"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Irans religiøse diktatur og ytringsfriheden i Danmark

15. januar 2020 - Artikel - af Torben Mark Pedersen

I et liberalt demokrati må man tolerere de intolerante. Der er ikke anden mulighed, hvis man vil bevare det liberale demokrati. Og går man først på kompromis med forsvaret for det liberale demokrati, kan vi være så godt som sikre på, at det er islamkritikere, der bliver de første ofre, og som politisk forfølges med hate-speech love.

Den 28. september 2018 lukkede politiet Danmark ned. Togdriften blev indstillet og broer lukket. Baggrunden for de helt usædvanlige politiaktioner var et overhængende trussel om terrormord i Danmark, og truslen udgik fra det iranske præstestyre (læs: religiøse diktaturs) efterretningstjeneste. Og deres nu afdøde chef, Hajj Qasim Soleimani.

Selvsamme Soleimani, der er ansvarlig for ikke bare hundredvis af amerikanske soldaters liv men også tusindvis af iranske, og som har stået bag spredningen af terror, død og ødelæggelse i Syrien, Irak, Libanon, Yemen, Saudiarabien og Gaza, blev endelig dræbt af et amerikansk missil i sidste uge.

Det førte forudsigeligt nok til kæmpestore støttedemonstrationer i Teherans gader arrangeret af præstestyret selv, men hvad der er mere bemærkelsesværdigt er, at præstestyret nu også i samarbejde med Imam Ali moskeen, der er kendt for nære forbindelser til den iranske efterretningstjeneste, arrangerer en støttedemonstration på Rådhuspladsen til fordel for statsterroristen Soleimani.

Det har de lov til. Grundloven beskytter også iranske islamisters forsamlingsfrihed, selv om deres langsigtede mål er, at der også i Danmark skal indføres et religiøst diktatur, hvor kvinder skal gå tildækket, og homoseksuelle henrettes ved offentlig hængning fra kraner.

Hvad har det så med ytringsfrihed at gøre?

En hel del. Truslen mod ytringsfriheden fra rabiate islamisters side er blot en enkelt kampplads i det, der i virkeligheden er en hellig krig for islamisering af Vesten, hvor migration og børnefødsler er de vigtigste veje til jihad, men hvor også terrorangreb og mordforsøg på islamkritikere indgår.

Og sagen er, at i et liberalt demokrati må man tolerere de intolerante. Der er ikke anden mulighed, hvis man vil bevare det liberale demokrati. Og går man først på kompromis med forsvaret for det liberale demokrati, kan vi være så godt som sikre på, at det er islamkritikere, der bliver de første ofre, og som politisk forfølges med hate-speech love.

Når truslen mod ytringsfriheden – og vore andre friheder: kvinders, homoseksuelles og jøders frihed og frihed fra "unges" dominansvold og gruppevoldtægter – stammer fra indvandrere, der er fanatisk tilhængere af en morderisk religion og totalitære politisk ideologi, så kan vi kun forsvare os ved grænsen. Som vi har set: Er de først kommet ind i landet, beskytter vores frihedsrettigheder også dem, der vil afskaffe selvsamme frihedsrettigheder, så kampen for ytringsfrihed og vores andre friheder skal udkæmpes ved grænsen og ved opretholdelse af en national suverænitet, så ikke millioner af indvandrere med statsborgerskab i et andet EU-land frit kan rejse til Danmark.

 

Artiklen har været bragt i 24Nyt

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg