiamerikanisme.

Taheris krumspring for at nedtone islams fatale rolle samtidig med at han skriver ret bramfrit om Muhammeds krigeriske tilbøjeligheder, forstår jeg ikke. Men det er stadig en fremragende bog, der fortæller om, hvem der virkelig regerer Iran i dag. I disse tider, hvor Iran koger af uro, er den nærmest uundværlig. Iran er, skriver Taheri i bogen, måske at betragte som en art vulkan, "klar til at gå i udbrud". Noget tyder på, at forfatteren har fået ret.
HMB

The Locust and the Bird

Hanan al-Shaykh: The Locust and the Bird: My mother´s story. Bloomsbury, London, 2009. Ca. 9 britiske pund.

Hanan al-Shaykh er en af den arabiske verdens kendteste forfattere. I dag, som 64-årig, bor hun i London og er stadig gift med den mand, som hun i hemmelighed ægtede som ung. For han var kristen og hun ud af en muslimsk familie fra Beirut.


En kvindeskæbne i Libanon

The Locust and the Bird: My Mother´s story er historien om Hanas mor, Kamila, fortalt til Hanan. For Kamila kunne hverken læse eller skrive. Hun forlod hjemmet, da Hanan var halvstor. Helt usædvanligt forlangte hun og fik skilsmisse fra sin stærkt religiøse ægtemand, Hanans far. Børnene blev naturligvis hos hendes mand.

Kamila kommer i 1930erne som ni-årig fra en landsby i det sydlige Libanon til Beirut. Hendes far har forladt hjemmet til fordel for en anden kvinde. Hendes mor har svært ved at skaffe til dagen og vejen, så hun flytter med sine børn ind hos slægtninge i Beirut. Kamila drømmer om at komme i skole. Men det kan der ikke være tale om. Hun tager tilflugt i hemmelige biografbesøg samtidig med at hun slider med husarbejde og børnepasning fra en tidlig alder.

Som 11-årig bliver Kamila forlovet med sin 18 år ældre svoger, Abu-Hussein. Det foregår ved en ceremoni, hvor hun ikke forstår, hvad der foregår. Men hans kone, Kamilas søster er død, og nogen må overtage pladsen som hustru og mor til børnene. Det bliver Kamila.

Som 14-årig bliver de gift, bryllupsnatten er en voldtægt. Som 15-årig føder Kamila sit første barn. Hun kommer til hospitalet uden ægtemanden, der er bange for hospitaler. Lægen skjuler ikke sin foragt over den fraværende ægtemand, der har gjort et 15-årigt barn til mor.

Tildækning og skilsmisse

Kamilas ægtemand overvåger og kontrollerer hende konstant. Hendes oprør består i alt fra at gøre husarbejdet halvt til at snige sig på natklub og, ved en enkelt lejlighed, true med at brænde sig selv levende. Hun indleder i hemmelighed et forhold til den unge Muhammmad, som hun har mødt som 13-årig og er blevet forelsket i. Muhammad kan recitere digte og ser de film, hun er så optaget af i biografen. De har ikke kunnet glemme hinanden.

Mange år senere får Kamila sin vilje og bliver skilt fra Abu-Hussein, som hun foragteligt har døbt Haji, og som efter netop en pilgrimsfærd er blevet endnu mere religiøs. Abu-Hussein annoncerer bedetider med samme høje stemme, som var han by-udråber, og han opfordrer både familiens kvinder og naboer af hunkøn til at dække sig til.

Der er glimt af lykke i det nye ægteskab med Muhammad. Men nemt er det ikke. Kamila har skabt skandale. Hendes nye svigerfamilie hader hende, og tidligere venner vender hende ryggen. Forvandlingen fra elskerinde til hustru er også på andre måder negativ for Kamila: Muhammad ønsker pludselig, at hun føder rigtig mange børn.

Fangevogtere og kontrollanter

Da han, adskillige børn senere, dør ved en bilulykke og hun bliver alene, forstår hun noget vigtigt: At hun ikke for alvor har levet et autentisk liv. Hun har set verden gennem Muhammads øjne.

Hendes datter Hanans ægteskab gør hende glad. Hanan har i hemmelighed, uden forældrenes vidende, fundet sig en mand af kristen familie. Kamila har været bange for, at Hanan og de øvrige døtre ikke skulle kunne finde sig ægtemænd, fordi deres mor var fraskilt. I den sidste del af bogen følger vi Kamila også i USA, hvor flere af hendes børn har slået sig ned. Hun dør i 2001, seks måneder efter at have fortalt sin historie til datteren Hanan.

Det er en sørgelig bog, som al-Shaykh har skrevet. Men det er en vigtig bog. Det er ikke blot en bog om hendes mor, men om et system af undertrykkelse, som bogens kvinder - og egentlig også bogens mænd, der agerer som fangevogtere og kontrollanter - er fanget i. Et system, der så godt som umuliggør intimitet og et ægte møde mellem mennesker. I stedet bygger det på vold, voldtægt, hævn, kontrol og eskapisme. 

Da jeg interviewede Hanan al-Shaykh i 2008 var bogen udkommet på arabisk i Beirut, hvor den blev en succés. Abu-Husseins børnebørn, Hanans nevøer og niecer, var oprørte over bogen. Men Hanans svar var, at sådan måtte bogen skrives, for det var sådan Kamila så deres far og hendes mand, den mand, hun som 14-årig blev tvunget til at gifte sig med. Til det er der kun at sige: Ja. 
HMB

Sovereign, Squire and Rebel

Peter Bance: Sovereign, Squire and Rebel: Maharajah Duleep Singh & The Heirs of a Lost Kingdom. Coronet House, London, 2009. Ca. 25 britiske pund.

Ind imellem, når man læser dansk og europæisk presse, skulle man tro, at Europa kun har én minoritet: Den muslimske. Men Europa har mange andre religiøse og etniske minoriteter, for eksempel er der ca. 500.000 sikher i Storbritannien alene.

Peter Bance, der egentlig hedder Bhupinder Singh Bance, er turbanklædt sikh. Han udgav i 2007 en fin og rigt illustreret bog om sikhernes historie i Storbritannien. Han har også tidligere udgivet en bog om Maharajah Duleep Singh. I år er så kommet en udbygget bog om maharajaen og hans familie, Sovereign, Squire and Rebel: Maharajah Duleep Singh & The Heirs of a Lost Kingdom.


Peter Bance´s seneste bog


Bogen, der er smukt trykt og med masser af illustrationer, fortæller historien om Marajah Duleep Singh, der som fem-årig arvede tronen til Sikh-kongedømmet Punjab. Efter Anglo-sikh-krigen blev Duleep Singh, der stadig var mindreårig, med magt skilt fra sin mor. Som 15-årig, i 1853, sørgede de britiske magthavere for, at han konverterede til kristendommen. Året efter blev han overtalt til at rejse til Storbritannien.

Her blev han en af dronning Victorias favoritter. Duleep Singh tilbragte et liv med folk fra fornemme kredse, og han elskede fester og kvinder. Faktisk var han en regulær playboy, berygtet for ikke blot at have elskerinder i Paris og London,  men også for at gøre tjenestepigerne i sit britiske residens gravide. Han gik på jagt med en anden playboy, prinsen af Wales og boede med sin første hustru Bamba i sit eget indiske palads i Suffolks, Eden Hall. På kirkegården i Elveden ligger han i dag begravet sammen med Bamba og en af deres sønner.

Peter Bance har gennem et stort researcharbejde skabt en fin bog om Duleep Singh og hans familie. Duleep Singh og Bambas børn var dronning Victorias gudbørn. Interessant er det for eksempel at læse om en af døtrene, der slutter til suffragetterne og er aktiv i at redde jøder under 2. verdenskrig. Og om Duleep Singh selv, der både forsøgte sig som dramatiker og politiker og endte desillusioneret med sine omgivelser. Samt studere de mange fotografier, avistegninger med mere af blandt andet fortidens flamboyante fester, jagtselskaber og anden pomp og pragt.  
HMB