Når haram møder halal. En stykke mad med trestjerntet salami betød, at to venner blev uvenner og en lille dansk dreng lærte, han var uren. Læs en historie fra det multikulturelle Danmark.Farveblinde drenge
Han skiller sig ikke ud fra flokken, når han render rundt og leger i skolegården. Der spilles bold, der løbes om kap og det går stærkt med at komme ind i klasselokalet, når klokken varsler, at frikvarteret er forbi for denne gang. Læsningens gåde er ved at blive løst, og tallenes magi har han fået løftet en flig af.
Da han var fem, gik han i en af den lille bys børneinstitutioner. Som efternøler med to store søstre, var det en fryd at møde andre drenge, der også gerne ville lege og larme. Heldigvis er smådrenge både farveblinde og totalt uden fordomme, så han blev bedstevenner med en sød knægt, der var født i et land langt herfra.
De to knægte oplevede det skinbarlige paradis på jord. De cyklede om kap på de trehjulede, som tarzan’er overvandt de klatrestativet som var det selveste junglen. De udviklede boldøjer, og de trænede finmotorik med ler og trylledej. Ved frokosten sad de, så deres albuer lige akkurat rørte hinanden. Når de udmattede blev hentet af deres mødre, var det fornøjede smådrenge, der tog hjem og hvilede ud efter en begivenhedsfuld dag og gjorde sig klar til at tage fat på en ny næste dag.
Konflikter på legepladsen
Pludselig en dag blev purkens mor hevet til siden. En pædagog fortalte, at de to bedstevenner ikke længere måtte sidde ved siden af hinanden, når de spiste frokost. Det var kommet vennens forældre for øre, at den indfødte dreng sommetider havde et kvart stykke rugbrød med spegepølse med i madpakken, og det kunne en pæn kulturberigende lille dreng ikke være i nærheden af.
De to drenge forstod ingenting, og de blev kede af det. På legepladsen opstod der konflikter, og i løbet af ingen tid var de to perlevenner ikke længere venner. Det var tydeligt, at vennen havde fået besked på at holde sig fra den urene og vantro dreng.
Normalt ville pædagogerne mægle mellem de to tidligere så gode venner, men pædagogerne var magtesløse, fordi den ene familie var asylansøgere, og det skulle jo nødigt hedde sig …
Den indfødte dreng reagerede ved at blive ulykkelig og indesluttet. Han havde mistet sin bedste ven, og han forstod det ikke. Han ville gerne have afstået fra sin periodiske spegepølsemad, hvis han kunne få sin ven tilbage, men hammeren var faldet. Den indfødte dreng var uren, og en pæn kulturberigende dreng skulle ikke smudses til.
Den femårige dreng skulle ikke have noget klinket ved at forsøge på at få en ny ven. At blive dumpet så brutalt og meningsløst havde skabt en berøringsangst hos den ellers så glade og udadvendte dreng.
Dagene i børnehaven havde mistet fortryllelsen, og han lod sig kun nødtvungent opbevare i institutionen. Helst ville han passes af mormor, der altid er god for pandekagebagning, sjove gamle rim og remser, besøg på biblioteket og andet sjov.
Racisme
Da han begyndte i 0. klasse begyndte han at finde sin gamle form og livsglæde igen. Han fortalte begejstret om boldspil, løben om kap og sjov med kammeraterne, og da hans mormor en dag henkastet spurgte, om han havde fået nogle gode venner i skolen, svarede han, af det havde han, og at de alle sammen havde lyst hår, og hvis der er nogen i hans nærhed med mørk hud og hår, sikrer han sig, at de kan lide spegepølsemadder, for ellers gider han ikke ulejlige sig med at have med dem at gøre.
Nu er han lige fyldt syv år, og han forstår ikke, hvorfor hans børnehave-venskab blev ødelagt. Men han har lært en lektie.
Hvad der skete med vennen og hans familie? Deres asylansøgning blev afvist som grundløs, og de har forladt landet.
”Muslimsk barn tvunget ind i salami-hørm”
Man behøver ikke at være begavet med fantasi til overflod for at forestille sig, hvad der var sket, hvis pædagogerne havde forklaret vennens forældre, at de kunne spise, hvad de havde lyst til hjemme hos sig selv, og at de var velkomne til at give deres barn den mad, de syntes, han skulle have men at de skulle lade være med deres pjat og forsøg på at bestemme, hvad andre spiser samt at de skulle være glade for, at deres barn havde fået sig en god ven.
Var det sket, ville forældrene med stor sandsynlighed have stået ved en skranke på rådhuset inden en halv time med krav om, at kommunale medarbejdere lod være med at diskriminere, for hvis de afviste at tage hensyn til familiens ønsker, ville det være et udtryk for racisme.
Der skal heller ikke meget fantasi til at avisoverskrifter i stil med ”Indvandrerbarn diskrimineres i dansk børnehave” eller ”Muslimsk barn tvunget ind i salami-hørm”.
Måske ville der blive rejst krav om, at intet barn på noget tidspunkt måtte indtage frikadeller, røde pølser eller spegepølsemadder. Eller forældrene ville kunne orientere sig på institutionens hjemmeside om, hvad der var haram, og hvad der var halal.
Så langt gik det ikke. Men en kvart mad med trestjernet salami betød, at to venner blev uvenner, og den indfødte dreng har nok venner i skolen, men han knytter sig ikke til nogen og genoplever fryden ved at have en bedste ven i hele verden.
