Islamus Montanus

Ingen modsigelse

På DR´s børnekanal Ramasjang kunne en muslimsk dreng her i efteråret lære de små seere, at svin er urene dyr, der helst lever af at æde afføring og som ikke kan svede, hvorfor svinekød er fuldt af gammel sved.

Okayyy, svarede den unge studievært imponeret.

Drengen har formentlig sine oplysninger fra Islamisk Trossamfund. Samme muntre svar fik en muslimsk pædagogstuderende, da han efter en eksamen hyldede Ahmedinejad og Hizbollah som sine store helte:

Okayyy, lød det fra censor.

Den islamiske propagandamølle kværner derudad helt på niveau med den kommunistiske og nazistiske propaganda, og den møder mere opmuntring end modsigelse i uddannelsessystemet. Det er jo deres kultur. Deres fortolkning. I en tid, hvor faktuel viden er en mangelvare, glider man bekvemt ud af diskussionerne med henvisning til, at der jo heller ikke findes absolutte sandheder, hverken om svin eller terrorister. Realisme og sandhed er skældsord.

Diskursanalysen: Karl Marx i sexet udgave

Det på én gang fineste og nemmeste er at være socialkonstruktivist. Socialkonstruktivister beretter ikke om verden, men om konstruktionerne af den. Ikke "klokken er syv", men "han fremstiller klokken som værende syv". Opgaven for vor tids Erasmus Montanus´er er ikke at bevare, fortolke og føje værdifuldt nyt til kulturarven, men at forholde sig ”analytisk” ved at indskyde ”diskurs” og ”artikulation” i alle sætninger. I realiteten er det analytiske niveau på højde med en maoistisk lørdagsskole.

Diskursanalysen er den kapitallogiske analyses arvtager. Karl Marx i en mere sexet, fransk og multikulturel udgave. Michel Foucault, Ernesto Laclau, Chantal Mouffe, Norman Fairclough, Edward Said er alle postmarxister, der har opfundet nye våben mod Magten. Der tales forbløffende lidt om diskursanalysens massive venstreradikale toning.

Fairclough kalder sig f. eks. "kritisk". Den elegante eufemisme har han lært af Frankfurterskolen, og den glider glat ind i alle lærebøger. Således kan studerende skrive i deres metodeafsnit, at de er "kritiske", men naturligvis ikke, at de er liberalister eller konservative. Alle af gode eller dårlige grunde marginaliserede grupper kan hente skyts i diskursanalysen.

Der tales mørkt om, at forbryderne fremstilles som forbrydere og at normalitet fremstilles som normalitet. Der rystes beklagende på hovedet over ekskluderende diskurser, der fremstiller islam som islam og indvandrere som indvandrere. Andetheden vil til fadet. Det er En Grimm historie.

Analyseobjektet er altid Vesten, aldrig Resten. Gamle socialistiske damer på uddannelsesinstitutionerne assisterer hjertens gerne unge islamistiske damer udi kunsten at stykke antivestlig propaganda sammen. Vesten svæver i så mange vildfarelser, det gør Resten jo ikke.

Imperialistisk projektion

Her er et par Islamus Montanus-eksempler på den slags analyser, som ikke bruger et øjeblik på at sætte empiri mod empiri, og som ikke forlanger mere af sig selv end at fremstille det fremstillede som værende fremstillet.

Gönül Bakay, der er uddannet i London og Istanbul, skriver om tyrken i den engelske renaissancelitteratur:

"Many of us are aware of the Late Victorian and imperialist projections of the Turkish people as a threatening race, culminating in the notorious reference by the European powers to Turkey as the ‘sick man of Europe’ in the Congress of Berlin in 1878. What we may not realise is that these attitudes are based upon a long pre-history in which the Western image of the Orient was shaped by a considerable body of literature, stretching from Christopher Marlowe to Thomas Carlyle".
(Gönül Bakay: "The Turk in English Renaissance literature).

At tyrkerne var en trussel for Europa, var bare en imperialistisk projektion, må man forstå. At man talte om Tyrkiet som Europas syge mand, havde angiveligt intet at gøre med kendsgerningerne: at Anatolien efter et par hundrede år med islamisk styre sank hjælpeløst ned, både økonomisk og kulturelt.

Nej, alle vestlige forestillinger om tyrkerne havde rod i løbsk og ondsindet litterær fantasi.

Sila Senlen, der er uddannet i Dublin og Ankara, skriver om Richard Knolles berømte ”The History of the Turks” fra 1603:

"There is a great deal of rhetoric employed in his description of events such as the conquest of Constantinople. Knolles’ Constantine VIII and Christians are put forth as the ‘poore’ King and Christians. Thus, presenting the Christians as the side the reader should have sympathy for. In contrast, Mehmet II is the ‘young tyrant’, the Emperor of the ‘invading Turks’, who are the ‘scourge of Christendome’, especially for forcing or employing Christians to fight against Christians, as janissaries [...]” (Sila Senlen: ”Richard Knolles’ - The Generall Historie of the Turkes as a Reflection of Christian Historiography"):

Intet tyrkisk overgreb på Vesten

Det er altså et retorisk kneb at positionere de kristne grækere og armenere i Konstantinopel som ofre for invaderende tyrkere? Mehmet II, der knuste og islamiserede et 1000-årigt kristent rige, som myrdede hvem, det faldt ham ind, og som holdt et stort harem af kvinder, drenge og piger, var ikke tyran?

Tyrkerne, der tvangsfjernede de bedste og stærkeste kristne drengebørn, omskar og islamiserede dem, gav dem en militær eliteuddannelse, og derefter sendte dem i kamp mod deres egne som janitsharer, kunne ikke meningsfuldt beskrives som kristendommens svøbe?

Ifølge Sila Senlen havde den stereotypiske og "pittoreske" vestlige fremstilling af tyrkerne som inhumane og barbariske ikke rod i historiske kendsgerninger, men i Knolles utroværdige historiefortælling. Hokus pokus, så har vi ikke længere et tyrkisk overgreb på Vesten, men et vestligt overgreb på Tyrkiet.

Diskursanalytikeren behøver aldrig rette det kritiske blik mod sig selv. Man er jo modmagt. Words as swords, som en bog af Sila Senlen hedder. Det er pigernes jihad.

Vend vrangen ud på sludderet

Hvem er mest fuld af islamisk propaganda? Drengen, der lirer islamistisk naturvidenskab af sig, den pædagogstuderende Hizbollah-sympatisør eller de to universitetsforskere, der er imperialt æreskrænkede med 500 års forsinkelse? Burde uddannelsessystemet ikke vende vrangen ud på sludderet i stedet for at hygge om det?

PET beskytter sikkerheden. Hvem beskytter sandheden – eller i det mindste den samvittighedsfulde søgen efter den? Uddannelsessystemet gør ikke. PET er en fremragende målmand, der står bag et forkælet og fjasende vestligt forsvar, der gør mere skade end gavn.

Michel Foucalt, diskursanalysens superstar, som i flere årtier har været for de lærde, hvad Marx var i 80´erne, gik så langt i sin galante kamp for Andetheden, at han hyldede den islamiske revolution i Iran (se her og her).

Her er vi ved paradigmets kerne, for sådan én har det bestemt: den samvittighedsløse udviskning af kendsgerninger til fordel for æstetiserende begrebsakrobatik, den pubertære foragt for den vestlige verden og det totale fravær af almindelig dømmekraft.

Ulla Nørtoft Thomsen er cand.mag. og seminarieadjunkt