For nylig blev netavisen 24Nyt blokeret på Facebook. Der var, så vidt jeg ved, ingen forklaring, de blev bare lukket ned, og mistede dermed ikke bare deres følgere, men også muligheden for at nå ud til de læsere, der ikke i forvejen følger dem.
Hvor stort et slag det er, ved man først, når man selv har prøvet det. Det gjorde Trykkefrihedsselskabet i forbindelse med Facebooks censur-kampagne af den britiske ytringsfrihedsaktivist Tommy Robinson for et par måneder siden, hvor enhver, der formastede sig til blot at nævne Robinsons navn, risikerede såkaldt Facebook-fængsel eller i værste fald blokering.
Trykkefrihedsselskabet, som har beskæftiget sin indgående med Tommy Robinson i en række artikler, delt på selskabets facebookside sammen med en lang række links til artikler og videoer om og med Robinson, måtte naturligvis se selskabets side gå op i røg og blokeret. Det skulle vise sig at være langt mere indgribende, end vi havde forestillet os: ikke alene mistede vi over 6000 følgere – vi mistede reelt også muligheden for at gøre reklame for vores arrangementer, hvilket konkret var ved at vælte vores møde med den bulgarsk/svenske forsker Bilyana Martinovski.
Det kom i nogen grad bag på os, at effekten af en facebook-blokering var så handicappende for vores mulighed for at kommunikere med omverdenen, og den seneste blokering af 24Nyt – og hvem, der ellers rammes af Facebooks mere eller mindre tilfældige censur – giver grund til igen at overveje, hvad det er, vi reelt har med at gøre:
Udgangspunktet er, at private virksomheder og selskaber - herunder naturligvis også privatejede tech-virksomheden - selv må bestemme indholdet på deres respektive platforme. Det er deres, og ingen får krænket deres ytringsfrihed, fordi de ikke må skrive bestemte ting på diverse platforme: de kan nemlig bare gå andre steder hen og gøre det. Der er jo heller ingen, der får krænket sin ytringsfrihed af at få nægtet optagelse af et læserbrev i en avis.
MEN:
Dette udgangspunkt må nødvendigvis vige i takt med selskabernes og platformenes størrelse, forstået på den måde, at når techgiganternes sociale platforme bliver så store, at de har monopollignende status, som tilfældet er med facebook og youtube, og er blevet folks primære informations- og kommunikationsplatform, så har de også en statslignende magt over vores ytringsfrihed: Vi kan nemlig ikke lige så godt gå andre steder hen, hvilket igen understreger platformenes monopollignende status.
Det er vigtigt, at det er staten, der sikrer ytringsfriheden og dens grænser - ikke tech-giganterne med deres følsomhed over for bestemte politiske strømninger. På et eller andet tidspunkt vil problemet forhåbentlig løse sig selv, når der kommer flere platforme til med mere differentierede tilbud, men indtil dette sker, bør der reguleres på området for de tech-virksomheder, der har monopollignende status, så det er staten og ikke virksomheden selv, der sætter rammerne for indholdet.
