Locke, rettigheder og kristendom

"Når vi stort set er sluppet for religionskrige, har demokrati og en udbredt personlig og politisk frihed, så skyldes det den relative succes af idéen om, at mennesker besidder nogle ukrænkelige rettigheder." (Torben Mark Pedersen).

Når Vesten er sluppet for interne religionskrige de seneste 200 år skyldes det først og fremmest, at kristendommen blev frataget sin politiske magt i kølvandet på de demokratiske revolutioner.

Religionen tilpassede sig de nye magtforhold i de sekulære demokratiske stater der kræver adskillelse af politik og religion, og det kunne den gøre forholdsvis let fordi kristendommen ifølge sine grundtekster selv afstår fra at ville være politik og derfor ikke har nogen politisk lovgivning – ingen politiske budskaber – med i sin forkyndelse.

Der kan også gives en forklaring, hvor kristendommen har en mere aktiv funktion, og hvor det sekulære demokrati udvikles igennem en indre dynamik i kristendommen selv. Foruden religionens egen sekularisering af det politiske bygger denne forklaring også på religionens forudsætning om individernes basale ligeværdighed – deres lighed for Gud. Selvom kristendommen ikke direkte fordrer, at den politiske orden skal være demokratisk – det ville modsige dens egen sekularisering af det politiske – så indeholder den nogle grundanskuelser, som i deres implicitte samspil fører frem til demokratiet som den i princippet mindst uretfærdige politiske orden.

Vi havde succes med at drive religionen fra den politiske magt, men spørgsmålet er, om ikke menneskets iboende irrationalitet og behov for tro i stedet blev kanaliseret over i totalitære politiske bevægelser, der udnyttede et hjemløst trospotentiale med et program om at skabe det absolut perfekte og retfærdige samfund på jord – et jordisk paradis.

Både leninismen-marxismen og nationalsocialismen har karakter af pseudoreligiøse bevægelser hvis tilhængere var optændt af en enøjet fanatisme og en parathed til at begå vold som ikke står tilbage for hvad vi i dag finder hos islamistiske jihadister, der kæmper for at etablere det perfekte islamiske samfund – et verdensomspændende muslimsk kalifat.

Så i stedet for religionskrige fik vi i forrige århundrede blodige pseudoreligiøse europæiske borgerkrige der tåler sammenligning med 30-års krigen i tabstal og hensynsløs fanatisme.

Når vi med demokratiseringen af samfundsmagten fik ”en udbredt personlig og politisk frihed” så skyldes det efter min vurdering ikke først og fremmest ”den relative succes af idéen om, at mennesker besidder nogle ukrænkelige rettigheder", men at flertallet bøjede sig for de implicitte fordringer opretholdelsen af demokratiet fordrer.

Borgerne tilstod hinanden de negative politiske frihedsrettigheder ud fra en erkendelse af, at demokratiets grundlæggende norm er politisk ligeværdighed, samt at demokratiet kun kunne opretholdes, hvis der blev sat skarpe grænser for de politiske magthavere.

Rettighederne kommer ikke dumpende ned fra Himlen, de er heller ikke umistelige, hvilket Nazi-Tysklands jøder erkendte allerede i 1935 med vedtagelsen af Nürnberg lovene, der fratog dem næsten alle borgerlige rettigheder. Rettighederne eksisterer naturligvis kun i det omfang staten og medborgerne bøjer sig for de fordringer som muliggør rettighederne.

Fordringerne må logisk set komme før rettighederne, ellers kan bygningen ikke stå. Denne enkle sandhed er også indeholdt i tesen: ”Man må yde før man kan nyde”.

Ved at bytte om på rækkefølgen som menneskerettighedserklæringerne gør, bilder man folk ind, at de har rettighederne uden at de selv personligt behøver at yde noget som helst. Det havde været bedre om Vesten i stedet for at udvikle et stadigt voksende katalog over umistelige menneskerettigheder havde fokuseret på de fordringer hvis opfyldelse er en forudsætning for eksistensen af rettighederne. Altså universelle menneskepligter i stedet for universelle menneskerettigheder.

Pligter og rettigheder befinder sig filosofisk set i to forskellige kategorier. Pligterne – de universelle fordringer – er ubetingede, mens rettighederne altid er betinget (begrænset) af empiriske forhold – manglende ressourcer og menneskets egoistiske natur.

Den manglende erkendelse af rækkefølgen og den kategoriske forskel mellem pligter og rettigheder fører qua menneskets egoistiske natur til en rettighedsfundamentalisme og en krænkelseskultur som kan undergrave den demokratiske orden.

Mange kristne opfatter menneskerettighederne som en ny religion og de har ret så langt, at alt som holdes for sandt og ikke kan begrundes rationelt, må bero på tro. I vor tid hærger troen på menneskerettigheder lige så voldsomt og ødelæggende som tidligere tids tro på, at man kunne skabe et samfund hvor alle er lige og frie – hvor enhver yder efter evne og nyder efter behov.

I sin nuværende udformning er menneskerettighederne lige så naivt utopiske som den kommunistiske utopi.

Hvis man sætter pligter før rettigheder, så siger man, at borgerne er til for statens skyld og ikke omvendt.

Det var netop det omvendte, der gør Hobbes til liberalismens fader: At han satte menneskers rettigheder før deres pligter, og hævdede at staten er til for borgernes skyld, ikke omvendt.

Om man sætter rettigheder før pligter eller omvendt sammenfatter meget godt forskellen på den totalitære og den liberale tankegang. Jeg er liberalist og holder mig derfor til traditionen fra Hobbes.

Jan Aage Jeppesen har mere ret end debattøren. De universelle menneskerettigheder og tanken bag velfærdsstaterne er den største trussel imod de demokratiske landes beståen på længere sigt. Pligter er noget moralsk og rettigheder er en ateistisk drøm. Det er meget svært at få disse to elementer til at virke sammen. Det er kun magtsyge politikere, der tør påtage sig denne opgave. Hvis man i et sekulært styre ønsker, at tesen om ”at yde for at nyde” skal bære frugt, skal man nok søge ca. 2000 år tilbage i tiden og lytte til Paulus, der indlærte sine kristne menigheder om at erindre sig Jesus ord: ”Det er sagligere at give end at få!”
Skal man have held med fremtidens velfærdsstater, må man nok indrette sig lidt anderledes. Der må i hvert fald lægges lidt mere pres og incitamenter på befolkning til at overvinde dens tøven med at give frem for at modtage. Kun dette kan fremme den samlede velvære i befolkningen, og så ellers lade staten passe sine primære kærneopgaver.

Torben Mark Pedersen

Giv kejseren hvad kejserens er.
Du virker som om, du svært ved at forlige dig med, at kristendommen skelner mellem tro og politiske bevægelser: "Min pointe er ikke anden end, at man ikke skal spænde liberalismen for nogen kristen vogn." Det kan næppe nogen være uenig i.

Men bare roligt. Kristne mennesker gennem tiderne har også haft store vanskeligeheder med at skelne mellem tro og politik. Denne udfordring er vedvarende, så længe kristendommen eksisterer som en drivkraft. Når kristendommen ophører, blive tro til politik og politik til tro, jf. fx den ateistiske kommunisme.

Paradosk - en opfindelse?
Det er vist Popper, der opfinder betegnelsen tolerancens paradoks? Nej, paradokset er iboende og ikke en opfindelse. Man kan opfinde en dims og opdage et paradoks.

Frihed og rammer
"Det kan naturligvis diskuteres, præcist hvor grænserne skal gå for, i hvilken grad man må arbejde og argumentere for afskaffelsen af frihed og demokrati."

Nemlig. Frihed kan nemlig kun udfoldes inden for visse fælles rammer og ikke ud i den blå luft.

Så kan man kalde rammerne i sig selv for ufrihed, hvis man ikke deler fælles værdier, fordi man ønsker andre rammer. Et eksempel: En islamisk føler frihed i en islamisk stat, men ufrihed i Danmark.

Og den totale frihed fra rammer er en illusion, men man kan leve udmærket helt uvidende i denne illusion, så længe man ikke konfronteres med grænserne.

Så konklusionen er vel sådan alt i alt, at der kræves fælles værdier for at acceptere fælles rammer, hvori friheden kan udfolde sig.

Hvis muslimer i dag (og katolikker dengang) vil ændre vores samfunds rammer, truer de vores frihed. Det er meget aktuelt og næppe en flirt med totalitarismen.

Du skriver endvidere

"Når vi stort set er sluppet for religionskrige,.."

Min mening er, at krigene har handet om mange ting, men har ofte haft sammenhæng med interne kristne stridigheder om kirkens indflydelse på politik. Kirken har først i de reformerte lande og siden i de katolske lande trukket sig ud af politik, sådan som det oprindeligt blev påbudt af Jesus mv. Så kristne er efter en lang, lang lærerig proces blevet stadig klogere på det kristne budskab.

Der er således reelt ikke tale om krige mellem forskellige religioner, men stridigheder om tolkning af den samme religion.

Torben Mark Pedersen skriver som reaktion på min kommentar:

”Hvis man sætter pligter før rettigheder, så siger man, at borgerne er til for statens skyld og ikke omvendt.”

Den konklusion er jeg selvsagt ikke enig i. Når man taler om rettigheder – så forudsætter man implicit, at staten og borgerne opfylder nogle pligter – etiske normer – som logisk set må komme før rettighederne.

Den mest basale rettighed, der er forudsætning for alle andre rettigheder, er en umistelig ret til livet. Eksistensen af denne rettighed som ubetinget forudsætter rent logisk, at staten og borgerne bøjer sig for en fordring om ikke at slå ihjel, undtagen i nødværge for at bjerge eget eller andres liv. Stater der praktiserer dødsstraf bryder altså fordringen og vægter derved andre hensyn (hævn, tradition eller religiøse love) højere end retten til livet, der derved gøres betinget.

Så hvis man sætter rettigheder før de pligter som muliggør rettighederne så mudrer man begreberne så meget, at staten kan tiltage sig retten til at begå overlagt drab på et forsvarsløst individ. Et eksempel på, at borgerne er til for statens skyld og ikke omvendt.

Dette eksempel illustrerer også hvad jeg hævdede i min kommentar, at fordringerne er ubetingede mens rettighederne altid er betingede af empiriske forhold, manglende ressourcer og menneskets egoistiske (og irrationelle) natur.

Endvidere hævder TMP:

”Det var netop det omvendte, der gør Hobbes til liberalismens fader: At han satte menneskers rettigheder før deres pligter, og hævdede at staten er til for borgernes skyld, ikke omvendt.

Om man sætter rettigheder før pligter eller omvendt sammenfatter meget godt forskellen på den totalitære og den liberale tankegang. Jeg er liberalist og holder mig derfor til traditionen fra Hobbes.”

At ville gøre Hobbes til liberalismens fader er der ikke dækning for. Han var snarere den oplyste enevældes filosofiske fader.

Ifølge Thomas Hobbes, der havde sine politiske erfaringer fra 30-års krigens Europa og borgerkrigen i England, var samfundskontrakten indgået af mennesker for at undgå den utålelige tilstand af alles kamp mod alle. Samfundsmedlemmerne måtte, for at etablere et ordnet samfundsliv, vælge en suveræn, som de måtte give al magt i hænde, både når det drejede sig om at udøve den religiøse og den verdslige myndighed. Derved undgik man, at der dannedes partier i staten, som bekæmpede og ødelagde hinanden, sådan som Hobbes selv havde erfaret det, da kavalererne og rundhovederne havde bragt krig og kaos i England.

Den senere udvikling i England viste imidlertid klart svagheden i Hobbes’ teori. Hvordan kan man nemlig sikre sig mod en hersker, der regerer stik imod folkets interesser, navnlig da det, ifølge Hobbes’ teori, ikke engang var tilladt at gøre oprør?

Dette blev navnlig klart under den katolske kong Jacob den 2., der prøvede at regere stik imod parlamentets og den største del af folkets interesser. Efter at parlamentet gennem en ublodig revolution i 1688 havde afsat ham, prøvede man at give denne fremfærd en naturretlig begrundelse. En sådan begrundelse blev forsøgt givet af filosoffen John Locke.

Efter min opfattelse var det Benedikt Spinoza (1632-1677) der lagde det filosofiske grundlag for liberalismen ved at opstille en ny opfattelse af forholdet mellem individ og samfund. Nøgleordene er fornuft og samvittighed. Når vi med fornuften erkender forholdene til bunds i vor omverden, i vort samfund og i os selv, da kan vi vide, hvordan vi skal handle, og hvad der er retfærdigt. Forudsætningen for at vi kan erhverve et sådant overblik over tilværelsen – eller som Spinoza selv udtrykker det ”sub specie æternitatis” (under evighedens synsvinkel) – er, at vi får mulighed for at udvikle vor fornuft og erkendelse.

Dette er kun muligt, hvis vi ikke bliver tvunget til på forhånd at antage meninger, vi ikke selv har nået at erkende. Med andre ord, en fri åndelig udvikling er nødvendig for at forstå, hvad der er ret og rigtigt. Altså må der i samfundet være åndsfrihed, hvortil hører politisk frihed, religionsfrihed, ytrings- og forskningsfrihed – ellers borttages det grundlag, som samfundet hviler på.

Alle meninger bør derfor anerkendes og tillades i staten, undtagen meninger, der tilsigter at ødelægge selve staten, for eksempel de, der tilsigter landsforræderi og væbnet oprør. Kun ved frit at udbrede, klargøre og diskutere meningerne kan man ved fælles hjælp finde frem til, hvad der er retfærdigt for hele samfundet. Kun på den måde kan man undgå, at en enkelt gruppe tager magten og undertrykker de andre. Det er imidlertid ikke nok, at statsmagten tillader den frie åndelige udvikling, det må også være dens opgave at beskytte de enkelte individers frihedsrettigheder mod overgreb fra fanatiske religiøse eller politiske grupper, som med voldelige midler begrænser borgerne i deres frie åndelige udvikling.

Spinoza har herved med sin filosofi vendt op og ned på tidligere katolske og protestantiske opfattelser af forholdet mellem individ og samfund. I endnu højere grad end nogen tidligere betoner han, at det ikke er individerne, der har pligt til at underordne sig samfundets ideologi og religion, tværtimod er det samfundsmagtens opgave at beskytte den frie åndelige udfoldelse og de mange forskellige meninger i samfundet så meget som muligt. Spinoza er derfor filosofisk liberalist i sin yderste konsekvens.

I sit hovedværk ”Ethica” viser Spinoza nærmere, hvordan man med fornuften kan erkende sig selv og sin plads i universet. I det øjeblik vi alle kender verdensordningen, vil vi også være interesseret i at handle i harmoni med denne orden, og det vil igen medføre, at vi bliver i stand til at undertrykke de umiddelbare drifter og tilskyndelser, der hindrer os deri.

Herved kommer Spinoza tæt på at formulere den påstand, at en universel etik kan begrundes rationelt. Vi skal imidlertid frem til David Hume (1711-1776) før det står klart, at en universel etik ikke kan begrundes empirisk, og således heller ikke på en naturretsfilosofi, der tillægger mennesket umistelige rettigheder som det besidder alene qua menneske. Således som jeg nærmere har redegjort for i min første kommentar.

Locke og islam, Popper, tolerance og frihedsrettigheder osv i en uendelighed, men humanismen er altså død. Og denne død kan vi ligeså godt konsentrere os om, for den har fået alvorlige konsekvenser for både menneske og samfund, så lad mig koncentrere mig om det.

Som professor i demografi Hans Oluf Hansen skrev i 2005 om fremtidens sammensætning af Danmarks befolkning.

”… Danmark vil derfor i fremtiden få et meget stort muslimsk mindretal. Det er endda en mulighed, at flertallet af den danske befolkning inden århundredskiftet vil være muslimer. Det vil ske, hvis indvandringen til Danmark stiger markant fra muslimske lande – en afgjort mulighed efter EU-rettens udhuling af den stramme danske indvandrerpolitik.“ Det er ikke umuligt, at Danmark ved århundredskiftet har tæt på et muslimsk flertal, hvis der ikke sker drastiske ændringer.”

Men interesserer politikerne sig for den slags udtalelser? Ikke en disse selv om langt de fleste indvandrere der kommer til Danmark stort set er mennesker fra Asien, Afrika og Mellemøsten med en helt anderledes kultur.

Men de tomgangstænkende politikere lever virkeligt op til deres navn og nogle endda mere end det. Anna Mee Allerslev fra det berygtede Radikale Venstre ønsker endda flere indvandrere til København, medens hendes radikale medsammensvorne Zenia Stampe kalder folk der er imod det multikulturelle eventyr for mennesker med en stenalderhjerne.

Og på nogle universiteter - bl.a. Århus og Odense - kalder forskere de mennesker, der protesterer mod den islamiske indvandring for højreekstremister og nazister.

Samtidig har den nuværende regering lukket to udvalg, der skulle beskæftige sig med Danmarks fremtid i lyset af indvandringen. Og en særdeles stor dumrian ved navn Mogens Jensen, socialdemokratisk kulturordfører og medlem af Europarådets parlamentariske forsamling, har endda udtrykt i et anfald af storsind: "Gør plads til Islam i Europa".

Intelligent tænkning og sund fornuft er nærmest under sammenbrud i Europa, for de dystre fremtidsudsigter kræver ikke den store analyse eller eftertanke. Jeg vil nærmest kalde det et intellektuelt sammenbrud, når man tænker på et Europa, der ellers har arvet oplysningstidens smukke tro på, at verden vil gå fremad, når blot mennesket bevarer et åbent sind og en viden begærlig ånd.

Og ikke mindst troen på menneskets universelle muligheder for at skabe en verden. En verden hvor de ”humanistiske ledemotiver” er styret af det, den tyske filosof Hans-Georg Gadamer har kaldt dømmekraft og sund fornuft.

Men de ledemotiver som nu styrer udviklingen af det multikulturelle samfund er hverken udtryk for sund fornuft eller en viden begærlig ånd. Tværtimod har troen på menneskets universelle muligheder ædt den humanistiske op indefra og ført til en idealistisk herskende kulturelite, der i forfølgelse af egne interesser er ved at ødelægge deres egen kultur i godhedens navn.

Sund fornuft og dømmekraft er ofret på den humanistiske ides alter og har tilmed ført til, at den demokratiske samtale er gået i stå for udviklingen diskuteres ikke af politikerne. Kritikerne bagtales og kaldes islamforskrækkede, racister, nazister og islam-fobister.

Kort før sin død skrev psykoanalytikeren Sigmund Freud i forbindelse med kulturprocessen, at de
Følelsesmæssige bånd mennesker imellem opstår gennem identifikation.

”Alt hvad der får mennesker til gå ind i et interessefællesskab, fremkalder denne fællesskabsfølelse, disse identifikationer. Det menneskelige samfunds struktur bygger i vidt omfang på dem.”

Men i lyset af begrebet interessefællesskab som Freud formulerer det, fungerer det multikulturelle samfund ikke. Ideen med at blande folk med forskellige kulturer sammen i nationalstater har vist sig at være en katastrofe. Mistillid mellem mennesker og en alvorlig nedgang af den sociale har vist sig at være konsekvensen.

I et avisindlæg (2008 i The Sunday Telegraph) skriver den anglikanske biskop af Rochester Michael Nazir-Ali således, at tilstanden i England er langt værre end medierne vil være ved. I avisen skriver han, at nogle steder i Storbritannien er så fjendtligt indstillet overfor ikke-muslimer, at det er bedst at holde sig væk. Ikke-muslimer overfaldes, chikaneres, bespyttes og hånes.

I disse udtalelser spejler Europas skæbne sig. I denne muslimske adfærd afspejler sig den katastrofe som politikerne har ført nationalstaterne ud i med deres multikultur projekt, der ikke har en kinamands chance for at ende godt. Når muslimerne er mange nok i Europa, vil de ikke tænke demokratisk men kulturelt og så begynder løjerne.

Uden en fundamental forståelse for nødvendigheden af at etablere en stærk national sammenhængskraft vil Danmark sammen med det øvrige Europa - lige så sikkert som jorden drejer om solen - drive mod en demografisk og kulturel katastrofe. Og med katastrofe menes en social nedsmeltning der vil komme helt ude af kontrol.

Det er set i lyset af både EU, de stigende folkevandringer og de nævnte erfaringer fra Europa vedr. almindelig sammenbrud af den sociale orden i form af drab, vold, kriminalitet. Samtidig vil der ske en stigende folkelig udskilning i muslimske ghettoer og bydele, hvor de indfødte absolut ikke er velkomne.

Humanismen har ved at dyrke ideen om mennesket i centrum ført til et multikulturelt samfund, til en overdreven dyrkelse af menneskerettigheder, lighedsbegreber og tolerance ud over alle grænser.

Den ædle humanistiske ide om at sætte mennesket i centrum er afgået ved døden i skyggen af kulturel selvlede, en stigende nedrakning af det nationale og dermed samfundets sammenhængskraft. Og denne samfundsfjendtlige idealistiske dyrkelse af mennesket kan meget vel vise sig at være enden på det europæiske sekulære demokrati og føre til sociale og politiske tilstande, som kun fantasien kan forestille sig.