Mark Steyn, modtager af årets Sappho-pris, bruger humor som et våben mod Vestens uvidenhed, og vender sig mod, hvad han kalder for iPod-kulturen og den tiltagende hedonisme i vores politiske og kulturelle eliter.11. september ni år senere
Det var atter engang blevet den 11. september, og henne i Ørstedsparken lå en formodet islamisk, vegetarisk bombemand og vred sig, efter at han var blevet overmandet af politiet. Ifølge de første forlydender var det en bestemt avis med hovedsæde i Århus, han ville udslette med en brevbombe.
Det var med andre ord en ganske almindelig lørdag i kongeriget, og Morgenavisen Jyllands-Posten var stadig Danmarks mest internationale avis: læst af førende imamer og attentatmænd verden over. For mit eget vedkommende var den eneste forskel fra samme dag året før var, at jeg sad på et hotelværelse i det indre København med den canadiske bestsellerforfatter og kommentator Mark Steyn.
Mr. Steyn, iført elegant, mørkt jakkesæt, slips og lommetørklæde i brystlommen, er tydeligvis en fan af anekdoter, f.eks. den om hans egen 11. september for ni år siden, hvor han gik rundt i familiens lejlighed og hørte radio, mens han ventede på, at to fragtmænd skulle levere en ny sofa. Da han først hørte nyheden om flyet, der fløj ind i det ene tårn, troede han instinktivt, at det var et lille propelfly, og at det naturligvis måtte være et uheld. Et par minutter kom så det andet fly bragende. Samme øjeblik ringede det på døren. Det var fragtmændene med sofaen. Mark Steyn fortalte dem distraheret, hvor de kunne sætte den. Da de var gået, og han tændte for tv’et for at se, hvad der var sket i New York, var Tvillingetårnene væk. De var sunket til jorden, som om de aldrig havde eksisteret.
Steyn griner og gestikulerer. Det gør han gerne. Også når der ret beset ikke er noget at grine ad:
”11. september var hundrede procent primal. Folk i hele Amerika forstod, det var et angreb, en krigshandling, og de var ikke bange for at konfrontere deres modstandere. Men ret hurtigt vandt det bløde multikulturelle reaktionsmønster frem, og pludselig begyndte man i medierne at omtale angrebet som en ’tragedie’. Som da min lokale avis på en årsdag for angrebet skrev, at de døde ”havde mistet livet”. De havde ikke mistet livet, de var ikke druknet ved et skibsforlis; de var blevet myrdet med fuldt overlæg. Dét forstod vi på selve dagen, men snart blev skodderne lukket, og vi holdt op med at tale ærligt om 11. september.”
”Læg mærke til, hvor hurtigt præsidenter, prinser og andre prominente personer begyndte at gå i moske. Det blev en standardreaktion. Bush gjorde det, Prinsen af Wales gjorde det, Canadas premierminister gjorde det, mange andre gjorde det. At gå i moske blev en politisk refleks rundt omkring i Vesten, hvor bizart det end kan lyde. Det ville have svaret til, at præsident Roosevelt straks efter japanernes angreb på Pearl Harbour havde vendt sig om til sin stabschef og bedt vedkommende om at reservere et godt bord på byens bedste sushi-restaurant.”
Fiktion og virkelighed
Det er analyser som denne, Mark Steyns mange læsere fra Los Angeles til Sydney jubler over, ikke mindst via hjemmesiden Steyn Online, hvor manden, der tilsyneladende aldrig sover, præsenterer sig som The One-Man Global Content Provider.
Content, indhold; det skal handle om indhold, skønt Steyn lægger ud med at tale om form. Om hvor vigtigt det er at tage store, skæbnesvangre ideer og plante dem i konkrete sammenhænge – ellers forstår folk ikke, hvor store og skæbnesvangre, ideerne er. Som når han peger på noget så traditionsrigt som den tyske Biergarten, som alle tager for givet. Men ikke Steyn:
”Hvis udviklingen fortsætter som nu, så vil der næppe findes nogen Biergarten i de fleste tyske byer om en generation eller så. De vil simpelthen forsvinde, selv om de for os fremstår som noget af det mest typisk tyske, der findes. Det er sådan noget, vi taler om, når vi taler om demografiens konsekvenser.”
Eller når han beskriver, hvordan de europæiske velfærdsstater vil bukke under i takt med indvandringen og indvandrerfamiliernes fødselsrater:
”I løbet af en generation vil Ahmed og Muhammed spørge sig selv og hinanden, hvorfor de skal betale så meget i skat for at forsørge Hans og Gerhardt eller Philippe og Marie-Claude. De vil ikke finde sig i velfærdsstatens kontrakt, men i stedet støtte semi-islamiske tilstande og stemme på muslimske partier, der med tiden vil få flertal.”
Eller som når han genfortæller, hvad der skete, da en gruppe vrede islamister for få år siden ville vise, hvor meget de ønskede Salman Rushdie hen, hvor peberet gror, ved at brænde det britiske konsulat i Lahore i Pakistan ned. Men de var stadig utilfredse, så de besluttede sig for også at brænde den britiske premierminister Tony Blair eller i det mindste et portræt af ham. Problemet var bare, at de ikke havde noget portræt. Hvad gjorde de så? Jo, fortæller Steyn, de stjal en mandshøj plasticfigur af Ronald McDonald fra den lokale McDonald’s, slæbte den ud på gaden, tæskede løs på den og skreg ”Død over Blair!”.
”Hvis en forfatter havde fundet på noget så grotesk, ville læserne ikke have troet på det”, siger Mark Steyn. ”Det er for latterligt! Men virkeligt.”
Afhængigt af, hvordan man anskuer tilværelsen, kan humor hjælpe os, vurderer kommentatoren:
”Hvis man betragter den menneskelige tilværelse som én lang komedie, så er der meget at grine ad. Men hvis man derimod betragter den menneskelige tilværelse som en kamp om at vinde over den anden, så har komedie og humor sin begrænsning. Ligesom med ironi. Som med ironi kan man heller ikke være sikker på, at humor bliver forstået, idet begge dele er afhængige af en fælles empati. Problemet med islamisterne er, at for dem er der kun Islam eller Resten, og hvis du tilhører Resten, så er de slet ikke interesserede.”
Steyn sammenligner islamisterne med nazisterne. Heller ikke de var det mindste interesserede i deres modstanderes humor. Mark Steyn nævner Charlie Chaplins ellers så roste film Diktatoren, der gjorde grin med Hitler og hans stormagtsfantasier:
”Charlie Chaplin lavede en film om Adolf Hitler, men Adolf Hitler var da ligeglad og gik fluks i gang med at erobre Europa. I den forstand var filmen en eklatant fiasko.”
Alligevel finder Mark Steyn, at det nytter at udstille vor epokes nazister. Satire kan være med til at styrke Vestens vaklende selvtillid. I øvrigt er islamisterne ekstremt underholdende i al deres bigotte alvor, i særdeleshed afdøde ayatollah Khomeini:
”Hvis man en dag ikke har andet at lave, skal man sætte sig ned og læse Ayatollah Khomeinis taler. De skriger til himlen i mere end én forstand. Her har vi måske verdens lærdeste imam – af nogle betragtet som en af de mest betydningsfulde tænkere i anden halvdel af det 20. århundrede – og hvad går han allermest op i? Tjo, hvad du gør med dine geder, når mørket falder på… Man kunne optræde med Khomeinis tekster hver eneste aften på Broadway og få publikum til at skrige ad grin. Hvis det ikke var så tragisk, ville det være ren komik à la: Hvis nogen i Vesten siger, vi er vanvittige og voldelige, så myrder vi jer! En sådan selvmodsigelse ville man le ad i lærde selskaber, men når der står fem lede fyre med baseball-bat foran én, så får piben en anden lyd.”
Begrænsningerne til trods kan humor, satire og karikatur ifølge den canadiske humorist og provokatør være med et at forme og oplyse debatten, og han refererer til den norsk-pakistanske komiker Shabana Rehman, der også deltog i Trykkefrihedsselskabets humor-konference:
”Som Rehman sagde i dag, så er komediens hjerte sandhed.”
Kristus og Muhammed
Mark Steyn, der nu for alvor er kommet i omdrejninger, nævner en anden Ronald, ikke McDonald, men tidligere præsident Ronald Reagan, der efter sigende holdt af at fortælle vittigheder om Sovjetunionen. De gik som regel på refrænet ”Der var engang en amerikaner og en russer”, og en af dem lød sådan her:
Amerikaneren siger: I mit land har vi ytringsfrihed. Vi kan tillade os at sige alt muligt om vores præsident. Russeren nikker: Sjovt du siger det, for præcis sådan har vi det også i mit land: Vi kan tillade os at sige alt muligt om jeres præsident.
Mark Steyn ser pludselig helt alvorlig ud:
”Vittigheden er stadig relevant, blot med et twist. I dag kan vi sige, at alle i Vesten har ret til at gøre grin med Vestens kulturelle og religiøse arv – ligesom i den arabiske verden. Også dér har alle ret til at gøre grin med Vestens kulturelle og religiøse arv.”
Hermed antyder Mark Steyn netop, at den muslimske verdens kulturelle og religiøse arv er ukrænkelig, og dermed kræver særbehandling, ikke bare blandt muslimer, men ligeledes i Vesten. Forskellen på, hvad der sker, når henholdsvis Kristus og Muhammed afbildes, er væsensforskellig og er med til at illustrere skillelinjen mellem et frit samfund og en totalitær bevidsthed. Sådan var forskellen under Den Kolde Krig, og sådan er den i dag, mener han.
Efter Obama
Da Mark Steyn i 2006 udgav bogen America Alone: The End of the World as We Know It, mente han, at det kun var i Amerika man havde forstået betydningen af at involvere sig i en idékamp med den totalitære dynamik i islam, mens europæerne svigtede over en bred front. Kort tid efter kvitterede de amerikanske vælgere ved at gøre Barack Obama til landets nye præsident.
”Ja, det er historiens ironi. I bogen advarede jeg amerikanerne mod at efterligne europæerne, hvorpå amerikanerne straks gik ud og stemte på Barack Obama, der snart indledte en appeasement-politik med den arabiske verden og dens religiøse ledere plus brugte milliarder af dollars på big government.”
”I USA florerer den teori, at Obama i virkeligheden blev født på et britisk hospital i Kenya – og ikke i Chicago. Jeg køber ikke den teori, eftersom det er temmelig indlysende, at Obama blev født i Stockholm. Obama tror, at Amerika kan blive et stort Sverige.”
Det er vel at mærke, et stort og gældsat Sverige, Obama er i gang med at efterlade sine børn, ikke mindst på grund af kinesernes opkøb af amerikanske statsobligationer:
”Alene størrelsen af den amerikanske gæld betyder, at amerikanerne i dag finansierer det kinesiske militær, hvilket på ingen måde er i amerikanernes interesse, og jeg tror, at meget ubehagelige ting vil ske, med mindre tendensen til at øge de offentlige udgifter bliver vendt om et par uger (ved det amerikanske midtvejsvalg i november, red.) og igen ved præsidentvalget om to år.”
Amerikanerne undervurderer i Mark Steyns øjne den europæiske lære om, hvor nemt man i løbet af blot nogle få generationer kan forandre en befolknings tænkemåde ved hjælp af big government:
”Se bare på tyskerne, som i dag er præcis lige så stædigt pacifistiske og europæiske, som de førhen var stædigt militaristiske og nationalistiske. Eller Storbritannien. Eller mit eget fædreland Canada. I 1945 var Canada et krigerisk land med verdens tredjestørste flåde. Vi drog rundt i verden og slog folk ihjel. I løbet af et par generationer var canadierne forvandlet til en samling multikulturelle svæklinge.”
Adspurgt om ikke det er udmærket, at folk i de pågældende lande er mere optaget af fred end af krig, svarer Mark Steyn:
”Det kommer sandelig an på, hvad man mener med fred. For de fleste mennesker, der taler om fred, betyder fred, at de helst ikke vil forstyrres.”
Steyn hæver stemmen:
”Fred er den universelle forkortelse for: Jeg har ikke lyst til at tænke over det! Når folk kører rundt i deres biler med et klistermærke, hvor der står ”Fred”, så gør de brug af et bekvemt paraplybegreb, som signalerer, at verden er ét fedt, at alle religioner og nationer er af samme værdi. At tro på sådan noget er en garanti mod ikke at skulle tænke sig om, sådan at folk kan sidde på deres terrasse og spille guitar, ryge lidt pot, gøre dit og gøre dat. I praktisk forstand er fred blot en form for narcissisme.”
Fra denne narcissisme er der ifølge Steyn ikke langt til multikulturalisme. Han griner smøret:
”Har du nogensinde haft en konversation med en multikulturalist, der demonstrerede nogen bemærkelsesværdig viden om en kultur? Nej, vel? Multikulturalismen er i en vis forstand topmålet af kulturel dovenskab og arrogance. Hvis alt er det samme, er der ingen grund til at diskutere noget længere. Jeg mener, at det i virkeligheden er kulturel imperialisme at påstå, at alle kulturer er ens. Hvis det f.eks. er lige meget, om der hersker dansk lov, engelsk lov eller sharia – de er alle af samme værdi – så kan man lige så godt indføre sharia i Danmark.”
Til kamp mod iPod-kulturen
Mark Steyn besøgte på en af sine foredragsturnéer for nylig Bordeaux i Frankrig. Der passerede han en Virgin Megastore, hvis logo bebuder La culture de plaisirs, nydelsens kultur. Dette logo beskriver samtidig den kultur, vi lever i i hele den vestlige verden, mener Mark Steyn.
”Folk går rundt og tror, at vi i Vesten stadig er i spidsen rent teknologisk. Se, vi opfandt iPod’en! Men hvad er en iPod? Det er en lille tingest, der gør det muligt at downloade musik. Fint! Men prøv at spørge dine venner, hvad de så hører på deres iPod? Skaber de musik eller hører de noget nyt? Nej, typisk downloader de bare den musik, de altid har hørt, på en ny lækker sensuel tingest. Der er mange sensuelle tingester i nydelsens kultur, men et af problemerne ved den er, at den gør det umanerligt nemt at retfærdiggøre ulysten til at bekymre sig om resten af verden – f.eks. ulysten til at forholde sig til de kræfter derude, som vil dig og din livsform til livs.”
”På middelalderens upræcise landkort skrev man ofte i marginen eller der, hvor terrænet var ukendt: Her er der drager! Det slår mig, at vi i dag har glemt at tage højde for dragerne, ja, at vi i nydelsens kultur slet ikke tror, at drager eksisterer.”
Mens rådhusklokkerne bimler, gør Mark Steyn mine til afsked, men før han rejser sig for at gå ned i den taxa, der skal bringe ham ud til Deadline, slutter han af med endnu en anekdote fra den virkelige verden:
”Da en englænder for nylig blev halshugget i Irak, fandt man ud af, at optagelsen af hans endeligt blev downloadet af visse muslimer i London til deres mobiltelefoner og iPod. Mange muslimer har det samme teknologiske udstyr som du og jeg, men lytter ikke til Britney Spears, men til halshugningen af en englænder i Irak. Den udbredte forestilling, at den vestlige teknologi vil redde os, er i mine øjne dybt naiv.”
fotos: Steen Raaschou
Se Deadline-interviewet med Mark Steyn her
