Geert Wilders gæstede os første gang i Trykkefrihedsselskabet i 2008, og det første glimt jeg fik af ham var, da han kom op af den brede trappe i Folketinget. En dansk politiker havde arrangeret et frokostselskab for Wilders og en lille, udvalgt gruppe. Jeg var ikke inviteret med, da jeg åbenbart ikke var vurderet til at være betydningsfuld nok. Det var jeg i første omgang en smule forbitret over. For hvem vil ikke gerne føle sig betydningsfuld? Men jeg tyggede på det og ræsonnerede så, at måske har Suzanne Brøgger ret. Hun skrev engang, at der intet er så kedsommeligt som et selskab af store ånder - man mangler uvilkårligt altid en lokumsrenser.
Det var altså årsagen til, at jeg stod - ikke med hovedet i lokumstønden - men i sodavandssalget, i stedet for at udgøre en del af frokostfølget, da Wilders kom op ad den brede trappe i Folketinget. Fra boden, hvor jeg sammen med vores søde hjælpere solgte vand og bøger, kunne jeg se ham sammen med de livvagter, der i årevis har været en nødvendig del af hans liv. Og hvad tænkte jeg egentlig? Der er noget særligt ved den store trappe. Så noget tænker man.
Stående bifald
En mangeårig - og i islamdebatten ret udskældt kollega - hviskede således engang til mig, da vi begge gik op ad den: "Synes du ikke, man uvilkårligt kommer til at tænke på "Four more years", når man går op af denne trappe?" . "Ikke når det er dig og mig, der kommer op ad den", hviskede jeg tilbage. "Så vil kravet fra folkemængden snarere lyde "Out now!"
Men Wilders kaldte hverken på tanker om præsidentielle ceremonier eller ønsket om at han skulle smides på porten. Han var åbenlyst bevidst om sin iscenesættelse og nød de tv-kameraer, der fulgte ham. Sådan skal det være. Wilders er politiker.
Den hollandske politiker holdt en fuldstændig sober tale. Den kaldte på stående bifald, men jeg tillod mig at blive siddende. Jeg har rejst mig for islamkritikere som Daniel Pipes, Ibn Warraq, Ayaan Hirsi Ali og Melanie Phillips. Ved Robert Redekers besøg forsøgte jeg, men reagerede for sent, det var uheldigt og jeg tog mig idiotisk ud.
Wilders tale var ikke fantastisk, men udmærket, og han virkede ikke mere pompøs end så mange andre figurer i islamdebatten. Han vil have koranen forbudt, det vil jeg ikke. Jeg bemærkede, at skønt han går ind for et indvandringsstop fra muslimske lande, ønsker han at der gives asyl til for eksempel homoseksuelle fra Iran. Ligesom Wilders ved andre lejligheder har understreget, at det ikke er muslimer, men islam, han hader. Jeg tror ham og kan godt lide hans skelnen.
Jeg forstår ganske vist ikke rigtigt det der med at hade, og synes egentlig komikeren og forfatteren Pat Condell har ret, når han erklærer, at "hate is for loosers". Kan man ikke bare nøjes med at tage afstand fra totalitære ideologier og bekæmpe dem? Men det er en filosofisk diskussion.
Blondes have more fun?
Der blev også ved dette besøg fokuseret ganske meget på Wilders hårfarve og frisure. Men hvad er der egentlig med den? Jovist, frisurens konstruktion er lidt håbløs, og det er åbenlyst, at Wilders ikke kan bære tanken om, at verden skal se hans kommunefarvede hår. Det er forståeligt. Det er både dyrt og besværligt at holde liv i kunstig blondering. Vi, der gør det, holder fast i Rod Stewarts mantra fra hans berømte album fra 1978: "Blondes have more fun".
Men på bagsiden af albummet står der: "Or do they?" Ja, har blondiner det sjovere? Har Wilders masser af morskab i sit liv? Jeg så billeder fra en rundtur i USA for nylig, og det var dejligt at se, at han så ubesværet ud ved den sammenkomst, nogle varmhjertede new yorkere havde arrangeret for ham. Men Wilders har udtalt, at han er glad for at han og hans kone ikke har børn. Tænk lige over det, kære læser: At De i Europa i 2009 vælger børn fra af sikkerhedsgrunde. Ikke fordi De frygter AIDS, men religiøse fanatikere.
Wilders står ikke alene med at have et mere end almindeligt besværligt privatliv. Den kun 23-årige iranskfødte hollandske politiker Ehsan Jami, Wilders gode ven, der ligeledes er forfulgt, gav under sit Københavnsbesøg tidligere på året udtryk for, at han så gerne ville have sig en kæreste. Men hvordan skal man date, når man med mellemrum bor på skiftende adresser? Når man ikke bare kan gå på café uden sikkerhedsfolk? Hvordan holder den forfulgte franske filosofilærer Robert Redeker egentlig sit ægteskab levende? Når han selv er gjort til en art genfærd? Kan man bebrejde forfatteren Marianne Wiggins, der fik et år i frihed med sin mand Salman Rushdie, at hun forlod ham i 1993? på et tidspunkt, hvor Rushdie virkelig må have haft brug for hende?
Tango og Churchill
Så er der spørgsmålet, som ofte dukker op: Virker Wilders sympatisk? Som en behagelig og charmerende person? Nu kan man mene, at også ucharmerende personer kan have ret både til at ytre sig og ramme plet i deres anskuelser. Winston Churchill var sikkert ingen spøg at være gift med, umulig og fordrukken. Men han reddede Europa fra diktaturet.
Wilders er ikke nær så køn eller eksotisk at se på som Farshad Kholghi, Ehsan Jami eller Ayaan Hirsi Ali. Men hertil er der at sige, at det er vist de færreste af os i islamdebatten. Alt er forgængeligt, det behøver man ikke være buddhist for at indse. Tænk blot på Marlon Brandos lammende replik i Bernardo Bertoluccis berømte film "Sidste tango i Paris". Den aldrende Brando har fået den skønne Maria Schneider med under bruseren. Jeg husker ikke, hvad hun siger til ham, hun driller ham vist med hans alder. Svaret fra Brando falder prompte: "En dag kan du sparke til dine bryster".
Nu er Kholghi, Jami eller Hirsi Ali ikke blot kønne, men også kvikke i pæren - og nej, jeg får ikke procenter af, hvad de pågældende skriver - så heller ikke her tror jeg, at Wilders kan overtrumfe dem. Han er en begavet mand, men det er der så mange af islams og islamismens kritikere der er.
Alt er tabt-fløjen
Wilders holder tydeligvis af den alarmistiske position, "I have come to warn you" og "klokken er fem minutter i tolv" og i den dur. Jeg undrer mig i øvrigt altid, hvordan Europas fremtid kan blive ved med at være fem minutter i tolv, for jeg har hørt det sagt i årevis. Viserne må vel have flyttet sig lidt, altså, hvorfor ikke tre minutter i tolv? To og et halvt? Men her indskriver Wilders sig i en tradition og et segment af islamkritikerne, som jeg forlængst har døbt "Alt er tabt"-fløjen. Hårdtslående mænd, der synes at kombinere et reelt og stort engangement for Europas fremtid med en vis nydelse over at kunne agere dommedagsprofeter. Krigen kommer, ingen vil hælpe os og bla, bla, bla.
Personligt tror jeg på at en cool attitude er mest givtig i længden. Jammer, hændervriden og raseri tapper blot en for kræfter, gør en til en anstrengende bordherre m/k og giver ens fjender et yderligere forspring. "Nogle mennesker må gå forrest i et samfund", som en klog - og cool - terapeut sagde til for mig for år tilbage, da vi diskuterede situationen. Og hun har ret.
Wilders udfylder, ligesom Taslima Nasrin, Ibn Warraq, Ayaan Hirsi Ali, Kurt Westergaard, Robert Redeker og en række andre mennesker denne rolle som spydspidsen i en modstand mod islamiseringen af Europa. Det må så være vores opgave at bakke dem op. Jeg opfordrer varmt til at man går ind og hører Wilders, hvis ikke man så - og hørte - ham sidste gang.
Ytringsfrihed og tåbelige alliancer
Jamen, hvorfor, spørger De måske? Hvorfor netop Wilders og ikke så mange andre i islamdebatten? Hvorfor fik Katrine Winkel Holm og jeg i 2008 ideen til, at han skulle inviteres til landet? Er han noget særligt? Ja, Wilders er ganske SÆRLIG forfulgt. Ikke alene må han køres i pansret bil og ville sikkert ikke overleve mange døgn, hvis beskyttelsen blev taget fra ham. Han er også forfulgt af myndighederne i sit hjemland, der vil have ham dømt efter en eller anden latterlig hate-religiøs-jeg skal komme efter dig-paragraf, som man snart kan fodre svin - undskyld, geder - med i Europa.
I Danmark ville man ikke så forfærdelig gerne have ham til ytringsfrihedskonference og Anders Samuelsen fra Ny, Liberal eller hvad Alliancen hedder nu om dage kalder ham en "freak". I Storbritannien vil de slet ikke lukke ham ind. Derimod kan Ayaan Hirsi Ali rejse ubesværet ind i Storbritannien, skønt hun egentlig siger det samme som Wilders. Tasmila Nasrin fik store problemer i Indien, men har fået en art fribolig i Sverige, hvor hun tidligere har haft asyl. Men hvem vil give Wilders asyl, den dag selv Holland med topbeskyttelse er for usikkert? Hvor skal han flytte hen? Til Mauretanien? I Lars Løkkes privatbolig? Hos Anders Samuelsen? Nå, ikke?
Wilders er slet og ret kanariefuglen i minen. Og hvis udviklingen fortsætter, og med fare for at lyde lidt alarmistisk, så kan det en dag være Dem, kære læser, der kun kan bevæge Dem gennem gaderne med bevæbnet eskorte. Som gruer for, om en religiøs fanatiker en dag skærer halsen over på Deres søn eller datter. Som har skrevet en kronik eller skabt en lille film, De egentlig troede blot var et provokerende indspark i debatten, men som sætter den muslimske verden i brand, efter at en prædikant på propagandakanalen Al Jazeera har udråbt dem til "øjeblikkets islamofob". Det kan være Dem, der fra en militærbase overvejer, om de skal gå bodsgang, fordi De ikke kan holde isolationen ud.
Derfor skal De gå ind at høre Wilders. For et af de vigtige våben i denne kamp for friheden er solidariteten med dem, der viser mod til at gå foran. Og som ikke fortryder.
