Der var politifolk i auditoriet, da Syddansk Universitet holdt konference om Muhammedtegningerne. Og der var en repræsentant fra udenrigsministeriet, der helt objektivt kunne fortælle, at Geert Wilders er ”xenofob”. Men først og fremmest var der unge tilhørere, der krævede respekt for islam og ikke mente, Westergaard var truet.Politibevogtning og respekt for islam
Politibevogtet auditorium
”Se jer omkring. Her er politi med øresnegle i forbindelse med en diskussion om Muhammedkrisen på et dansk universitet anno 2010”. Ordene er kulturredaktør ved Jyllands-Posten, Flemming Roses, og faldt i anledning af en konference d. 24. september under titlen Muhammed-krisen 5 år efter – Hvad har vi lært?, arrangeret af Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet.
Sikkerhedsforanstaltningerne var åbenlyse med skarp politibevogtning af auditoriets to indgange og metaldetektorer. Der var PET-folk til at passe på to af panelets oplægsholdere, Flemming Rose og Naser Khader (K). Politibeskyttelse er virkeligheden for disse to fremtrædende islamismekritikere i dagens Danmark.
En ikke adækvat reaktion fra regeringen
Lektor Helle Lykke Nielsen, arrangør af konferencen, lagde ud med at fortælle, at Islamisk Trossamfund var blevet indbudt til panelet, men havde takket nej med den begrundelse, at trossamfundets ”interesser ikke ville blive varetaget”. Nielsen redegjorde ved hjælp af en såkaldt ”fasemodel for kriser” for, hvorledes hun opfattede, at Muhammedkrisen var begyndt med en konflikt i efteråret 2005 efter offentliggørelsen af tegningerne for derefter at gå over i en regulær krise primo 2006 med boycot af danske varer, afbrændinger af danske ambassader og adskillige dræbte. Krisen blev ”Mellemøstliggjort” og regeringen leverede ikke en ”adækvat reaktion” men ”undervurderede eskalationsrisikoen”, som hun formulerede det.
Herefter tog endnu en kritiker af Muhammedtegningene, chefredaktør ved Kristeligt Dagblad, Erik Bjerager, over. Han mente, at vi kan drage tre forbundne konklusioner af Muhammedkrisen. 1. At vi lært, at vi lever i en globaliseret verden. 2. Pressen har lært at tænke sig om. 3. Ytringsfriheden er ikke ubegrænset.
Bjerager mente, at Muhammedtegningerne var ”en dårlig sag at gå i kamp for ytringsfriheden på”, og at bomben i turbanen er blevet et ”hadsymbol” for mange muslimer. Bjerager appellerede til, at der ”trædes med omtanke”, og at vi ikke ”mister viljen til at vise hensyn”.
Udenrigsministeriets ambassadør for offentlighedsdiplomati, Klavs Holm, fortalte om, hvordan udenrigsministeriet nærmest ”samler på kriser” og nu kalder Muhammedkrisen for ”Muhammedsagen”. Holm betonede, hvordan flere sager løses med fænomenet ”public diplomacy” og i forbifarten fik repræsentanten fra udenrigsministeren lige udnævnt Geert Wilders til at være ”xenofob”.
Lektor Torben Rugberg Rasmussen stillede spørgsmål som: Findes der lykkelige muslimer? Han bad tilhørerne være opmærksom på de forskellige grader af ”civilitet” under krisen og talte om ”nej'ets og ja'ets islam” med henvisning til den fransk-tunesiske filosof, Abdel Wahid Medeb.
Lektor Mehmet Ümit Necef gjorde i sit lidt besynderlige oplæg racisme og anti-racisme til hovedsagen og citerede flittigt fra bl.a. Herviks og Mustafa Hussains (RUC) anti-racisme forskning.
Professor ved Aarhus Universitet, Frederik Stjernfelt, der er tilhænger af Muhammedtegningerne, viste med forskellige karikaturtegninger, hvorledes det er ”et almindeligt retorisk greb at anbringe våben som tegn på aggression” – som også i Kurt Westergaards ”bomben i turbanen”.
Den efterfølgende debat var præget af mange kritiske reaktioner til Naser Khader og Flemming Rose. Adskillige af de mange tildækkede kvinder i salen argumenterede for, at man skal vise respekt for islam, og at man ikke må såre religiøse følelser ved at karikere Muhammed. Desuden pågik en diskussion om det islamiske forbud mod afbildning af Muhammed, hvor Rose redegjorde for, at dette er en myte. Rose opfordrede ligeledes til at ”reetablere skellet mellem ord og handling”.
Westergaard ”er ikke truet”
Asmaa Abdol-Hamid (Ø), som efter offentliggørelsen af Muhammedtegningerne var talsmand for elleve muslimske organisationer i sagsanlæget mod Jyllands-Posten, ytrede, at man skal undlade at ”mobbe muslimer” med tegninger af deres elskede profet, ligesom man heller ikke driller klassens tykke pige. Én af tilhørerne bekendtgjorde sågar, at hun var lidt ligeglad med Kurt Westergaard, for ”han er ikke truet” i modsætning til den øvrige befolkning, som må leve med frygten for et evt. terrorangreb mod Hovedbanegården.
Det overordnede indtryk man fik af debatten var, at en betydelig del af tilhørerne slet ikke har forstået, at de befinder sig i et moderne, liberalt demokrati, hvor enhver må finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Og hvor man ikke kan påberåbe sig særlig hensyntagen til den religion, man bekender sig til. Derudover synes det ikke som om, at man har forstået, at Muhammedtegningerne blev offentliggjort for at efterprøve den oplevede selvcensur, når det kommer til kritik af islam og at afbilde Muhammed.
Se TV2-Fyn interview med Muhammedtegneren Franz Füchsel i anledning af femårsdagen for offentliggørelsen af Muhammedtegningerne her
