På Deadline den 21. december fremdrog Ole Birk Olesen pludselig et løsrevet citat fra en tale, som jeg i 2007 havde holdt i Bruxelles, og hvor af det skulle fremgå, at jeg var modstander at demokratiet og retsstaten og derfor pønsede på udveje til at oprette ulovlige parallelle institutioner.
Talen har for længst været offentliggjort her i Danmark – uden at vække nogen særlig opsigt. Men nu er man åbenbart begyndt at interessere sig for mine gamle taler og skrifter. Det er naturligvis ærefuldt, selv om det kommer til udtryk i angreb på noget, jeg aldrig har påstået eller ment.
Vi må ikke gentage
Skræller man udenværkerne væk, forlanger mine kritikere, at vi undlader at tage islams selvforståelse alvorligt. Vi må ikke gentage, hvad islams kanoniske skrifter og autoritative talsmænd siger om deres egen ideologi, om deres egne politiske planer. Det er skandaløst og udokumenteret, hvis man refererer, hvad disse kilder åbenhjertigt har at berette om islams projekt.
Gennem årene har jeg skrevet meget om islams mål, strategi, taktik og virkemidler – senest i bogen 1400 års krigen, der er forfattet i samarbejde med Mogens Camre. Den er på 274 sider med en omfattende litteraturliste og et stort noteapparat. Ingen af denne bogs kritikere, der har frakendt den enhver værdi, har forsøgt at påvise videnskabelig fusk i omgangen med kilderne. De kan bare ikke fordrage bogen. Det kan jeg sådan set heller ikke. Jeg synes, der er en rigtig kedelig beskæftigelse at skulle dokumentere et så trist fænomen, men nogen skal jo gøre det, og mange har faktisk gjort det – og er kommet til nogenlunde samme konklusion om islam som jeg.
I 1400 års krigen citerer vi f.eks. fra Rudolph Peters' autoritative fremstilling, Jihad i klassisk og moderne islam, der har følgende at berette om jihad-doktrinen: "Kernen i doktrinen er eksistensen af en enkelt islamisk stat styret af hele ummaen. Det er ummaens pligt at udvide denne stats territorium for at bringe så mange mennesker som muligt under dens styre. Det endelige mål er at bringe hele jorden under islams herredømme og at udrydde vantro." I den forbindelse citerer Peters fra Koranen: "Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Gud!" (Sura 8, vers 39).
Peters skriver videre: "Ekspansiv jihad er en kollektiv pligt ..., der kan fuldbyrdes såfremt et tilstrækkeligt antal mennesker tager del i den. Hvis dette ikke er tilfældet, handler ummaen syndigt."
Og som, Abu Da'ud, der er ophavsmand til en af sunni-islams seks mest ansete hadith-samlinger, understreger, vil jihad fortsætte indtil genopstandelsens dag. (1400 års krigen, s. 84-86).
En nem udvej
Det forekommer mig, at islams autoritative talsmænd kunne undgå enhver mistænkeliggørelse (hvis det er sådan, de opfatter det), hvis de simpelthen ville gå ud og sige, at jihad (uanset med hvilke midler den føres) ikke længere er nogen betingelse for at en muslim kan komme i himlen. Det har jeg endnu ikke hørt nogen sige, som har bemyndigelse til at tale på islams vegne.
Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at de mange, der i de senere dage er faldet over mig, heller ikke har stillet et sådant krav til imamer og ulema.
Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at ingen imam eller muslimsk retslærd har anklaget mig for at misrepræsentere islams mål. Det kan jeg glimrende forstå, for i så fald ville de ende med at skulle tage afstand fra Koranen, hadith'en, skildringerne af Muhammeds levnedsløb, og alt hvad ulema har sagt eller skrevet gennem 1400 år.
Hvis de ønskede at tilkendegive, at Koranen er et meget gammelt skrift, som vi ikke skal tage så alvorligt i dag, kunne de bare sige det. Men de siger det ikke.
Rudolph Peters, der mens dette skrives lever i bedste velgående, er mig bekendt ikke blevet meldt til politiet for at have rettet grumme trusler mod fredelige muslimer.
Hele den debat, vi står midt i, drejer sig med andre ord ikke om, hvad der bliver sagt, men om, hvem der har lov til at sige det. Foreløbig må vi konkludere, at islams talsmænd har lov at sige, lige hvad de har lyst til, men at andre ikke har lov at tage deres udsagn for pålydende.
Parallelsamfund
Mine kritikere er frygteligt oprørte over, at jeg i min Bruxelles-tale – og i øvrigt talrige andre steder – har beskæftiget mig med begrebet parallelsamfund, som jeg forstår som enklaver, der er unddraget den demokratiske retsstats faktiske kontrol. At jeg dog kunne få mig til det, når vi lige havde det så hyggeligt!
Så har de det meget bedre med den toneangivende alim Jusuf al-Qaradawi – bonkammerat med den berømte dobbeltsnakker Tariq Ramadan – der anbefaler europæiske muslimer at oprette "deres eget lille samfund i det større europæiske samfund", deres egen "muslimske ghetto". (1400 års krigen, s. 71)
De har aldrig hørt om, at en af vore dages mest indflydelsesrige muslimske prædikanter – og adskillige andre med ham – skulle have sagt noget sådant? De har ikke bemærket, at den lille imam Abdul Wahid Pedersen lover at indføre sharia i Danmark, når muslimerne bliver stærke nok, at han forsvarer mord på frafaldne og stening af utugtige kvinder (denne straf er nemlig blevet forordnet af "Skaberen selv")? (Ibid., s. 131, 136, 141).
Det har de måske ikke hørt om, men det afholder dem ikke fra at optræde som islam-eksperter i den offentlige debat og at udøse moralske fordømmelser over de usalige, der citerer d'herrer imamer og retslærde.
I hvert fald er det aldeles for galt, når jeg mener, at den samfundsopløsning, der bliver resultatet af "deres eget lille samfund" i vores midte, forlængst er begyndt.
Virkeligheden findes ikke
Fænomener som Tingbjerg, Gellerup, Vollsmose, Indre Nørrebro, stenkast mod ambulancefolk og brandvæsen, udstrakte no-go areas i Storbritannien, 700 lokaliteter i Frankrig, hvor politiet sjældent tør komme, hele bydele i Tyskland, der er behersket af arabiske bander, osv. findes kun i min syge hjerne.
Og da retsstatens og demokratiets begyndende opløsning er et fænomen, der kan lokaliseres til mine tvangsneuroser, gælder det blot om at få mig til at tie stille. Når det er sket, findes der ingen planer om muslimske parallelsamfund, ingen stenkast mod brandfolk, ingen no-go areas, ingen jihad, ingen sharia. Med et snuptag ville Qaradawi, Pedersen og deres ligesindede blive forvandlet til Mahatma Gandhi'er.
I grunden en meget enkel og billig løsning.
En fjern fremtid?
Mere besindige kritikere af min Bruxelles-tale nøjes med at sige, at jeg taler om tilstande, der muligvis vil indtræffe om mange årtier. Så hvorfor himle op om dem i dag? Skal vi nu ikke hygge os i stedet for at tage sorgerne på forskud?
Hvis jeg troede, at problemerne lå langt ude i fremtiden, ville jeg være den første til at beskæftige mig med noget mere inspirerende: arkæologi, slægtsforskning, finere madlavning og borddækning, en fodtur til Harzen.
Mit problem er, at jeg både kan høre, se, læse og lægge to og to sammen. Jeg har også et betydeligt internationalt netværk af fremragende iagttagere, som jeg regelmæssigt diskuterer disse sager med. De fleste af dem er om muligt mere pessimistiske end mig.
Således talte jeg for nyligt med en person fra et europæisk land, der har tætte forbindelser til sit lands – og i øvrigt andre landes – efterretningstjeneste og militære og politiske ledelse (mere vil jeg ikke sige for ikke at ødelægge vedkommendes karriere). Denne person kunne berette, at hans lands ledere betragter det som uafvendeligt, at dele af landet om fem år vil være overgået til sharia-jurisdiktion og således de facto unddraget den lovlige retsorden og politiske suverænitet.
De pågældende ledere mener ganske enkelt ikke, at de har styrken til at kunne forhindre en sådan udvikling.
Jeg mener altså ikke, at det er for tidligt at spekulere over, hvad fredelige og demokratiske vesterlændinge skal gøre, når opløsningen har taget et nyt kvantespring. Det var det, min tale i Bruxelles handlede om.
Civilsamfundet
Læser man den, vil man se, at den beskæftiger sig med mulighederne for at forsvare de frihedsrettigheder, som bl.a. det danske samfund bygger på. I en situation, hvor staten har kastet håndklædet i ringen.
Lad mig oversætte noget fra talens slutning:
"Hvis det sandsynlige skulle ske, at dele af Europa – og sandsynligvis dele af andre vestlige lande så som USA, Canada og Australien – går tabt til parallesamfund uden for vores politiske og juridiske kontrol ..., bliver vi nødt til at opstille opnåelige mål for vores forsvarsstrategi. Det er tydeligvis ikke nok, at vælgerne i de demokratiske lande vælger nye regeringer, selv om disse skulle love at dæmme op for strømmen af umma-medlemmer eller at modstå vore landes islamisering. Mange af vore institutioner er allerede blevet så undermineret, at de i praksis er omdannet til bastioner for vore fjender, og der er ikke meget, som selv velmenende regeringer kan gøre for at modvirke denne ødelæggende indflydelse i fraværet af en selvstændig og beslutsom folkelig modstand."
Altså, hvis staten svigter eller mangler kræfter sig at forsvare friheden, må civilsamfundet træde i karakter. Hvad ellers?
