En forgæves søgen efter Cairo-erklæringen – den islamiske menneskerettighedserklæring - på Institut for Menneskerettigheders hjemmeside, får Finn Boserup til at spørge instituttets direktør: Hvorfor oplyser instituttet ikke om denne helt afgørende tekst? Læs det åbne brev til Jonas Christoffersen
Islamisk omformulering af menneskerettighederne
Institut for Menneskerettigheder (IFM), blev oprettet ved lov i 2002, med det formål at styrke forskning og information i Danmark om internationale og hjemlige forhold med relation til menneskerettigheder.
På internationalt plan har der i årtier tegnet sig en tydelig brudflade med hensyn til opfattelsen af, hvad menneskerettigheder drejer sig om. Grænsen går mellem de demokratiske lande på den ene side og den islamiske verden repræsenteret ved Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC) på den anden.
I 1990 formulerede OIC sin egen Cairo-deklaration om Menneskerettighederne i Islam, og i de forløbne tyve år har OIC ført en koordineret og målrettet kamp for gradvist at udbrede sine sharia-baserede ”menneskerettigheder” på bekostning af FN´s universelle menneskerettigheder. En vigtig del af den magtkamp foregår i FN´s Menneskerettighedsråd. I 2008 indstiftede OIC tilmed en islamisk menneskerettighedsdag. Valget faldt på 5. august - årsdagen for vedtagelsen af Cairo-deklarationen.
Hvis man med nogen relevans i dag skal diskutere menneskerettigheder i internationalt perspektiv, må man nødvendigvis komme ind på OIC og Cairo-deklarationen. Men det forudsætter naturligvis at man kender til Cairo-deklarationen.
Ingen oplysning om truslen mod menneskerettighederne
På IFMs hjemmeside kan man finde allehånde opslag om menneskerettighedernes historie og udvikling, diskussion af om menneskerettigheder er universelle o.s.v., og der er en fin tidslinie helt fra Magna Carta i år 1215 frem til oprettelsen af FN´s Menneskerettighedsråd i 2006. Man kan på hjemmesiden finde den amerikanske, den europæiske og den afrikanske menneskerettighedskonvention.
Men desværre leder man forgæves efter Cairo-deklarationen, som ikke nævnes med ét eneste ord; og der er intet link til noget, der kunne antyde, at tidens største globale trussel mod menneskerettighederne kommer fra den muslimske verden, orkestreret af OIC. Der er ikke den mindste antydning af det pres, OIC lægger på de universelle menneskerettigheder som formuleret i FN´s verdenserklæring af 1948.
Sharia forklædt som menneskerettigheder
Et eksempel: Det formelle forhold til dødsstraf:
FN´s Menneskerettighedserklæring lyder:
Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.
I Cairo-Deklarationen om Menneskerettighederne i islam hedder det til gengæld:
Livet er en gave fra Allah og retten til livet er garanteret ethvert menneske. Individer, samfund og stater er forpligtede til at beskytte denne ret imod enhver krænkelse, og det er forbudt at tage noget liv uden en årsag foreskrevet i sharia.
Hvor FN ikke tager forbehold i retten til liv, samt vedtager konventioner om afskaffelse af dødsstraf, er der ifølge OIC og Cairo-deklarationen intet til hinder for dødsstraf, når blot den eksekveres indenfor det islamiske strafferetslige system.
Et andet eksempel er forholdet til tortur:
FN´s Menneskerettighedserklæring lyder: Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.
I Cairo-Deklarationen om Menneskerettighederne i islam hedder det:
Beskyttelse imod mishandling er en garanteret rettighed. Det er statens pligt at vogte den, og det er forbudt at bryde den uden en årsag foreskrevet i sharia.
FN´s erklæring er absolut i sin afstandtagen til mishandling, mens OIC-landene kæmper for, at mishandling og grusomme straffe skal være en mulighed, sådan som det praktiseres i det islamiske strafferetslige system.
Og endelig et eksempel som interesserer Sapphos læsere - forholdet til ytringsfrihed:
FN´s Menneskerettighedserklæring lyder:
Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.
Cairo-Deklarationen om Menneskerettighederne i Islam:
Enhver skal frit kunne udtrykke sin mening når det sker på en måde som ikke er i modstrid med principperne i Shari´ah. Enhver skal have ret til at tale for hvad der er rigtigt, udbrede hvad der er godt og advare imod hvad der er forkert og ondt ifølge normerne i den islamiske sharia.
FN tager ingen forbehold, mens det for OIC drejer sig om, at ’ytringsfriheden’ kun skal bruges til at fremme islam, og i al fald ikke kritisere eller modsige den.
Hvorfor oplyser Institut for Menneskerettigheder ikke?
Det må stå klart for enhver, som er oplyst om disse diametralt modsatrettede målsætninger, at de muslimske lande, repræsenteret ved OIC, uvægerligt er på kollisionskurs med FN´s Menneskerettighedserklæring fra 1948.
Når Institut for Menneskerettigheder konsekvent undgår at omtale muslimsk begrundede umenneskelige og vanærende straffe (stening, pisk, håndafhugning) eller muslimsk begrundede indskrænkninger i ytringsfriheden, er det så udtryk for misforstået multikulturel tolerance eller frygt for at blive kategoriseret som fremmedfjendsk og racistisk?
Er Jonas Christoffersen bekymret for at blive betegnet som islamofobisk, hvis instituttet oplyser sagligt og faktuelt om Cairo-deklarationen og sharia?
Jonas Christoffersen, direktør i Institut for Menneskerettigheder, hvorfor oplyser I på instituttets hjemmeside overhovedet ikke om Cairo-deklarationen?
Siden IFM ikke har fundet anledning til at udbrede kendskabet til Cairo-deklarationen, kan den i stedet læses i dansk oversættelse her.
