Manden ingen ville lege med

Elitens projekt mislykkedes

Her er han så – manden, det svenske etablissement omtaler som ondskaben selv, og som nu – meget mod dets vilje – har fået sæde i den svenske Riksdag. Det er selvfølgelig Jimmie Åkesson, formand for Sverigedemokraterna, der er tale om. Lørdag den 27. november talte han på Trykkefrihedsselskabets internationale konference om kampen mod totalitarisme i Vesten. Efter mødet lykkedes det Sappho at trække Åkesson til side til en snak om svensk demokrati og ytringsfrihed.

Ved det svenske valg den 19. september 2010 skete der som bekendt det, der ikke måtte ske: 5,7 procent af vælgerne sendte det indvandringskritiske parti, Sverigedemokraterna, i Riksdagen med ikke færre end 20 mandater. Ifølge medierne var indsatsen for at holde racismen og det fremmedfjendske element ude af svenske politik – totalt mislykket.

Demokratiske og udemokratiske metoder mod Sverigedemokraterne

Og det var ikke fordi, man ikke havde gjort sig store anstrengelser. Gennem Sverigedemokraternas 22-årige historie er de fleste midler – demokratiske som udemokratiske - blevet taget i brug. Her blot et par overskrifter for forståelsens skyld:

Partiet har gennem alle årene haft store problemer med at få optaget annoncer i de svenske dagblade – man er blevet udelukket fra partilederrunder på tv, og man har gennem tiden haft massive problemer med at leje lokaler til politiske møder og lignende.

Partiet er konsekvent blevet mødt med voldelige moddemonstrationer, når det har holdt møder på gader og torv.

I kølvandet på den danske Muhammed-krise offentliggjorde partiet tegningerne på sin hjemmeside. Udbyderen af hjemmesiden blev herefter i al hemmelighed tvunget til at lukke hjemmesiden. Det kom efterfølgende frem, at det var udenrigsministeriet, der stod bag.

Den statslige svenske radio har med udgangspunkt i et dekret været forpligtet til konsekvent at omtale Sverigedemokraterna som fremmedfjendske. Samme statslige radio infiltrerede gennem et halvt år partiet ved hjælp af undercover-journalister. Tre personer meldte sig ind i partiet og optog adskillige hundrede timer med skjult kamera. Det sammenklippede resultat blev præsenteret på både radio og tv op til valget i 2010.

To deciderede mordforsøg er det også blevet til. I Göteborg var et partimedlem tæt på at miste livet, da politiske voldsmænd gik løs på ham med kniv. I Malmø skete noget lignende.

Formel ytringsfrihed

Jimmie Åkesson, hvordan vil du beskrive situationen med hensyn til ytringsfrihed i Sverige?

”Der findes forskellige aspekter af det spørgsmål. Formelt set har vi en stor grad af ytringsfrihed – faktisk større end i Danmark, tror jeg. Men det er kun på det rent formelle plan. I praksis er der store problemer med at komme til orde, hvis man er kritisk overfor indvandringspolitikken, og hvis man insisterer på, at kulturforskelle har betydning. Gør du det, får du hele eliten imod dig. Du bliver stemplet som racist, risikerer at miste dit job og blive smidt ud af dit fagforbund. Der er til og med store grupper, der ikke tøver med at bruge vold mod dig. Problemet er, at politikere og myndigheder ikke reagerer mod dette, da det er i deres interesse, at kritikere holdes nede.

Og hvad siger det om den demokratiske tilstand? Kan du give det svenske demokrati karakter?

”Det er svært. På nogle områder fungerer det godt og på andre områder - som dem jeg har talt om her og med hensyn til selve valgsystemet, der absolut ikke kan beskrives som fair – er der store problemer. På en skala fra 1 – 10 med 10 som det mest demokratiske, tror jeg ikke Sverige ville ligge på mere end en seks-syv point.”

Hvordan vil du beskrive svenske mediers behandling af dit parti?

”Det positive er, at det ikke kan blive ret meget værre, end det er. De første par uger efter valget var det ganske voldsomt, men nu synes jeg faktisk, at jeg kan spore en smule mere fairness. Eksempelvis er radiojournalisterne ikke længere forpligtede til konsekvent at kalde os fremmedfjendske. Det er jo altid en begyndelse. Men den propaganda, vi har været udsat for, har selvfølgelig sat sig spor hos vælgerne. Af og til kalder min egen mor sig sågar for fremmedfjendsk, bare fordi hun er kritisk overfor den førte indvandringspolitik. Det er vanvittigt, men en langvarig propaganda hjernevasker folk før eller siden”.

Hvorfor tror du, det er sådan?

”Svenske journalister er meget venstreorienterede, og agerer i realiteten som hele den kulturradikale elites propagandister. Det er vældig massivt, og det er et meget svensk fænomen. Udenlandske journalister behandler os altid med respekt og har i modsætning til de hjemlige medier ikke en eksplicit dagsorden, der går ud på at skade os.”

Eliten solidarisk med sig selv

Du mener ikke, at det svenske etablissement er solidarisk med det svenske folk. Er de mere solidariske med folk i den tredje verden?

”Nej, det synes jeg ikke, man kan sige. De er frem for alt solidariske med sig selv – magten er blevet et mål i sig selv. På trods af det, mener de selv, at de er solidariske med fattige og forfulgte mennesker. Men i realiteten er det jo ganske få de hjælper med deres politik. Vi ville kunne hjælpe mange flere ved at målrette ressourcerne til de nærområder, hvor der er store problemer.

Er der andre forhold – ud over det, du fortæller her – der har gjort, at det har taget jer så relativt lang tid at komme i Riksdagen?

Ja, vi bærer også selv en del af ansvaret. Da partiet i sin tid blev grundlagt, var det ikke et troværdigt alternativ. Når man lavede demonstrationer tiltrak det en del uheldige typer, som hang efter os som en hale. Det siger sig selv, at almindelige mennesker ikke ville stemme på sådan et parti. Det er mange år siden nu, og det er før min tid. Men tv-billederne fra dengang bliver alligevel ved med at forfølge os, og det bliver dygtigt udnyttet af vores modstandere. Derudover har Sverige jo tidligere haft et indvandringskritisk parti – Ny Demokrati – som ikke blev nogen langvarig succes. Det har sat en skræk i vælgerne, tror jeg”.

Mona Sahlin venlig på tomandshånd

Nu er I så på trods af de andre partiers bestræbelser kommet ind i Riksdagen. Hvordan føles det, og hvordan behandler de andre politikere jer?

”De første dage efter valget var meget surrealistiske, og jeg er faktisk ikke helt landet endnu. Nogle af dem, der i medierne har taget mest afstand fra os, er faktisk begyndt at hilse på os. Under den første partilederdebat sad jeg ved siden af Mona Sahlin. Hun var ganske flink og viste mig blandt andet, hvordan man skulle trykke på de forskellige knapper ved afstemninger. Men når der er tv på, bliver mange af dem jo fanget i en situation, hvor de er nødt til at behandle os på en bestemt måde for at tækkes deres vælgere. På tomandshånd er det heldigvis bedre.”

Hvordan kommer det til at gå jer i fremtiden?

”Vi har en platform nu, og vælgerne kan nu se, at vi ikke er de dæmoner, vi er blevet fremstillet som. Det vil hjælpe os meget. Jeg tror, vi fordobler vores stemmeandel ved næste valg. Og sådan set også ved det næste valg igen. Jeg har tidligere sagt, at vi har potentiale til at blive et 30-procents parti på niveau med Moderaterna og Socialdemokratiet. På sigt tror jeg ikke, at det er urealistisk.”