Trykkefrihedsselskabet har genoptrykt 1000 eksemplarer af Kurt Westergaards berømte Muhammed-tegning for at skaffe penge til selskabets virke. Genoptrykkene sælger som varmt brød, og Trykkefrihedsselskabet regner med inden længe at kunne melde alt udsolgt. Politiken har derfor spurgt rektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Mikkel Bogh om genoptrykkene af Westergaards tegning kan blive et samlerobjekt ("Bomben i turbanen storsælger i udlandet", 17. april 2009).
Rektor Mikkel Boghs svar:
"Alt, hvad der får så stor presseomtale, har en stor chance for at blive et samlerobjekt. Se bare på Stalins pelshuer eller nogle af Hitlers ejendele."
Med sin kommentar afslører Kunstakademiets rektor Mikkel Bogh imidlertid ikke andet end sin afgrundsdybe uvidenhed om Muhammed-tegningernes tilblivelseshistorie. Jyllands-Postens Muhammed-tegninger har intet at gøre med hverken Stalin eller Hitler, som Mikkel Bogh prøver at insinuere.
Tegningerne blev til i en speciel kontekst, hvor ytringsfriheden var truet. Tre tegnere takkede i 2005 nej til at illustrere Kåre Bluitgens bog om Muhammed, og da det endelig lykkedes Bluitgen at finde en tegner, der ville påtage sig opgaven, krævede tegneren fuld anonymitet af frygt for repressalier.
Selv formanden for Dansk PEN, journalist på Politiken, Anders Jerichow, fandt dengang udviklingen alarmerende, og Politiken, der siden på mere eller mindre opfindsomme måder har forsøgt at så tvivl om Jyllands-Postens motiver, konstaterede i en overskrift i efteråret 2005 (umiddelbart inden JP's Muhammed-tegninger blev publiceret), at der herskede "Dyb angst for kritik af islam" (17. september 2005).
Det var i akkurat den kontekst, at Jyllands-Postens og Kurt Westergaards tegning blev til. Og selvcensuren var ikke forbeholdt Danmark. I London fjernede Storbritanniens førende kunstmuseum, Tate, konceptkunstneren John Lathams værk Gud er stor, hvor koranen, biblen og talmud indgår. Kunstmuseets begrundelse var, at man ønskede at vise hensyn til religiøse følelser ovenpå sommerens bombeterror i London i 2005.
Mikkel Bogh bliver afslutningsvis spurgt om, Westergaards avistegning i sidste ende kan blive til et egentligt kunstværk, der udstilles på museer.
Han svarer:"Denne her tegning har ikke været tænkt ind i en kunstsammenhæng, og jeg kan ikke se, at det pludselig skulle blive kunst af, at tegneren sætter sin signatur på."
Også denne kommentar fra Mikkel Boghs side bærer sin egen tydelige mangel på kendskab til kunstens mekanismer.
Renæssancemaleren Leonardo da Vinci anså for eksempel ikke sine skitser for kunst. De var alene arbejdsredskaber til brug under udarbejdelsen af Leonardos malerier. Eftertiden ser imidlertid helt anderledes på Leonardos fremragende skitser, og i dag ville ingen tænkende kunsthistoriker anfægte skitsernes værdi som kunst. Det afslører, at opfattelsen af kunst/ikke-kunst, imodsætning til hvad rektor Mikkel Bogh vil have os til at tro, langt fra er statisk. Kunst/ikke-kunst er derimod i høj grad en dynamisk størrelse, og ting, som samtiden ikke opfatter som kunst, kan meget vel vise sig at blive det i fremtiden. Det samme kan blive tilfældet med Kurt Westergaards tegning af religionsstifteren Muhammed.
