"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Ny rapport om ytringsfrihed i Danmark: muslimer sætter islam først og stor modstand mod ekstremisters ret til at ytre sig

7. maj 2020 - Artikel - af Aia Fog

Skal man sige noget sammenfattende om undersøgelsens resultater, så er det, at selvom danskerne mener, at de omfavner ytringsfriheden – så er det kun til en vis grænse, og den grænse ligger altså klart før den burde.

I forbindelse med Ytringsfrihedskommissionens arbejde med at vurdere ytringsfrihedens rammer og generelle vilkår i Danmark, besluttede kommissionen at gennemføre en undersøgelse, ”Ytringsfrihed i Danmark, en undersøgelse af danskernes holdning til og oplevelser med ytringsfrihed”.

Undersøgelsen kortlægger forskellige gruppers holdninger og oplevelser med ytringsfrihed. Og det er der kommet en interessant rapport ud af, der har den overordnede og meget positive konklusion, at der er bred opbakning til ytringsfriheden i Danmark. Og det er en rigtig god nyhed. Men den generelle opbakning til ytringsfriheden dækker over store udsving, når man ser på enkeltgrupper. Ikke mindst for herboende muslimer, hvor 76% af de adspurgte mener, at det bør være ulovligt at kritisere islam.

Selvom det næppe kommer bag på nogen, der har beskæftiget sig blot en smule med ytringsfrihed og islam, at der er et udtalt modsætningsforhold mellem islam og demokratiske frihedsrettigheder, så er det en vigtig og meget konkret markering af dette modsætningsforhold at kunne se det sort på hvidt: 3 ud af 4 muslimer sætter koranen højere end Grundloven.

Det er et stort demokratisk problem, der kun bliver større, når man tænker på, at tallet ikke blot dækker over nytilkomne, men overvejende 2. og 3. generations indvandrere. I det perspektiv er den overvældende modstand mod ytringsfrihed katastrofal, fordi den afspejler, hvor umuligt det er at få demokrati og sekulære værdier til at vinde indpas og blive accepteret i den muslimske kultur – selv efter 30-40 år. Det er værd at besinde sig på, fordi det skyder alle tanker om integration over tid ned og dermed også alle de dyre integrationsprojekter: det hjælper ikke et hak, islam vil altid vinde over demokratiet og vi må erkende, at vi også i fremtiden vil huse et stort mindretal, der aldrig vil tilslutte sig de byggesten, der udgør vores samfunds fundament.

Undersøgelsen rummer også elementer, der stiller flere spørgsmål, end den giver svar på.  For eksempel mener mere end 2/3 af de adspurgte, at man ikke skal have ret til at udtale sig som man vil, hvis det kan true statens sikkerhed. Her mangler jeg eksempler på ytringer, der er så alvorlige, at de ligefrem truer statens sikkerhed. Udgangspunktet må være, at grænsen for ytringsfrihed går ved trussel om eller opfordring til vold, og derfor vil en ytring, der truer statens sikkerhed vel altid omfatte en eller anden form for voldstrussel, som jo i forvejen ligger uden for ytringsfrihedens grænser?

Et af de mest interessante resultater er dog, at hhv. 45% og 38% af de adspurgte mener, at nynazister (45%) og islamister der argumenterer for indførelse af sharia i Danmark (38%) ikke skal have lov til at ytre sig i den offentlige debat. Det er ret store tal, der trækker i negativ retning i forhold til danskernes omfavnelse af det frie ord: skal ytringsfriheden betyde noget, er det vel, at den tillader selv de mest ekstreme synspunkter at komme frem, så længe de ikke opfordrer til vold, eller for at citere forfatteren George Orwell: ”Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk, det, de ikke vil høre”. I det perspektiv er den store modstand mod at lade ekstreme holdninger komme til udtryk ganske deprimerende.

Skal man sige noget sammenfattende om undersøgelsens resultater, så er det, at selvom danskerne mener, at de omfavner ytringsfriheden – så er det kun til en vis grænse, og den grænse ligger altså klart før den burde. Det underbygger på sin egen lidt bagvendte måde, at ytringsfrihed aldrig kan være eller blive en universel rettighed, men er en sart plante, der skal værnes. Det værn har i min optik to hovedelementer: statens vilje og evne til at forsvare ytringsfriheden på trods af eventuelle modsatrettede og tidstypiske strømninger i befolkningen som f.eks. politisk korrekthed – og et solidt og obligatorisk oplysningsarbejde, der bør starte allerede i folkeskolen med en grundig indføring i ytringsfrihedens historie, baggrund, rækkevidde og grundlæggende betydning for vores åbne demokrati.

Retten til frit at kunne ytre sig er og bliver en borgerrettighed, som kræver en bred opbakning i befolkningen og som kun nationalstaten kan sikre og garantere borgeren, fordi den er sådan en vanskelig størrelse at have med at gøre og fordi den kommer med en høj pris. Det viser modviljen mod nynazistiske og islamistiske ytringer: tolerancen over for idioters taleret er ikke automatisk anerkendt – heller ikke i et demokrati som vores.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg