"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Ikke ytringsfrihedens skyld, men…

8. august 2011 - Artikel - af Katrine Winkel Holm

Katrine Winkel Holm

Sommeren 2011 bød på et møde med ondskaben. Og med et nyt "ytringsfrihed, men"- paradigme.

Denne sommer har mindet os om, at ondskaben sagtens kan være blåøjet og bo på et økologisk landbrug uden for Oslo. Den har også vist os noget andet: Det frie ord og den åbne debat har mange modstandere.

Der gik forbløffende kort tid efter udåden på Utøya, før man havde fundet frem til den medansvarlige: Det frie ord. Den hadefulde debat. Tonen. De andres naturligvis.

Tre gange er masser af gange

Et hjemligt eksempel: Allerede før Henrik Sass Larsen kom med sin dødssejler af et forslag om statslig regulering af netdebatten brugte berlingskebloggeren Niels Krause-Kjær massakren i Norge til at forsvare hate speech-lovgivning og samtidig sende et par giftpile af sted mod Trykkefrihedsselskabet, nu han var i gang.

Breivik er nemlig, skriver Krause-Kjær ”ganske optaget af Trykkefrihedsselskabets Lars Hedegaard, som citeres masser af gange.”

Jeg har lært, at syv er mange, så hvis de tre referencer, Breivik har til Hedegaard-tekster i sit 1500 sider lange manifest er ”masser af gange”, må jeg kassere min børnelærdom eller også bare konstatere, at Krause-Kjær ikke har sat sig ind i sagen.

Sandheden er jo, at Breivik var langt mere optaget af en forfatter som Robert Spencer end af Hedegaard.

Spencer, der har skrevet den ene glimrende bog efter den anden, hvor han argumenterer for, at kristendommen er fredens religion, der aldrig kan levere religiøs ammunition til terror, citeres over 90 gange af Breivik, der så går ud og begår terror i kristendommens navn.

Sørgeligt, grotesk, afsindigt, tragikomisk – men næppe Spencers ansvar. Jeg vil læse ham med lige stor interesse.

Ikke en smule medansvarlig, men...

Men de tre referencer, Breivik havde til Hedegaard (og Daniel Pipes), får Krause-Kjær pumpet op til at legitimere dommen mod Hedegaard:

Gør det Lars Hedegaard bare en smule medansvarlig? Slet ikke. Men det viser, hvorfor det var vigtigt at tage afstand fra hans køkkenpassiar i december 2009. Hvorfor det var vigtigt, at fornuftige mennesker efterfølgende sagde fra. Og i mindre grad også, at domstolene trak samfundets formelle streg i sandet.

Ikke medansvarlig, men…

Vi skal altså forstå, at hvis ikke landsretten havde kriminaliseret sandsynligvis sande påstande om overgreb på muslimske piger og kvinder, så…? Ja, hvad så, kære Krause Kjær? Ville vi så også risikere at få en dansk Breivik?

Dette er ikke bare mistænkeliggørelse af den mest banale, uappetitlige slags. Det er også et ræsonnement, der er den direkte vej til stille likvidering af det frie ord.

Oven i købet baseret på en overfladisk analyse.

Ret hurtigt kom det jo frem, at Breivik havde planlagt sit massemord for ni år siden. Før han havde læst Robert Spencer, Daniel Pipes, Melanie Phillips, Bruce Bawer, Lars Hedegaard og Mark Steyn.

Eller skrevet en stavelse i noget kommentarfelt på nettet. Det gør det jo svært at argumentere overbevisende for, at det er ”den hadefulde debat” der førte til den voldelige gerning.

Alligevel har debatten kørt non stop i det spor lige siden.

Sobre netsider som Uriasposten og Snaphanen er blevet genstand for systematisk mistænkeliggørelse. I Norge er det uundværlige document. no udsat for grove beskyldninger og i Sverige vil man nu afblæse den islamdebat, man aldrig har haft.

Herhjemme har stærke kræfter i medieverdenen samme dagsorden. Man kalder det ”selvrangelse” - og ransager alle andre end sig selv.

Sandt i går og i dag

Selvfølgelig bliver der stillet spørgsmål til kristne, konservative, nationale islamkritikere (sådan nogle som mig!), når en sådan ugerning finder sted i kristendommens, konservatismens, det nationales og islamkritikkens navn. Og selvfølgelig skal vi svare.

Men lad os lige minde om det helt basale, som Bruce Bawer sagde til Weekendavisen: ”Hvad der var sandt for to uger siden, er sandt i dag”.

Og ytringsfrihed har vi for sandhedens, ikke for den gode tones skyld. Uden mulighed for frit at lufte sine synspunkter og få dem imødegået i offentligheden, forsvinder sandheden ind under gulvtæppet og erstattes af ensrettende paroler.

Det burde være elementært.

Også at en dæmonisk skikkelse som Breiviks ikke skal have lov til at legitimere klapjagt på modige enere, der vover pelsen og fremsætter deres synspunkter, også synspunkter, vi er uenige i. Tværtimod burde offentligheden slå ring om dem i denne anspændte situation.

Under Muhammedkrisen blev ”ytringsfrihed, men”  lanceret. I denne sommer har ytringfriheden fået et nyt ”men”.

Det nye "men" er ikke bedre end det første.

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg