"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Myndighedernes efterforskning og behandling af de borgere, der har delt links til henrettelsesvideo er ikke en retsstat værdig

13. november 2020 - Artikel - af Aia Fog

Samlet set efterlader det indtrykket af, at myndighedernes efterforskning og behandling af de borgere, der har delt links til henrettelsesvideoen fra start til slut har været under al kritik og i mistænkelig grad har inddraget politiske hensyn, der ikke er en retsstat værdig.

I disse uger falder den ene byretsdom efter den anden for at dele links til videoen af Louisa Vesterager Jeppesen og Maren Ueland, der blev henrettet af islamister i Marokkos bjerge. Efter mine oplysninger lyder dommene på mellem 3 til 6 måneders betinget fængsel og mellem 80 og 120 timers samfundstjeneste oven i.

Det er ikke alene yderst hårde domme for en forseelse, der er højst diskutabel – det er også en bekymrende indikation på, at vi skal begynde at vænne os til politisk motiverede efterforskninger, retssager og domfældelser.

Dem der har delt links til videoen er dømt efter straffelovens § 264 d, som lyder:

  1. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.
  2. Foreligger der under hensyn til oplysningernes eller videregivelsens karakter og omfang eller antallet af berørte personer særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 3 år.

Bestemmelsen beskytter private forhold, der "åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden", men spørgsmålet er, om det i denne sag er så åbenlyst, at videoens frygtelige indhold kan forlanges unddraget offentligheden og om det ikke er i den offentlige interesse, at kende omstændighederne i en sag om politisk-religiøst motiveret terror, der havde stor nyhedsværdi og var meget omtalt i den offentlige debat.

Sagen var nemlig, at halshugningsvideoen blev delt på et tidspunkt, hvor både myndigheder og medier tav om de faktiske omstændigheder omkring terrordrabene. Flere medier skrev således, at pigerne var “døde med skader på halsen”, men tav om, at en af pigerne havde fået hovedet skåret af på islamisk vis. En besynderlig og nærmest apologetisk beskrivelse af det faktiske hændelsesforløb og motivet bag.

Hertil kommer de mildest talt voldsomme myndighedsangreb på de borgerlige debattører, der havde delt links til henrettelsesvideoen: Forfatteren og bloggeren Jaleh Tavakoli fik meddelelse fra Socialtilsynet om, at man agtede at fratage hende plejetilladelsen til familiens 8-årige plejedatter og fjerne hende fra hjemmet, og journalisten Jeppe Juhl og bloggeren Steen Raaschou blev en tidlig morgen i marts 2019 hevet ud af deres senge af bevæbnede betjente. Steen Raaschou blev lagt i håndjern, hans computere beslaglagt og han blev arresteret og taget med på stationen, hvor han blev underkastet forhør og skulle afgive mundskrab. Efterfølgende blev han for få måneder siden underkastet en ydmygende personundersøgelse, og han har endnu ikke fået sine computere tilbage.

Endelig er der al mulig grund til at stille spørgsmål til, hvad der lige netop gør denne sag så speciel, at hensynet til ”private forhold” skal veje tungere end offentlighedens interesse i at vide, hvad der er foregået: må jeg minde om det nærmest æstetiserede foto af den lille, druknede dreng på stranden, der oversvømmede samtlige medier i 2015 – og endda fik den besynderlige kinesiske kunstner Ai Weiwei til at lægge sin trivelige krop i samme positur på en strand og kalde det kunst – til stor jubel. Eller hvad med den intensive pressedækning og de detaljerede beskrivelser af de pinsler Peter Madsen udsatte Kim Wall for. Her blev der så sandelig ikke taget hensyn til ”private forhold”.

Samlet set efterlader det indtrykket af, at myndighedernes efterforskning og behandling af de borgere, der har delt links til henrettelsesvideoen fra start til slut har været under al kritik og i mistænkelig grad har inddraget politiske hensyn, der ikke er en retsstat værdig.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis