Dagen efter den bestialske nedslagtning af den britiske soldat på åben gade i London tonede den konservative premierminister David Camerons frem foran Downing Street i en tale til folket.
Først kom alle besværgelserne: Vi må ikke at give efter for terror; Angrebet bør få det britiske folk til at rykke sammen i modsætning til gerningsmændenes ønsker.
En bue udenom I-ordet
Man skal lægge mærke til, at Cameron behørigt benævner gerningsmændene som voldelige ekstremister og bruger ordet terror og undgår I-ordet og M-ordet – i hvert fald ikke til at begynde med.
Cameron slår fast, at alle miljøer i Storbritannien står imod terroren og betoner, at det også gælder det muslimske, som har bidraget positivt til Storbritannien.
Ydermere slår Cameron fast, at disse gerningsmænd har ”forrådt islam”, og at intet i islam kan retfærdiggøre denne ubehagelige ugerning. Så ved vi det, ikke sandt?
Endskønt gerningsmændene udfører terrorangrebet i islams navn, så har det altså intet med islam at gøre. Hvordan ved Cameron mon, at alle miljøer i Storbritannien er imod terror?
Dersom man blot har fulgt en smule med, så ved man, at der er blevet optrevlet adskillige planlagte terrorangreb i forskellige muslimske miljøer i Storbritannien siden selvmordsbomberne i 2005.
Det er altså åbenlyst ikke alle miljøer, som forkaster terror. Det kunne være interessant at få Cameron til at belyse, hvorledes disse terrorangreb strider mod islam.
Måske skulle den politiske elite i Storbritannien begynde at lytte til deres landsmand Pat Condell, som virker ganske klarsynet med hensyn til multikulturens ulyksaligheder og islams skyggesider
Journalistisk røgslør
På TV NEWS var man vidne til, at journalisterne Jens Gaardbo og Ulla Therkelsen gjorde, hvad de kunne for at kaste røgslør over gerningsmændenes motiver.
Måske var det ikke bevidst, men farvet af en venstreorienteret tilgang til den barbariske nedslagtning. Man kunne forstå på de to journalister, at det ikke kunne slås fast, at der var et religiøst budskab men et socialt (sic!). Endskønt journalisterne selv tilkendegav, at ”der er meldinger om, at den ene gerningsmand råbte 'gud er stor på arabisk'.”
Men nej, det har ikke noget med religion at gøre. Det skal man da vist være højreorienteret eller såkaldt islamofob for at mene.
Den politiske korrekthed, vinklingen, fornægtelserne og forvrængningerne anskueliggør til fulde en undersøgelse fra 2012, som fastslog, at 80% af journalistkorpset er røde.
Følgelig deraf formentlig deres fornægtelser om den åbenlyse islamiske terror. Hvor længe skal vi mon blive ved med at høre om såkaldte enkeltstående tilfælde eller ”lonely wolfs”?
Hvor mange enkeltstående tilfælde skal der til, før noget bliver til et mønster? Var de islamiske terrorangreb i New York, London, Madrid, Beslan, Boston, Mombay, Bali, etc. også blot enkeltstående tilfælde, eller kan det tænkes, at der kunne være tale om et uhyggeligt fænomen som global jihad?
Vesten har brug for en modig og klarsynet politiker som Winston Churchill og ikke en svag leder som Cameron, der ikke tør adressere problemets kerne med islamisk terror.
Hvornår kommer der et kritisk opgør med den ødelæggende multikulturideologi, som synes at være en eufemisme for islamisering af Vesten?
