"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Indrejseforbuddet mod Paludan rummer i en nøddeskal den demokratiske status på Sverige

1. september 2020 - Artikel - af Aia Fog

Indrejseforbuddet hviler enten på den fejlslutning, at det er Paludan, der er ansvarlig for den vold fra muslimer, hans koran-happenings altid udløser – eller det er et udtryk for, at de svenske myndigheder ikke kan magte opgaven med at opretholde ro og orden ved et Paludan-arrangement, og derfor griber til den nemme løsning: at sørge for, at en sådan situation ikke opstår. Resultatet er ikke desto mindre det samme: Sverige er ikke længere et demokrati.

Inden for en uge er to unge drenge blevet voldtaget grusomt mishandlet af to muslimske mænd på en kirkegård i Gøteborg og i indvandrerghettoen Rosengården i Malmø måtte politi og brandvæsen fredag opgive at få situationen under kontrol og trække sig tilbage, da ca. 300 mænd gik amok med stenkast, bilafbrændinger og hærværk – angiveligt på grund af en koranafbrænding tidligere på dagen. Læg hertil 320 skudepisoder på et år.

De ”svenske” bander er for længst trukket over Øresundsbron og til Danmark: således blev 5 svenske bandekriminelle indvandrere i fredags idømt mellem 20 års fængsel og livstid for i 2019 at have dræbt to rivaliserende svenske bandemedlemmer med automatvåben på offentlig vej (i Sennepshaven i Herlev).

I Sverige går det kun én vej: den gale, og udviklingen i – eller rettere afviklingen af broderlandet har kun én årsag: inkompetente svenske politikeres insisteren på, at Sverige skal være en ”humanitær stormagt”. En fuldstændig tåbelig ambition, som har sendt broderlandet på selvmordskurs, men som ikke desto mindre stædigt fastholdes: Sverige importerer stadig efter migrationsbølgen i 2015 fire gange så mange muslimske indvandrere som resten af de nordiske lande tilsammen, og de seneste fremskrivninger spår, at allerede om 40 år vil svenskerne være et mindretal i deres eget land.

I lyset af Sveriges kontinuerlige import af voldelige mænd fra Stor-mellemøsten virker det dybt besynderligt, at de svenske myndigheder har givet Rasmus Paludan, en absolut ikke-voldelig dansker, indrejseforbud i to år. Baggrunden for indrejseforbuddet er naturligvis, at de svenske myndigheder er bange for, at han skal spille fodbold med eller afbrænde en udgave af koranen, som han har gjort det i Danmark og dermed provokere de i forvejen voldsparate, muslimske indvandrere.

Indrejseforbuddet hviler enten på den fejlslutning, at det er Paludan, der er ansvarlig for den vold fra muslimer, hans koran-happenings altid udløser – eller det er et udtryk for, at de svenske myndigheder ikke kan magte opgaven med at opretholde ro og orden ved et Paludan-arrangement, og derfor griber til den nemme løsning: at sørge for, at en sådan situation ikke opstår.

Hvis de svenske myndigheder (hvilket er meget sandsynligt) betragter Paludan som årsag til og ansvarlig for den vold, der næsten altid følger i kølvandet på hans happenings, så er det et angreb på ytringsfriheden og et alvorligt brud på grundlæggende retsprincipper bøje sig for voldsmandens veto og fritage ham for ansvar for i stedet at lægger det over på provokatøren. Dermed lovliggør man i realiteten voldsudøvelse for krænkede følelser, og det er elastik i metermål, hvilket man blot behøver se til USA og Black Lives Matter for at forvisse sig om.

Hvis forbuddet begrundes i manglende ressourcer til at holde de krænkelsesparate og voldelige muslimer stangen og frygt for, at situationen skal løbe ud af kontrol, er det forståeligt set i lyset af de enorme kriminalitetsproblemer, der hærger Sverige og som i forvejen har tvunget det svenske politi i knæ. Men resultatet er det samme:

Indrejseforbuddet mod Paludan rummer i en nøddeskal status på Sverige som en stat, der ikke længere magter at opretholde værnet om de grundlæggende frihedsrettigheder. Og en stat, der ikke formår at håndhæve grundlæggende frihedsrettigheder er ikke længere en retsstat – ej heller et demokrati.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis