"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Hvis retssagen mod Tommy Robinson havde fundet sted i Kina eller Tyrkiet, havde man kaldt det en skueproces

17. juli 2019 - Artikel - af Michael Pihl og Aia Fog

Engelske myndigheders brutale håndhævelse af presse - og rapporteringsforbud i grooming-sager fremstår mere politisk motiveret, end begrundet af noget hensyn til retfærdighed og retssikkerhed.

”Jeg tror ikke, at vi kan kalde England et frit land længere” – udtalte den canadiske journalist Ezra Levant efter dommen i Londons Old Bailey over ytringsfrihedsaktivisten Tommy Robinson den 5. juli. Og det er næppe for meget sagt, for Robinson blev kendt skyldig og idømt for ”foragt for retten” efter hvad der bedst kan benævnes en skueproces, hvor udfaldet var givet på forhånd og i øvrigt politisk motiveret i en grad, så det ligger snublende nær at sammenligne England med ’illiberale stater’ som Rusland og Tyrkiet, der ofte bebrejdes en sammenblanding af retssystem med politiske magthaveres interesser i at kriminalisere politiske modstandere og besværlige journalister.

Kogt ned til en Maggi-terning er Tommy Robinson dømt for en lovovertrædelse, som hverken politi eller anklagemyndighed reelt har kunnet løfte bevisbyrden for, hvorfor tiltalen da også er blevet ændret flere gange: han er nu idømt en straf på i alt 9 måneders fængsel for en forseelse, som ingen britisk journalist har fået mere end et bødeforlæg for de seneste 70 år.

”Hvorfor i alverden skulle en mand blive idømt fængselsstraf med politisk baggrund; det er utænkeligt i en retsstat” vil De sikkert indvende, men sagen mod Tommy Robinson trækker dybe spor til den største skandale i nyere britisk historie, den såkaldte Grooming-skandale, hvor en række lede voldtægtssager fra det muslimske indvandrermiljø rettet mod mindreårige piger fra den engelske underklasse, har rystet briterne.

Men ikke nok med det: Grooming-skandalen har desuden udstillet, hvordan politi, retssystem, sociale myndigheder og mainstreammedier har gjort sig store anstrengelser for at skjule og fortie omfanget af disse sexforbrydelser for offentligheden, og de engelske myndigheders brutale forfølgelse af Tommy Robinson skal ses i forlængelse af disse bestræbelser. Robinsons journalistik har nemlig afdækket samfundsproblemer, som mainstreammedierne ikke vil røre. I dette tilfælde, at kultur har et voldsomt gennemslag i disse sex- og voldsforbrydelser, hvor 84% af de tiltalte mænd har muslimsk baggrund.

Da skandalen for få år siden for alvor begyndte at rulle, rapporterede Tommy Robinson som borgerjournalist fra de retsbygninger i Nordengland, hvor retssagerne mod voldtægtsmændene fandt sted.

Det indbragte ham i maj sidste år 13 måneders fængsel for at have overtrådt myndighedernes rapporteringsforbud. I sig selv en meget voldsom straf for, hvad der må betegnes som en mindre forseelse, der som nævnt aldrig har indbragt andre journalister mere end en bøde

Men selv en uproportional fængselsstraf var ikke nok for de engelske myndigheder: Tommy Robinson blev med fuldt overlæg overført til et muslimsk domineret fængsel, hvor han måtte tilbringe over 10 uger i isolation, da hans muslimske medfanger ellers ville slå ham ihjel. Det var også muslimske fanger, der tilberedte hans mad, så han turde ikke spise den, men levede af 7 æbler og 5 dåser tun om ugen og tabte sig derfor 20 kg under sin fængsling. De ekstremt belastende forhold – som de britiske myndigheder var fuldt vidende om, og selv havde iscenesat – blev yderligere forværret af, at Tommy Robinsons celle lå i stueplan lige ud til fængselsgården, hvor de muslimske fanger gik forbi, når de skulle til bøn. Robinson var derfor tvunget til at have sit vindue lukket midt i hedebølgen, da der ellers blev spyttet og kastet ekskrementer ind ad vinduet.

I august 2018 blev Robinson løsladt, fordi retsprocessen havde været belastet af juridiske fejl, men den engelske statsadvokat genoptog sagen, hvilket mange iagttagere har undret sig over:

For det første undrer det, at rigsadvokaten i England tager en banal sag om en uafhængig journalists påståede brud på et presseforbud i en voldtægtssag op ved en højere retsinstans som Old Bailey. Den engelske rigsadvokat tjener ganske vist regeringen og politiske magthaveres interesser i en problematisk gråzone mellem den udøvende og den dømmende magt, men han beskæftiger sig normalt ikke med sager som Robinsons. Det giver næring til mistanken om, at Robinson straffes mere for, hvem han er, end for hvad han faktisk har gjort.

For det andet er det bemærkelsesværdigt, at sagen mod Robinson blev afgjort uden nævninge – selvom det ikke er en straffesag, så er det dog en sag, der udløser fængselsstraf.

For det tredje har myndighedernes skiftende sigtelser og ændringer af anklageskriftet vakt undren: Robinson blev først arresteret med begrundelsen, at han skulle have ”forstyrret den offentlige orden”. Det blev så ændret til ”foragt for retten” og senest har myndighederne tilføjet et nyt anklagepunkt, hvor det som noget nyt kriminaliseres at udvise ”subjektiv ubesindighed” og udsætte tiltalte voldtægtsforbrydere for såkaldt ”aggressiv konfrontation”.

Hvad er så Tommy Robinsons brøde? Hvori består hans kriminelle handling, som indtil videre har givet ham 3 måneder i isolationsfængsel og som nu har lagt yderligere 6 måneders fængsel til hans straf?

Det kan enhver forvisse sig om ved at søge på nettet og se det med egne øjne: Han har stået uden for retsbygningen i Leeds og stillet følgende spørgsmål til de to voldtægtsdømte i en af grooming-sagerne: ”Hvordan har du det med retsafgørelsen mod dig?” og ”føler du nogen skyld?”

En skræmmende straf på den baggrund, der ikke bliver mindre skræmmende at, at han kun bragte oplysninger frem i reportagen, som allerede var offentliggjort. De oplysninger, han læste op om de tiltalte stammede faktisk fra BBCs hjemmeside. Og ifølge engelsk lov kan en domstol ikke straffe for at viderebringe oplysninger, som allerede er i offentligheden.

Meget tyder på, at det faktisk er, hvad det engelske retssystem alligevel har gjort. Dette på trods af, at Robinson flere gange henvendte sig til politi og retsbetjente for at sikre sig, at han ikke brød regler og ikke krænkede et forbud mod at rapportere fra sagen. Tommy Robinson er altså dømt –ikke blot fordi han ”filmede foran retten”, sådan som andre engelske journalister jævnligt gør, men fordi han efter dommerens vurdering udviste såkaldt ”subjektiv uagtsomhed” og fordi han filmede de tiltalte på en forkert og ”aggressiv” måde. 

 Gerard Batten, leder af partiet UKIP, kaldte forleden retsafgørelsen for ”… en parodi på retfærdighed og en politisk retsafgørelse på grundlag af opdigtede anklager”. Det er svært at opfatte det anderledes. Med dommen og strafudmålingen over Tommy Robinson har den politiske magt i England misbrugt rets- og fængselssystemet for at bringe en besværlig islam-kritiker til tavshed. Og de har gjort det med hjælp og applaus fra den mainstreampresse, der ellers ville have ilet til hans forsvar og kaldt ham politisk fange, hvis han havde været journalist fra Kina eller Tyrkiet.

Det er i sandhed en sort dag for ytringsfriheden og retsstaten i England.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis