Til alle tider har der været trends og modeord, der har afløst hinanden. Nogle skabt af tidens ungdom, andre af mere strategiske årsager for at flytte politiske standpunkter eller ændre værdiindholdet i det oprindelige koncept.
Specielt indvandringen og de ændringer, det har medført i det eksisterende samfund, har været udsat for en lang række enkeltordsforklaringer, der i høj grad har haft til hensigt at forklare – eller måske nærmere bortforklare – en lang række problemer i værdidebatten.
Mangfoldighed, mangekultur, multikultur, integration og nu sidst inklusion. Ingen af disse begreber har dog været i stand til at blotlægge de reelle problemer i den pågående kulturblanding.
En muhammedaner svarer, ”jeg er muslim”, når vedkommende bliver spurgt, hvilken religion han eller hun hører til. Ligeledes svarer de fleste, der deltager i indvandringsdebatten på den såkaldte humanistiske side, at de går ind for mangfoldighed, når spørgsmålet om Danmarks fremtid kommer på tale.
Disse svar er meget bekvemme, men ikke desto mindre er de begge vildledende og ganske ubrugelige i debatten, hvis man ønsker at opnå resultater, hvilket jeg gerne vil uddybe nærmere.
En mangfoldighed af islamversioner
For majoriteten af befolkningen, der ikke er muslimer, findes der kun en islam, mens sandheden i virkeligheden er, at der findes ikke mindre end 57 versioner af islam.
Det kommer først for dagens lys, når man begynder at sammenligne de 57 muslimske landes love og forfatninger. For selv om det enkelte land påstår, at netop deres love er baseret på islam og sharia, så er disse love og forfatninger vidt forskellige. Det ses på den måde de anvendes og praktiseres.
Derfor skulle det rigtige svar være, når man spørger en muslim, om hans eller hendes religion: ”Jeg er saudi muslim”, jeg er egyptisk muslim” eller jeg er ”pakistansk muslim”!
Ligeledes burde man i debatten præcisere hvilken mangfoldighed, man går ind for. Blander man ingredienserne uden at tage hensyn til nationalitet og dermed grundkulturen, betyder det jo faktisk, at man går ind for dødsstraf for blasfemi, som det fremgår af pakistansk lov og ligestiller det med den frihed, der findes i for eksempel Tunesien til at kritisere religion og regering – noget der ikke er tilladt overhovedet i Saudi Arabien.
Uanede konsekvenser
I et samfund som det danske, der har udviklet sig gennem sin homogenitet over flere tusind år, kan det måske være vanskeligt at forstå den forskellighed, som findes spredt ud over den vide verden, hvis man anvender sine egne referencer som målestok.
En så enorm ændring af befolkningssammensætningen som mange europæiske nationer har været udsat for på bare en generation, er ikke noget, der bare udjævner sig fra den ene dag til den anden. Det skaber store kulturelle konvulsioner, som får uanede og uoverskuelige konsekvenser langt ind i fremtiden.
Der er masser af eksempler på, at denne hurtige flytning af mennesker fra et område til et andet fører til problemer, mest for den oprindelige befolkning. At sige dette med klare ord har intet med racisme at gøre.
Det er en realitet. Se bare på indianerne, afrikanerne – specielt i Nordafrika, aboriginerne og alle de andre folkeslag, der i dag på det nærmeste har mistet sin særegne identitet på relativt kort tid.
Alle folkeslag kan sagtens tåle en mindre tilsætning af andre og forskellige folk, det er til og med givende for udviklingen af et folk.
Derimod er der masser af eksempler på, at massive invasioner af fremmede folkeslag, der er diametralt modsatte den originale befolkning i såvel udseende som kultur og tankegang næsten altid forårsager uoverstigelige konflikter til skade for samfundets udvikling.
Den samlende ingrediens
Hvis vi går ind i vort køkken og laver nogle forskellige retter, så anvender vi en mængde forskellige ingredienser og krydderier. Hundredvis af retter kan fremstilles ved at blande ingredienserne i afmålte mængder ved at følge velafprøvede opskrifter. Vi har vore favoritter, vi ved hvor krydderierne hører hjemme efter vor smag.
Den samlende ingrediens
Dette kan måske ikke direkte sammenlignes med et samfund med mangfoldighed. Men jeg prøver alligevel. Det er nemlig et faktum, at ikke alle ingredienser passer sammen i en madret. Man kan for eksempel ikke forvente, at peber skal forbedre smagen af en lagkage. En karry ret tilsat sukker bliver sjældent god. Man kan ikke spise chokolade med sennep. En god pølse smager ikke særlig godt med fløde.
Jeg ved ikke om du kan lide kartofler i din rødgrød. Moralen er, at man ikke kan blande alt. Der findes nogle ingredienser som simpelthen ikke kan blandes med visse andre. Sådan er det på krydderhylden, i planteverdenen og i dyreverdenen – og således er det også med folkeslag.
De passer bare ikke sammen, og hvis de tvinges ned i gryden i alt for store mængder, så kan resultatet blive ganske usmagelig.
Selv om USA ofte trækkes frem som et eksempel på et land, hvor mangfoldigheden fungerer, så skal man ikke glemme, at USA er skabt fortrinsvis af folk med en vestlig (kristen) kultur i bagagen.
Det er den samlende ingrediens, der udgør fællesskabet. Indtil i dag har mennesker, der ikke opfyldte kravene fra myndighederne med hensyn til uddannelse og tilhørsforhold ikke fået lov til at komme ind i landet, eller de dumper når det gælder om at fungere på normal vis.
Det samme sker i Danmark i disse år. Her har alt for mange uintegrerbare muslimer simpelthen intet til fælles med de etniske danskere og det eksisterende samfund, og derfor er de en kæmpe belastning for Danmarks udvikling.
Min opfattelse er, at Danmark ikke kommer til at fungere normalt så længe vi accepterer, at disse uintegrerebare forsinker vores udvikling og fremgang ved at sluge alt for mange af vore samfundsressourcer.
Lad mig afslutte med at sige, at ligesom sennep ikke passer sammen med chokoladeskålen og peber ikke til kagebordet, så passer islamismen, wahabismen eller nogen anden form for fundamentalisme ikke i et samfund, der er baseret på udvikling, demokrati, kærlighed, menneskerettigheder, ligestilling, retfærdighed, frihed, tolerance, glæde og tryghed.
Velbekomme til alle ”mangefoldighedister”.
