”Insinuerende, manipulerende og underlødigt.”
Det er nogle af de ord, der bliver brugt om to af DR’s seneste produktioner, hvor islamkritikere søges mistænkeliggjort.
I dokumentaren ”Et ekstremt netværk”, der gik over skærmen den 27. februar, gør programmets tilrettelægger, Mette Aaby Andersen, sig store anstrengelser for at skabe en forbindelse mellem det islamkritiske netværk SIAD og den norske massemorder Anders Bering Breivik.
Men det er en forbindelse, der kun eksisterer i DR’s konspiratoriske og fordomsfulde univers, mener forfatter og medlem af DR’s bestyrelse, Ole Hyltoft. Den 8. marts skriver han følgende i Berlingske:
Én lang manipulation
”Dokumentaren er én lang manipulation for at få seerne overbevist om, at SIAD er hjørnestenen i en international jødisk finansieret konspiration, der førte frem til Breiviks forbrydelse. Der fremlægges ingen beviser for denne insinuation i filmen.”
Ifølge Hyltoft er dokumentaren et eksempel på, at ”kulturlivets kompakte majoritet tromler hen over en lille forening, der af et ærligt hjerte er bekymret for frihedens bevarelse i Vesten.”
Det får ham afslutningsvis til at konkludere, at programmet bryder med DR’s egne etiske retningslinjer, som fastslår, at programmer skal være fair over for alle parter og uden skjulte dagsordener. Et krav, som enhver ifølge Hyltoft kunne forvisse sig om ikke var opfyldt.
Så underlødig som man kunne frygte
Kim Møller, der er redaktør på den meget læste blog uriasposten.net, er heller ikke imponeret:
”DR Dokumentaren var præcis så underlødig som man kunne frygte,” skriver han og fortsætter.
”Enhver form for modstand mod Islam, blev associeret med Anders Breivik, bilbomben mod Stortinget og uskyldige teenagere på Utøya.”
Han afslutter sin meget grundige gennemgang af dokumentaren med et tip til DR:
”Havde fokus været på venstreradikalisme, så ville det ikke være nødvendigt at snyde på vægten. Man kunne fortælle om domme for støtte til terrororganisationer, knægtelse af politiske modstanderes ytringsfrihed, hærværk og brandstiftelse mod samfundsbærende institutioner samt en kommende terrorsag rettet mod militante organisationer på den yderste venstrefløj. Mon det nogensinde bliver væsentligt nok til DR’s dokumentargruppe?”
Samtale med en stor beundrer
Den 17. marts rullede så et andet DR-produkt over skærmen. Formanden for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard, der forleden blev forsøgt myrdet i sin gadedør, var inviteret i studiet af DR2-journalisten, Martin Krasnik.
I den indledende mailkorrespondance havde Krasnik lokket med smigrende tale ala:
”Jeg er en stor beundrer af din vedholdenhed og dit mod til at sige din mening! Det glæder mig helt utroligt meget, at du klarede det kujonagtige, rædsomme angreb på dig og er konstant forundret over den udbredte, manglende evne til at bakke dig klart og tydeligt op.”
Nogen egentlig aftale om rammerne for interviewet blev Hedegaard dog aldrig præsenteret for – et forhold der ifølge medieekspert Mark Ørsten fra Roskilde Universitetscenter igen strider mod DR’s egne etiske retningslinjer.
Og havde Lars Hedegaard kendt til journalistens dagsorden og metode, er det nok tvivlsomt, at han havde sagt ja til at deltage.
En afhøringsofficer
Søren Krarup kommenterede efterfølgende i Berlingske:
”Hedegaard var ikke bænket sammen med en vidende og videbegærlig journalist, men var til forhør hos en afhøringsofficer, hvis ambition var at afsløre og mistænkeliggøre den afhørte.”
Eksempelvis nævnte Krasnik, at den norske massemorder, Anders Bering Breivik, havde citeret Hedegaard tre gange i sit manifest. Af sammenhængen forstod man, at dette nærmest gjorde Hedegaard til medskyldig i massemord.
Men, skriver Krarup – ”det blev ikke meddelt, at Winston Churchill er citeret 24 gange, George Orwell 13 gange, Mark Twain fem gange samt Aristoteles og andre klassikere i samme manifest.”
Historiker: Et ubehageligt interview
Historiker og forfatter Henrik Jensen er enig med Krarup i, at interviewet og selve Krasniks metode var underlødig
I Jyllands-Posten skriver han den 23. marts, at han følte ubehag, da han så interviewet:
”Det var efter min mening ubehageligt at se, hvordan Krasnik blev revet med af sin egen trang til at bringe Hedegaard ned. Krasnik afbrød, han bandede og svor, han bragte for ofte sig selv i spil, hvilket ses af, hvor mange gange han brugte ordet "jeg" - som om hans holdninger var interessante, som om han selv var en "spiller", hvad han som studievært ikke er eller bør være. Det var mobning, og det var arrogant.”
En journalistisk bundskraber
Og Henrik Jensen er ikke den eneste historiker, der mener, at en kollega blev mishandlet.
I Jyllands-Posten kalder professor Bent Jensen Krasniks metode for revolverjournalistik og selve interviewet for en journalistisk bundskraber:
”Jeg troede, at Krasnik var seriøs, men denne aften var al anstændighed kastet over bord. Krasnik var overhovedet ikke interesseret i at blive klogere på Hedegaards anliggende, men udelukkende i at karaktermyrde ham,” skriver han.
De nævnte stemmer er langt fra de eneste, der har kritiseret den licensfinansierede tv-kanals behandling af kilder og omgang med sandheden.
Senest er Martin Krasnik selv blevet interviewet af en TV2-journalist om sin metode og hensigt med interviewet http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Medier/2013/03/24/0324070900.htm ligesom kandidatstuderende i Retorik ved Københavns Universitet Hans Christian Gørup Nielsen har blandet sig i debatten til Hedegaards fordel.
