"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Lars Hedegaard, Helle Merete Brix og Søren Villemoes: Når terroren rykker tæt på

Dato: 29. oktober 2015

Tid: 19:30

Sted: Dansk Forfatterforening, Strandgade 6, st., 1463 København K.

Entré: Medlemmer af TFS: 50,00 kr./ alle andre 75,00 kr. (TILMELDING NØDVENDIG, se nedenfor)

Mød to hærdede veteraner, der er gået forrest i islamkritikken i anledning af Hedegaards bog "Attentatet"

NB: Tilmelding og betaling før mødet foregår via linket HER

Det er over to år siden, Lars Hedegaard var et splitsekund fra at blive skudt af en attentatmand. Nu udgiver han en bog, der skildrer hele forløbet: Attentatet og reaktionerne på det. Både omverdenens og hans egne.

Trykkefrihedsselskabet inviterer til møde i anledning af bogudgívelsen og giver ordet til forfatteren selv og til Helle Merete Brix fra Lars Vilks Komitéen og Søren Villemoes, journalist på Weekendavisen.

Det bliver en aften med debat om "Attentatet", om islamkritik - og om hvordan det er når det, man har advaret imod, bliver til konkret virkelighed for en selv.

Fra bogens bagside:

Allerede da jeg så mandens ansigt fra mit vindue, burde jeg have fornemmet, at noget var galt. Han var ganske vist iført postens røde jakke med et stort logo på ryggen, men der var noget forkert ved ham. Det var ikke, fordi han tydeligvis var af anden etnisk herkomst, som det hedder i aviserne. Der var noget i hans blik, der burde have fået mig til at smække vinduet i og bede ham smide en seddel i min postkasse, så jeg kunne hente pakken senere.

Postbuddet så bange ud. Det kan jeg godt forstå i lyset af den handling, han nu skulle udføre.

Sådan begynder "Attentatet", Lars Hedegaards erindringsbog om den formiddag i begyndelsen af februar 2013, hvor en mand forklædt som postbud forsøgte at skyde ham i opgangen ved hans hjem.

I dagene efter attentatet mod Lars Hedegaard svirrede rygterne: Var det hele iscenesat – af den forhadte islamkritiker selv? Og hvis der virkelig var skudt mod Lars Hedegaard, var det hele så ikke først og fremmest et klodset attentat mod personen og ingen andre? Eller: Lå han ikke, som han havde redet?

I dag – efter to år og endnu et terroranslag i København, denne gang med dødelig udgang – er alvoren gået op for de fleste.

Lars Hedegaard overlevede. Han levede under jorden i nogle uger efter attentatet og har siden levet under politibeskyttelse. Der er ting, han kan gøre, og ting, han ikke kan gøre – og sådan bliver det utvivlsomt resten af hans liv. Den unge pistolmand med anden etnisk herkomst, som var mistænkt og endda anholdt for attentatet, er i dag på fri fod, angiveligt i Islamisk Stat, efter at han indgik i en fangeudveksling mellem tyrkiske myndigheder og den jihadistiske terrororganisation.

I denne bog ser Lars Hedegaard tilbage på dagen og de efterfølgende uger og måneder, der vendte op og ned på alt i hans liv. Han ser også fremad, mod en tid med normalisering af den politiske vold. Og han fortsætter med at se kritisk på islam.