Jeg har indenfor de seneste par år overværet adskillige retssager, hvor venner og bekendte stod tiltalt i straffesager med påstand om fængselsstraf. Alle for overtrædelse af samme straffebestemmelse (straffelovens § 264 d), alle tidligere ustraffede og alle med sammenfaldende politiske synspunkter: nationalkonservative og/eller islamkritiske.
Og selvom jeg nu har prøvet det tit, vænner jeg mig aldrig til det.
Det er i sig selv oprørende at se gode mennesker, ordentlige, redelige og fredelige folk, stå tiltalt som forbrydere, der skal fængsles på linje mod tyve, voldsmænd og mordere, men det rammer mig også på et mere grundlæggende plan, for det har fået min tillid til retsstaten til at vakle.
§ 264 d straffer den, ”…som uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed”. En i sig selv tilforladelig og rimelig bestemmelse, der beskytter forsvarsløse mod offentlig eksponering, men den bliver i denne tid skamredet og misbrugt til politisk motiveret retsforfølgelse af borgere med af en bestemt observans: alle domfældelser efter § 264 d de seneste år (bortset fra TV2 i den såkaldte plejehjemssag) har været af borgere, der har dokumenteret konsekvenserne af islamisk terror.
Skal man dømme efter § 264 d, skal man afveje to modstående hensyn: på den ene side hensynet til den eksponeredes private forhold, og på den anden side hensynet til den offentlige interesse, og det er lige præcis i denne afvejning, at retssikkerheden skrider og retsfølelsen får et knæk.
Det er nemlig mere end påfaldende, at hensynet til det private altid vejer tungest, når det drejer sig om nationalkonservative og islamkritikeres dokumentation af konsekvenserne af islamisk terror, mens retsvæsenet når til det stik modsatte resultat, når det gælder venstrefløjens og de statsstøttede mediers dokumentation af vold og overgreb i andre sammenhænge: så er det konsekvent hensynet til offentlighedens interesse, der vejer tungest. Så meget endda, at politiet blankt afviste overhovedet at efterforske Trykkefrihedsselskabets anmeldelse af 6 statsstøttede medier for at bringe billeder af George Floyds død, den lille druknede dreng på stranden i Bodrum og mordet på den russiske ambassadør i Ankara – alle eksempler på videregivelse af billeder, der falder lige så meget ind under § 264 d, som billedet af den dræbte kvinde i et islamisk terrorangreb i katedralen i Nice, som Uriaspostens Kim Møller er tiltalt for. Eller linket til terrorvideoen af henretningen af de to unge kvinde i Marokko, som både Jaleh Tavokoli og senest Steen Raaschou er dømt for.
Der er ingen principiel forskel. Forskellen består udelukkende i, hvem der offentliggør hvad, og er du islamkritiker, kan du være sikker på domfældelse.
Som nu senest Snaphanens Steen Raaschou, der forleden i Københavns Byret fik 4 måneders betinget fængsel og betaling af sagens omkostninger samt erstatning på i alt 4000 kr. til Louise Vesteragers forældre for at have delt et link til Marokko-videoen. Det var en art skueproces, for resultatet var givet på forhånd, selvom det gibbede lidt i tilhørerne, da den meget unge anklager krævede 6 måneders ubetinget fængsel. Med de tidligere straffesager in mente, ville det ikke komme bag på mange, hvis påstanden var taget til følge.
Selv opsummerede Steen Raaschou meget fint hele sagen og sin vurdering af den, da han fik det sidste ord inden voteringen – og jeg er med ham hele vejen:
”Det er klart, at en om forbrydelse jeg skal have begået for 3 år og 9 måneder siden, kunne jeg have ikke så lidt at sige, men jeg vil imidlertid indskrænke mig til et minimum.
Jeg havde ikke set min postering om Marokko-mordet siden den dag, jeg skrev den, og hvad kunne man ikke have skrevet i et øjebliks ubetænksomhed, men jeg var ikke ked af at gense den. Jeg synes godt, jeg kan være den bekendt.
Det fremgår tydeligt, at den ikke er skrevet af sensationelle grunde, eller for at genere nogen. Jeg har den allerstørste medfølelse med ofrenes stakkels familier. Den er kun skrevet for at få sandheden ud, som pressen tav om i efter Jaleh Tavakolis opregning, 1400 Infomediartikler. Emnet var følsomt, men jeg synes, jeg behandlede det passende. Ikke et øjeblik havde jeg drømt om, at jeg gjorde noget kriminelt.
Det blev jeg dog mindet håndfast om den 8 maj kl 6:30 om morgenen det følgende år, da fem betjente bankede på min hoved- og køkkendør. Jeg sov, men min veninde var vågen og kunne åbne dørene inden de blev banket ind.
De gennemsøgte min lejlighed – jeg så aldrig nogen ransagningskendelse – og tog mig med i en bil til Bellahøj Politistation iført håndjern, som om jeg var en farlig terrorist. Jeg var da 67 år og ustraffet, men jeg fornemmede, at der skulle sendes et signal til mig. Lidt senere forstod jeg hvilket.
Mine venner Jeppe Juhl og Jaleh Tavakoli var under deres anholdelse for det samme – i modsætning til mig – blevet mødt af en betjent, der ordret sagde: “Jeg beklager, men det er politisk, du ved.”
Det er den eneste forklaring, jeg selv kan finde på, at jeg skulle anholdes på den måde. Alle indicier peger på det. Jeg ved dog stadig ikke, hvem der har foranlediget, at jeg skulle anklages og stå her i dag. Hvor højt oppe i systemet er det besluttet?
Jeg ved godt, at jeg har været en torn i øjet på en del magthavere, men journalister i et demokrati med ytringsfrihed skal nu engang ikke være populære. De skal ikke have venner i magtcirkler, så er der noget galt med dem. Men det er altså ikke mig, der kalder hele denne sag politisk, det er en betjent ved Københavns Politi, hvis navn jeg kender, men jeg vil dog ikke hænge ham ud.
Falder jeg virkelig ind under paragraf 264 d den skærpede version med en strafferamme på fængsel i tre år? Selv synes jeg det ikke, og jeg synes desuden, at det er en sort dag for ytringsfriheden i Danmark, hvis jeg bliver dømt i dag. Mit mål var oplysning, i dette tilfælde om islam.
Min samvittighed er ren, og jeg er desværre nødt til at sige, at skulle jeg blive dømt, vil jeg stadig betragte mig selv som ustraffet bagefter, nu jeg som 70 årig kræftpatient alligevel ikke skal ud og søge job med en plettet straffeattest.
Tak for opmærksomheden
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
