Det er gråt uden for mine vinduer. Jeg hører Dante – den seneste CD fra den congolesisk-franske rapmusiker Abd al Malik, som jeg interviewede i Paris i 2006. På åbningsnummeret synger han sammen med den 82-årige verdensberømte sanger Juliette Gréco. Det er smukt.
Maliks bog Qu`Allah benisse la France, (Må Allah velsigne Frankrig) er ganske aktuel i disse dage, hvor den københavnske bandekrig raser. I bogen fortæller Malik om, hvordan han som så mange andre unge mænd i de franske ghettoer vokser op uden en far som en brugbar rollemodel. Faderen nægter i protest mod det postkoloniale Frankrig at få sig et arbejde. Han lader familien og de syv børn leve af bistandshjælp. På et tidspunkt forlader han familien.
Ghettoen er rig på fædre, der ikke findes. Deres sønner går i stor stil til i druk og stoffer, eller de vender sig mod radikal islam. Også Malik, der kommer fra en katolsk familie, fanges ind af den radikale islam. Her er disciplin og en emir – islams betegnelse for en religiøs og politisk leder - der styrer slagets gang.
I dag har Malik vendt den radikale islam ryggen og er landet på en fredelig form for sufisme. Alle Maliks søskende og flere fætre og kusiner er konverteret til islam. Og kan det undre, at det er islam, de faderløse vender sig til? Islam er synlig og missionerende. Her er faste regler og masser af ”do´s and don´t”. Regelsæt og rammer, fjernt fra vestlig pædagogik med forhandling, dialog og og forståelse. Islams mænd er selvbevidste og ved, hvad de vil have: Et samfund baseret på sharia, hvor mænd kontrollerer kvinder og Allah kontrollerer alle.
Nørrebro for mænd
På Nørrebro er bandekrigen mellem Hells Angels og indvandrerbanderne, læs, muslimske bander, i fuld sving. I Blågårdsgade, en af de mest belastede gader, synes der mere folketomt end sædvanligt om dagen. Gad vide, hvad de tænker i Den Iranske Forening, der ligger her? I foreningens bibliotek har jeg for år tilbage interviewet to kvindelige iranske systemkritikere, der tilbragte mange år i fængsel under Ayatollah Khomeini.
Nu kan de besøge et København og et kvarter, hvor gadens rum, som i Iran, i stigende grad bliver mænds rum. Uanset om bandekrigen en dag blot er fortid, forsvinder det særligt islamiske islæt ikke: Den ihærdige kamp for at fratage staten dens voldsmonopol. Nørrebros borgere ønsker synligt politi på gaderne, og betjentene skal helst komme til fods eller hest. Men hvor længe vil de kunne gøre det? Nærpolitistationen måtte lukke, fordi den blev hærget dagligt. Brandvæsenet overfaldes. Ambulancer angribes. Hjemmehjælpere er blevet truet på livet.
Machokulturens manifestationer
Hizb-ut-Tahrir kan til gengæld marchere gennem Nørrebrogade, når de vil, uden problemer. Det er kun fotografer med en kritisk eller nærgående indstilling, der bliver slået ned.
Politiet opfordrer folk til at leve som før, men det nytter ingenting. Om aftenen ligger cafeer i de mest belastede gader øde. Hvem har lyst til at få et projektil i kaffen eller gennem kroppen? Især kvinder ændrer adfærd. Visitationszonerne er blevet udvidet, blot er det ikke politiet, der visiterer, men banderne. De har foreløbig dræbt adskillige civile, for nylig truede de med at skyde betjente som det næste.
I lørdags gik et ligtog gennem bydelen. Omkring 3000 mennesker fulgte rustvognen med kisten gennem Nørrebros hovedstrøg. Mændene forrest, derefter kvinderne. Man kan kun have al mulig medfølelse med den irakisk-danske familie, der har mistet en søn, der blev et uskyldigt offer for den verserende bandekrig. Men det burde ikke have været tilladt.
Der er ifølge et interview i BT tale om en stærkt religiøs familie, og det forekommer mig, at denne manifestation illustrerer forskellen mellem Vesten og islam: En jødisk-kristen kultur, hvor du stilfærdigt lægger blomster på graven eller åstedet. Måske tænder du et lys. Afholder en mindehøjtidelighed. Men du anvender ikke den døde i en politisk demonstration. Det gør du i den muslimske macho-kultur.
Ingen politikere i ghettoerne
Den iranskfødte journalist Amir Taheri, der i dag bor i London, besøgte København for et par år siden. Han kommenterede en løjerlig detalje ved Vestens strategi over for problemområder: ”Vesten sender sine socialrådgivere i ghettoerne, aldrig politikerne”. Forleden vovede dog en politiker, selveste Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen, sig ud i problemområdet. Det var også på tide. For, som Trykkefrihedsselskabets næstformand Katrine Winkel Holm påpegede over for mig, hvad blev der af Fogh? Ja, hvad blev der af Fogh, mens sagesløse borgere mistede livet på Nørrebro, fordi banderne ikke kunne skelne? Og et område af København nærmest blev til et område i undtagelsestilstand?
Vi så ham ikke holde tale på landsdækkende tv. Vi læste ingen indlæg fra ham i aviserne. Men i lørdags besøgte han Rådmandsgades skole, hvor rektoren har nægtet at anmelde muslimske forældre, der tæver deres børn. Han konfererede for lukkede døre med både repræsentanter for politiet og ansatte på et værested, hvor en medarbejder i forbindelse med de voldsomme uroligheder i området sidste år, sagde sådan til en avis: ”Det er mit indtryk, at hensigten bag urolighederne var at vise utilfredsheden med politiet og visitationer uden grund. De unge er utilfredse med politiets måde at agere på over for beboere i visitationszonen.«
Javel ja. Tænk hvis den pågældende havde talt dunder til de unge og deres forældre i interviewet. I årenes løb har en hærskare af gademedarbejdere og integrationskonsulenter næret en offertankegang hos de unge. De unges vrede gøres af konsulenterne om ikke til noget helligt, så noget forståeligt. En rapport fra Københavns Kommune har afsløret, at der er ansatte med opgave til at forebygge kriminalitet, der endda sympatiserer med de unge kriminelle.
Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard synes også at være fuld af forståelse for, hvad der foregår. Således sørgede hun for, at der tidligere i år blev doneret to millioner til et værested for unge – læs unge, muslimske mænd - på Nørrebro, efter at de i området i 2008 brændte skoler, børnehaver og biler af. Vel i et håb om at forhindre at noget lignende sker i fremtiden. En flot belønning for at hærge en bydel. Mor kan man forhandle med. Hvad skal i øvrigt de døtre, vi aldrig ser på gaderne om aftenen, have? Ingenting, formodentlig. Hvilket minder mig om integrationskonsulenten Ahmed Demirs nylige udtalelser på tv. Han havde ikke "tid til at diskutere tørklæder".
Danmark tilbage
Hvad mon Fogh sagde til de repræsentanter for politiet og integrationsindustrien han mødte for lukkede døre forleden på Nørrebro? Talte han mon dunder til integrationskonsulenterne? Formentlig ikke. Han gik på tv med det budskab, at Nørrebro-beboerne ønsker flere ”positive historier” om Nørrebro.
Fogh kunne passende også være taget til Tingbjerg og tale med resterne af de gammel-danskere, der bor der. Her kører busserne for tiden ikke ud om aftenen, for politiet nægter at give chaufførerne politibeskyttelse. Chaufførerne nægter til gengæld – ret forståeligt - at køre bus og risikere at få store sten gennem ruden samtidig. Et tv-interview med Københavns integrationsminister on the spot i Tingbjerg for nylig blev en smule forstyrret af, at unge indvandrere kastede flasker mod borgmesteren og journalisten.
Måske er det Nato-topposten, der optager Fogh. Måske er Fogh blot, som så mange andre moderne hanskønsvæsener, blevet en rådvild mand. Og måske er han som så mange europæiske politikere rådvild omkring, hvad i alverden der er undervejs i Europa.
”Giv os Danmark tilbage”, sang rapperen Natasha. Ja tak, og gerne med mænd, der agerer som mænd og en statsminister, der virkelig er statens minister. Og giv os også gerne europæiske toppolitikere, der ikke blot er politikere, men statsmænd, der uden berøringsangst tager fat på tidens vigtigste spørgsmål om islam og indvandringens konsekvenser for Vesten.
Kronikken er i let ændret udgave bragt på internetportalen for Human Rights Service i Norge
