"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Sex, løgn og ytringsfrihed: Hvor går grænserne for, hvilke friheder forfattere kan tage sig?

Dato: Lørdag 21. september 2013

Tid: Kl. 13:00 - ca. 16:30

Sted: Vartov (Store sal), Farvergade 27, 1463 København K

Entré: 100,00 kr., medlemmer af Trykkefrihedsselskabet dog blot 75,00 kr.

Tilmelding:

Vær med, når Trykkefrihedsselskabet 21. september holder konference med oplæg af Fay Weldon, Kristian Ditlev Jensen, Mads Holger og Martin Dahl Pedersen.

Vi kender det alle sammen: En fremragende bog viser sig at være en nøgleroman, der nådesløst udstiller forfatterens venner, familie og gamle kærester. Det fører i nogle tilfælde til retssager, i andre tilfælde til en debat om, hvor de moralske grænser for forfatteres ytringsfrihed går.

For er det i orden at blotlægge sine nærmestes sorte sider ikke kun i skønlitterære men også i selvbiografiske bøger?

Dette aspekt af ytringsfriheden sætter Trykkefrihedsselskabet fokus på, når vi holder efterårets konference, hvor vi stiller spørgsmålene: Hvor langt en forfatter kan og bør gå i inddragelsen af eget og andres liv i autofiktion?

Hvad bør man kunne tillade sig at skrive om f.eks. letgenkendelige gamle kærester, familiemedlemmer, kolleger mv.?

Hvad kan der gøres for at beskytte personer, der føler, at deres inderste hemmeligheder bliver udstillet for alverden?
 
Bør der overhovedet gøres noget, eller er det en omkostning ved det frie ord, som vi bare må vænne os til?

Vi har inviteret tre forfattere og en jurist til at forholde sig til disse spørgsmål: Fay Weldon, Kristian Ditlev Jensen, Mads Holger og advokat Martin Dahl Pedersen.        

Om oplægsholderne:

Fay Weldon (født 1931) britisk forfatter, har skrevet mere end  25 bøger og novellesamlinger, bl.a. "Praxis" og "En hun djævels bekendelser".

Kristian Ditlev Jensen (født 1971), forfatter og journalist.
Kristian Ditlev Jensen har skrevet flere skønlitterære bøger samt rejseskildringer; han brød for alvor igennem med den prislønnene selvbiografi Det bliver sagt (2001), der skildrer de seksuelle overgreb, han blev udsat for som barn.

Mads Holger (1977) forfatter og blogger på Berlingske.dk
Mads Holger, der har en BA i teologi fra Københavns Universitet, har skrevet flere bøger, senest den selvbiografiske roman Bladguld (2012).

Martin Dahl Pedersen (1970) advokat og partner i Kromann Reumert siden 2002.
Forfatter til flere bøger, bl.a. om ophavsret, domænenavne og personlighedsret. MDP vandt retssagen for sin klient, forfatteren Helge Bille Nielsen (tidl. Claus Beck-Nielsen), der i 2008 udgav romanen Suverænen på Gyldendal. Forfatteren var blevet sigtet for litterært identitetstyveri af sin ven, Thomas Skak-Rasmussen Strøbech, der var beskrevet indgående i romanen.