"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Lærer i England er gået under jorden efter at have vist muhammedtegning

14. april 2021 - Artikel - af Kirsten Valeur

En skole i West Yorkshire har givet efter for muslimsk pres og svigtet deres religionslærer, der blot fulgte skolens læseplan ved at diskutere islams forhold til billeder af profeten Muhammed med eleverne, og læreren havde i denne sammenhæng vist eleverne en muhammedtegning. For at tilfredsstille vrede muslimske forældre har skoleinspektøren miskrediteret læreren, der frygter for sit liv. Med denne magtdemonstration er det islamiske billedforbud nu gældende på skolen.

Voldsomme reaktioner på visningen af en muhammedtegning
Batley er en historisk handelsby i West Yorkshire, der i vore dage har en muslimsk befolkningsandel på 41%. Batley Grammar School blev grundlagt af præsten William Lee i 1612. Knap tre fjerdedele af eleverne har anden etnisk herkomst, og skolen indretter sig derefter med halal-mad i kantinen.

Da en religionslærer i marts måned, i henhold til skolens læseplan, underviste i blasfemi og islams forhold til afbildninger af proten Muhammed, viste han, som også andre lærere havde gjort tidligere, en tegning af Muhammed til de 13-14 årige elever. Denne gang skulle det dog få voldsomme konsekvenser.

Ophidsede muslimske forældre protesterede over for skoleinspektør Garry Kibble. Det kulminerede torsdag den 25. marts og dagen efter. Torsdag kl. 7:30 samledes mindst 50 vrede forældre foran skolens porte og protesterede højlydt, idet de råbte, at læreren skulle fyres. Skoleledelsen valgte at holde lukket og have fjernundervisning på nettet, så undervisere og elever ikke skulle konfronteres med den rasende menneskemængde.

Den lokale mufti Mohammed Amin Pandor kom ud af skolen og fortalte den rasende hob, at læreren var blevet suspenderet.

Politiet oplæste senere en uforbeholden undskyldning fra skoleinspektør Garry Kibble, hvilket blot fik gemytterne endnu mere i kog. Senere truede politiet med at uddele bøder i henhold til coronarestriktionerne; de foretog imidlertid ingen anholdelser og udskrev ingen bøder under den syv timer lange demonstration.

Dagen efter var der om morgenen på ny demonstranter uden for skolen, hvor omkring 30 mænd og teenagere samledes. Demonstranter udtalte, at de deltog "for at vise landet, at islamofobi ikke vil blive tolereret" og at billedet "er så krænkende for os".

Binyamin Abba er forælder til to børn på skolen og sagde: "Han må være en ekstremist og jeg vil have ham smidt helt ud og uddannelsessystemet." Han mente, at det, at vise tegningen, "ikke var en fejltagelse. Han er religionslærer. Han ved, hvad der er rigtigt og forkert. Han bør ikke undervise igen." Han fortsatte: "Vi skal have en undersøgelse: hvorfor det, der skete, fik lov til at ske. Vi vil blive ved med at demonstrere, indtil det sker og indtil læreren ikke længere er i klasseværelset." Den 25-årige Tainy kaldte læreren for en hadprædikant og mente, at man må kunne tale om blasfemi uden at vise tegningen. Hussain udtalte: "Det, som folk forsøger at videreformidle til medierne og den brede britiske offentlig, er, at vi ikke ønsker, at børn skal undervises i nogen form for ekstremisme, nogen ekstremistiske synspunkter."

Lederen af den lokale muslimske velgørenhedsorganisationen Purpose Of Life, Mohammad Sajad Hussain, skrev i et åbent brev, at han var "dybt såret" over de "krænkende karikaturer af vores elskede Profet Muhammed". Han gav desuden udtryk for, at velgørenhedsorganisationen ikke ville samarbejde med skolen så længe læreren ikke er "fjernet permanent".

Engelske og muslimske autoriteter samarbejde
Der var under forløbet en bekymrende relation mellem magtfulde muslimske autoriteter og engelske myndigheder, der rettede ind som dhimmier.

Muftien Mohammed Amin Pandor er leder af Fredsinstituttet. Han udtalte torsdag morgen: "Det, der er sket, er fuldstændigt uacceptabelt, og vi har sikret os, at skolen forstår det. … de forbereder en udtalelse og vi er ikke tilfredse med udtalelsen, så vi afviser; udtalelsen skal formuleres på denne måde. … Skolen kommer med en undskyldning, en udtalelse. Vi har bedt om ændringer i udtalelsen, så der står, at de undskylder meget. Alle de anvendte undervisningsmaterialer er taget væk. …

Læreren er blevet suspenderet … man kan ikke fyre ham … de har retssikkerhed. … Vi har nu bedt om en undersøgelse, en undersøgelse, der er uafhængig, og vi har også bedt om, at nogle af vore kommer med i undersøgelsesudvalget. Det er, hvad vi har bedt om. Så må vi se, om de gør det, vi kan ikke tvinge dem, men de undersøger sagen. Og så vil vi samarbejde med skolen for at sikre, at noget lignende ikke sker fremover."

Da det stod klart, at der var iværksat en formel undersøgelse af 'sagen', gav flere moskeer i nærheden deres menigheder besked på at holde sig væk fra skoleporten. Formanden for Snowdon-moskeen, Akooji Badat, sagde således: "Vi samarbejder med forældrene og læreren, og skolen har været imødekommende over for alle parter ved at suspendere læreren, så der er ingen reel grund til en fredelig protest uden for skolen. Skolen har passet sit arbejde og arbejdet godt sammen med os."

Politiet samarbejdede ved at oplæse inspektørens udtalelse og ved at undlade at udskrive bøder for overtrædelse af coronarestriktionerne (som de ellers normalt er emsige med).

Skoleinspektørens kapitulation
Skoleinspektør Garry Kibble indordnede sig de vrede muslimske lederes krav og kom med en udtalelse, som disse billigede: "Skolen undskylder uforbeholdent for at have benyttet et fuldstændigt upassende billede i en religionstime. Det skulle ikke have været brugt. Medarbejderne er også kommet med deres dybfølte undskyldninger. Vi har straks indstillet undervisningen i denne del af kurset, og vi ser på, hvordan vi kan komme videre med støtte fra alle de miljøer, der er repræsenteret på vores skole. Det er vigtigt for børn at lære om tro og overbevisninger, men det skal gøres på en respektfuld og taktfuld måde. Medarbejderen er blevet suspenderet mens en uvildig, formel undersøgelse pågår. Skolen arbejder tæt sammen med vores styrelse og lokale ledere for at løse situationen, og det vil vi fortsætte med."

Det er siden kommet frem, at yderligere to lærere er blevet suspenderet og er omfattet af den planlagte uafhængige undersøgelse, der pågår indtil slutningen af maj måned.

Kritik af skolens håndtering
Organisationen Free Speech Union bakker læreren op, og formanden Toby Young har kontaktet skoleinspektøren, med kopi til undervisningsministeren og den lokale politimester, og bedt ham sikre, at læreren er beskyttet mod intimidering. Han siger til MailOnline: "Skoler burde undervise børnene i vigtigheden af ytringsfrihed, og at skoleinspektøren straks giver efter for en vred menneskemængdes krav – undskylder over for dem og suspenderer læreren – sætter et meget dårligt eksempel. Ingen har ret til ikke at blive krænket."

Paul Stott fra tænketanken Henry Jackson Society siger: "Skoler har pligt til at introducere eleverne for omstridte ideer og debatter som led i processen med at lære børn hvordan, snarere end hvad, de skal tænke. Britiske skoler skal ikke overlade styringen til vrede menneskemængder ved skoleporten eller til såkaldte lokale ledere."

National Secular Society beskriver protesten som et 'forsøg på at påføre en skole et islamisk blasfemi-tabu'. Foreningens formand, Stephen Evans, udtaler: "Lærere skal have en rimelig grad af frihed til at udforske følsomme emner og gøre eleverne i stand til at tænke kritisk om dem. Og skolens svage reaktion vil give næring til et klima af censur, der fremkommer ved forsøg på at tvinge samfundet til at give efter for urimelige og reaktionære religiøse synspunkter."

Politiske reaktioner
Protesten blev kritiseret af ministeren for lokalsamfund, Robert Jenrick, der udtalte, at det "gav mindelser om de optrin, som vi så i Frankrig". Jenrick understreger, at "Landet er baseret på ytringsfrihed, og lærere skal kunne håndtere vanskelige og kontroversielle emner i klasseværelset – og der bør ikke være emner, der censureres."

En talsmand for uddannelsesminister Gavin Williamson udtalte torsdag aften: "Det er aldrig i orden at true eller intimidere lærere. Vi opfordrer til dialog mellem forældre og skole, når der opstår en kontrovers. Men den form for protest, som vi har set, med trusler og brud på coronarestriktionerne, er helt uacceptabel og skal standses." Skolerne "har frie tøjler til at inkludere en bred vifte af emner, ideer og materialer i deres læseplan, også når de er udfordrende eller kontroversielle, inden for deres forpligtelse til at sikre en politisk balance".

130 imamer klager til Boris Johnson
Konfilkten har nået et nationalt omfang, idet muslimske kræfter vil udnytte det momentum, som man fik i Batley. Muslim Action Forum udsendte den 6. april et åbent brev stilet til premierminister Boris Johnson  og underskrevet af 130 imamer og muslimske lærde, hvori de fordømmer visningen af karikaturtegninger af Muhammed: "Det er ufatteligt, at en sådan afbildning i en religionstime kan tage udgangspunkt i ideen om at diskutere 'ytringsfrihed'". Det var "det sædvanlige forsøg på at opildne til had og islamofobi".

Læreren frygter for sit liv
Den 29-årige lærer frygter for sit liv og er sammen med sin skræmte familie: sin partner og fire børn, gået under jorden. The Times har talt med hans far: "Min søn bryder konstant sammen og græder og siger, at det er ude med ham. Han er bekymret for, om han og hans familie bliver dræbt. Han ved, at han ikke vil kunne komme tilbage for at arbejde og bo i Batley. Det er simpelt hen for farligt for ham og hans familie. Bare se på, hvad der skete med læreren i Frankrig [Samuel Paty], der blev slået ihjel for at gøre det samme. De ender med at få fat i min søn, og det ved han."

Faren kritiserer skolen for at have smidt hans søn under bussen. Det viste billede var en del af undervisningsplanen og var blevet godkendt af skolen.

"Så hvorfor bliver min søn ofret? Skolen burde have kæmpet for ham og gjort det klart over for demonstranterne, at hvis der skete krænkelser, så var det ikke min søns skyld. Det var skolens politik at vise dette billede; det var ikke en egenhændig beslutning, som han havde truffet."

Faren fortæller desuden, at naboer har set bander af unge mænd ved hans søns ejendom, og at der nu er opsat overvågningskameraer. Lærerens forældre får sikkerhedsrådgivning fra politiet og har også fået opsat et overvågningskamera ved deres bolig.

Læreren er vellidt blandt eleverne, og mere end 60.000 elever har skrevet under på, at de vil have læreren genansat. Men, som faren siger:

"Selv hvis han får sit job tilbage, hvordan skulle han så kunne komme tilbage til Batley Grammar School? Det ville være alt for farligt. Og hvordan skulle han kunne gå omkring i byen med sine børn og lave hverdagsting, når han ved, at han kunne blive slået ihjel? Hans liv i Batley er desværre forbi, og det er uoverskueligt for ham at tænke på at begynde forfra et andet sted."

Europæere presses til at efterleve islamiske tabuer
Angrebene på dem, der fremstiller, publicerer eller viser Muhammedtegninger presser efterhånden europæere til at efterleve det islamiske billedforbud. I Frankrig har Charlie Hebdo været udsat for gentagne angreb, og det chokerede nationen, da en skolelærer den 16. oktober 2020 blev angrebet og fik halsen skåret over, fordi han havde vist to muhammedtegninger fra satiremagasinet. Siden da har flere hundrede undervisere oplevet intimideringer og trusler fra elever. Flere lærere har berettet om elever, der truede med at skære halsen over på dem. De ubehagelige hændelser sker hver eneste dag i Frankrig.

Utrygheden får franske lærere til at udøve selvcensur. I en undersøgelse indrømmede hver anden lærer, at de for at undgå episoder udøver selvcensur i klasselokalet.

I engelske Batley, hvor muslimer udgør en stor andel af befolkningen, gav skoleinspektøren straks efter for de vrede forældres pres og svigtede sin egen lærer. Dette svaghedstegn får blot de islamiske pressionsgrupper til at øge deres krav.

Eftergivenheden ses også på andre områder og har fået flere til at ville ændre eller tage afstand fra ældre værker. I Dantes Guddommelige Komedie fra år 1304-1307 møder Dante Muhammed på sin vej til Helvede. Det fik i 2012 den italienske menneskerettighedsorganisation Gherush92 til at kalde historien for 'krænkende og diskriminerende'. NGO'en anbefalede, at komedien blev fjernet fra landets læseplaner, eller at den i det mindste blev brugt med omtanke. Det var der dog ikke stemning for i Dantes fødeland.

I marts 2021 udgav det hollandske forlag Blossom Books en ny oversættelse af Dantes komedie på hollandsk. I denne udgave har man udøvet selvcensur og udeladt Muhammed fra fortællingen. Oversætteren, Lies Lavrijsen, begrunder tilretningen: "Vi vidste, at hvis man bibeholdt passagen, som den stod, ville man unødigt have såret en stor andel af læserne". Hun fortæller, at beslutningen er blevet taget "i en anspændt tid efter underviseren Samuel Patys død i Frankrig".

Det brutale drab på skolelæreren Samuel Paty har vidtrækkende konsekvenser.

 

Artiklen har været bragt i 24Nyt

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg