"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Jeg er ligeglad med, hvad Rose vidste 29. september

13. oktober 2010 - Artikel - af Katrine Winkel Holm

For tiden diskuteres det, om Lars Hedegaard (til højre i billedet) inden offentliggørelsen af Muhammedtegningerne havde gjort Rose (til venstre) opmærksom på den ballade, det ville kunne føre med sig. Men er det overhovedet vigtigt, om Rose vidste det eller ej?

Ændring i efterårsprogram

Kunne Flemming Rose d. 29. september 2005 vide, hvilke kræfter morgendagens Muhammedtegninger ville sætte i gang? Var der nogen, der havde fortalt ham det eller var der ikke? Lyder spørgsmålene så tilpas ligegyldige, at kun fremtidige phd-studerende i historie vil kunne fascineres af dem? Det synes jeg personligt. Alligevel sætter selvsamme spørgsmål for tiden sindene i kog i Politikens debatspalter og sit præg på Trykkefrihedsselskabets efterårsprogram, hvor mødet d. 1. december bliver anderledes end planlagt. Forklaring følger, men først forløbet.

Usandt fra ende til anden”

Den 9. oktober skrev Rune Engelbrecht Larsen et indlæg i Politiken under overskriften  Flemming Rose kontra Lars Hedegaard. Her kunne han afsløre, at Lars Hedegaard i 2008 i et amerikansk medie havde fortalt, at han før publiceringen af tegningerne overfor Rose havde forudsagt, at sagen ville nå op på højde med Rushdie-sagen. Det fik Rose til at rykke i felten tirsdag med denne salve:

”Jeg ved ikke, hvad Lars Hedegaard har spist eller drukket, eller om det er jetlag efter en lang flyvetur, men det er usandt fra ende til anden. Jeg rådførte mig ikke med Hedegaard og har aldrig hørt hans påståede forudsigelser om, hvordan muslimer ville reagere på tegningerne”.

Dårlige hukommelse?

Næste dag kunne man læse dette indlæg fra Hedegaard, henvendt direkte til Rose:

”Kære Flemming. Hvis du nu husker rigtig godt efter, vil du utvivlsomt mindes, at du ringede til mig nogle dage inden Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne den 30. september 2005. Du ville høre, hvad jeg mente om konsekvenserne, og jeg sagde, at al helvede ville bryde løs, og at sagen ville vokse til Salman Rushdie-proportioner. Jeg sagde også, at jeg syntes det var rigtigt at publicere tegningerne, for i modsat fald ville dansk presse jo have underkastet sig sharia-regler. Du skal ikke høre et ondt ord for, at du åbenbart ikke lagde nogen særlig vægt på mine forudsigelser. Du kan jo have talt med så mange andre, som har sagt noget andet. Jeg har også fuld forståelse for, at du nu har glemt alt om vores samtale. Du har haft meget om ørerne. Når jeg så tydeligt mindes den, skyldes det netop, at jeg forudså massive konsekvenser.

Da jeg i september 2008 fortalte om vores samtale til et amerikansk medie, var det for at understrege, hvilket stort mod, du og Jyllands-Posten havde udvist ved at afprøve ytringsfrihedens grænser. Jeg kunne jo ikke vide, at denne lille oplysning to år senere ville komme ind din beretning som en hund i et spil kegler”.

Afbud fra Rose, tilsagn fra modig norsk redaktør

Hvem lyver, Hedegaard eller Rose, spurgte Engelbrecht triumferende. Han øjnene selvfølgelig en chance for at genere Rose, som han hader, og Hedegaard, som han hader endnu mere. Men i stedet for at følge eks-satanistens logik, burde det mere besindige, men også langt mere kedelige spørgsmål vel lyde: Hvem er glemsom og hvem husker korrekt?

Sådan ser Rose ikke på det. Ifølge ham er Hedegaards udtalelser fra 2008 intet mindre end et angreb på hans troværdighed, hvad der har fået ham til at aflyse den for længst indgåede aftale med Trykkefrihedsselskabet om et forfattermøde 1. december, som en del mennesker allerede har tilmeldt sig.

I stedet kan de tilmeldte se frem til at møde norske Vebjørn Selbekk, redaktør af det kristelige magasin DagenMagazinet. Selbekk trykte Muhammed-tegningerne og modtog i den forbindelse dødstrusler. Selbekk vil tale om sine norske erfaringer med pressefriheden.

En syg præmis

Det var mig, der ifølge aftale med Rose, skulle interviewe ham den 1. december, så jeg synes selvfølgelig, det er ærgerligt, jeg ikke får fornøjelsen, ikke mindst fordi det ikke var den sag, der ville have interesseret mig mest. Alene præmissen for at gøre denne bagatel til en stor sag byder mig imod: For siger man, at Roses troværdighed står og falder med, at han ikke kunne ane at den islamiske verden ville gå amok, så siger man indirekte, at han ikke burde have trykt tegningerne, hvis han havde vidst det. Underforstået – ud fra den syge logik der efterhånden er blevet gængs – at det så var hans ”skyld”, når de stakkels imamer følte sig ”provokeret” af bruddet på det islamiske billedforbud.  Men ansvaret for alt fra ambassadeafbrændinger til terroranslag mod avisen ligger ét sted: Hos de muslimer, der med disse midler forsøger at intimidere frie samfund til at følge islamiske normer. Aldrig kommer det til at ligge hos Rose, Westergaard, Juste eller andre dele af Jyllands-Postens redaktion. Derfor bevæger man sig ned ad en farlig defensiv vej, når man gør Jyllands-Postens uvidenhed om tegningernes sprængfarlighed til hovedsagen. Skulle Rushdie måske ikke have skrevet ”De sataniske vers”, hvis han havde kunnet forudsige fatwaen? Skulle Martin Luther ikke have sagt, hvad sagde ved rigsdagen i Worms, hvis han havde kendt følgerne? Skal man i det hele taget ikke forsvare og praktisere friheden uanset hvilke konsekvenser det måtte have? Én ting er at vi alle til dels er kujoner. Men skal vi virkelig gøre frygtsomhed og kujoneri til legitim strategi?

”Tegningerne var ikke en provokation”, har det igen og igen lydt i forbindelse med femårsdagen for offentliggørelsen af dem. Som om der er noget i vejen med at provokere.

”I am a Danish”

Rose var en helt i efteråret 2005 og vinteren og foråret 2006, uanset hvad han vidste og hvilke personer, han havde rådført sig med. Det imponerende var, at han midt i orkanen havde karakterstyrke til at stå fast og blive stående. Præcis som Kurt Westergaard med så stor moralsk styrke har gjort lige siden.

Da Muhammedkrisen var på sit højeste, skrev Mark Steyn fra den anden side af Atlanten:

”It’s often observed that, when President Kennedy famously declared he was a Berliner, what he actually said in his imperfect German was: ”I am a donut.” If ever there was a time to say “I am a Danish, this is it”.

Det kan godt være: ”I’m a Danish” – altså ”jeg er et wienerbrød”  - lyder dumt, men alligevel burde Steyns ord minde os, at vi kan være stolte af at bo i Muhammedkrisens fædreland. Det var hos os, frihedens flamme først blev tændt, og siden har Europa ikke været helt det samme. Det er det, vi - herunder tegningernes hovedmænd – bør glæde os over i stedet for at kløve hår om ligegyldige detaljer.

Derfor er jeg ligeglad med hvad Rose vidste d. 29. september.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg