"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Kurt Westergaard fortrød aldrig

16. juli 2021 - Artikel - af Aia Fog

Kurt Westergaard er død. Han var Trykkefrihedsselskabet en trofast og mangeårig ven, men forblev uafhængig til det sidste.

Kurt Westergaard var den første modtager af Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen, i 2008 – og han har fulgt selskabet som en god ven lige siden: ikke bare i samarbejdet omkring de populære muhammed-krus, men også som illustrator til flere af selskabets årlige julekort. Vi gik aldrig forgæves til Kurt Westergaard.

Men Kurt Westergaard har aldrig været medlem af Trykkefrihedsselskabet, og selvom han utvivlsomt på lange stræk har været enig i selskabets formål om at forsvare det frie ord, så forblev han uafhængig og inderligt uinteresseret i at lade sig indrullere i hverken foreninger, selskaber eller partier.

Derfor var det også på en gang paradoksalt og uretfærdigt, at han fik så hård en skæbne fra den septemberdag i 2005, hvor hans ikoniske Muhammed-tegning sammen med 11 andre satiretegninger i Jyllands-Posten udløste den største internationale krise Danmark har deltaget i siden Besættelsen.

For Kurt Westergaard var det hverken viden om islam eller politisk indsigt, der var drivkraften bag hans tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, men alene den omstændighed, at han blev bedt om at lave en tegning af profeten Muhammed som led i sit virke som satiretegner på Jyllands-Posten – og så lavede han en tegning. Det var ”another day at the office” sagde han ved flere lejligheder.

Men lige netop denne dag og denne tegning skulle vise sig at få vidtrækkende konsekvenser for resten af hans liv. Ja, vidtrækkende er faktisk en underdrivelse, for Kurt Westergaard blev i kraft af denne ene satiretegning for evigt sat i bås som den personificerede islamkritik – ikke bare i Danmark, men i hele verden. Et prædikat, som ikke bare kostede ham hans bevægelsesfrihed med konstant følgeskab af livvagter og omdannelse af hans hjem til en art fæstning, men som også gjorde ham til terrormål for alverdens rettroende muslimer, med Mohamed Geeles økseangreb på ham i 2010 som konkret eksempel.

Kurt Westergaard var, i modsætning til hvad mange tror, ikke islamkritiker og han var ikke politisk. Han var med Trykkefrihedsselskabets tidligere formand Lars Hedegaards ord ”…en skønånd, hvis bedste tegninger var af nøgne kvinder med røde bryster”. Han snublede ind i Muhammed-krisen med sin præcise og ikoniske tegning, og selvom den tvang ham ind i epicentret af islam-debatten forblev han totalt uvidende om og uinteresseret i ”fredens religion”. Nogle ville endda sige naiv, som da han i 2008 var parat til at rejse til Jordan for at forsvare sig i en stort anlagt retssag mod ham for blasfemi. Det fik behjertede personer ham gudskelov hurtigt fra, men selvom det kan hævdes at være naivt at tro, at Jordan er en retsstat man som vantro vestlig satiretegner frit kan rejse til med alle retssikkerhedsgarantier i behold, så er denne naivitet samtidig et fint udtryk for Kurt Westergaards milde blik på sine omgivelser og urokkelige tro på det bedste i mennesket.

I den forstand kendte Kurt Westergaard ikke til persons anseelse: han var i bund og grund blind for politiske trakasserier og ditto hensyn, men lod altid troen på det gode i det enkelte menneske have forrang, hvilket dog på ingen måde skal tages som udtryk for hverken manglende rygrad eller stillingtagen. For når det drejede sig om ytringsfrihed og kunstnerisk frihed, var Kurt Westergaard ubøjelig: han følte med rette, at han havde ret til frit at udføre sit arbejde og tegne, hvad han ville og at denne ret var ukrænkelig. Måske var det også derfor, at man aldrig hørte ham klage over sin situation eller prøve at trække i land eller undskylde: han fandt sig tålmodigt i sin skæbne, og ingen har mig bekendt hørt ham beklage sig over, at hans hjem blev omdannet til en fæstning, at PET havde fast base i hans have og førte kontrol med alle, der ville besøge ham eller at han skulle ledsages af sikkerhedsvagter, hvor end han færdedes. Selv ikke da hans attentatmand, Mohamed Geele, for nylig blev løsladt og i den forbindelse benyttede lejligheden til at sige, at han intet fortrød, hørte man Kurt Westergaard brokke sig over, at Geele frit kunne spankulere rundt, mens han selv fortsat skulle være i en art husarrest.

Selvom vi andre kan føle det både paradoksalt og dyb uretfærdigt, at den upolitiske og lidet religions-interesserede Kurt Westergaard skulle påføres så store og livslange belastninger for blot at passe sit arbejde, så er det kendetegnende for ham, at han aldrig fortrød og aldrig sagde undskyld. Dermed viste den ellers så milde og lidt verdensfjerne Kurt Westergaard sin måske største styrke: han stod fast – også selvom det indebar, at andre skød ham motiver i skoene, som han ikke havde, for som han sagde tilbage i 2008:

”Hvis jeg siger undskyld, vil jeg have tabt al professionel ære. Jeg har bare gjort mit arbejde. Jeg lavede en tegning, fordi det provokerede mig, at terrorister brugte en religion til at retfærdiggøre terror. Jeg kan aldrig sige undskyld”.