Hollandsk retfærdighed

”Har Venstrefløjskirken overhovedet nogen skam, noget ønske om sandhed og ærlighed, tilbage?” spørger Geert Wilders og Martin Bosma i deres De Volkskrant-artikel (30.1.10) ”WC-eend adviseert Ter Horst” (en karikatur af Fru Guusje Ter Horsts selvretfærdige optræden). Wilders og Bosmas opråb er hverken skørt eller manipulerende. Med et Frihedsparti der fører i alle målinger, peger de på et forfald, der har været smerteligt til stede i hollandsk politik siden Pim Fortuyns meteorlignende op- og nedtur: forsøget på at dæmonisere højreorienterede udfordrere af de herskende socialdemokratiske og kristendemokratiske partier som nazister.

Over de seneste ti år er dette blevet dagligdag i hollandsk politik. Wilders’ liv i en bunker, hans garderobe af skudsikre veste, de kvælende sikkerhedsforanstaltninger – det er blevet normen, endog komisk. En karrieremæssig risiko. Og dyrt. Og hans retssag, der begyndte i Amsterdam den 20. januar og fortsatte den 3. februar, præsenteres i hollandske medier som noget rimeligt og retfærdigt. Alligevel, særligt under en retssag, der har sådanne politiske implikationer, kunne man måske have forventet, at politikere generelt, og i hvert fald regeringspartierne, ville have afstået fra at sige noget, der bare tilnærmelsesvist kunne tænkes at påvirke sagen.

Og dog er det præcis det, der ikke er sket.

Onsdag den 27. januar sendte indenrigsministeren, fru Ter Horst (Partij van de Arbeid (PvdA) – ’Arbejderpartiet’) rapporten ”Polarisering og radikalisering i Holland” til parlamentet. Rapporten, der var bestilt af fru Ter Horst, var skrevet over en periode på ni måneder af Bob de Graaff, Hans Moors og Jaap van Donselaar, medlemmer af Anne Frank-Fonden og forskere fra ’Overvåg Racisme og Ekstremisme’. (Disse tre eksperter bidrog også til anklager mod tegneren Gregorius Nekschot.) Bidder af rapporten blev lækket til avisen De Volkskrant tidligt i november. Kort sagt var dommen, at Wilders og hans Frihedsparti var autoritetsdyrkende højreekstremister, krypto-fascister, og en fare, der truer med at underminere det hollandske demokrati.

Stop Wilders

Hvorfor fru Ter Horst overhovedet ønskede en rapport om hollandske højreorienterede bevægelser og Wilders’ parti, var et spørgsmål, der kun blev stillet af Elsevier Magazine (og aldrig rigtig besvaret). Anne Frank-Fonden er berygtet for at være partisk og uredelig, og blev kaldt ”en forening af krypto-kommunister” fra uventet hold: Doktor Rik van der Ploeg (PdvA, altså fra Arbejderpartiet), professor i økonomi ved Det Europæiske Universitets Institut i Firenze, og tidligere hollandsk viceøkonomiminister. Til resten af de hollandske medier og de politiske modstandere gav rapporten imidlertid den ”videnskabelige begrundelse” for at tage hjul og stejle frem. Med den forestående retssag mod Wilders var det tid til at starte inkvisitionen. Alexander Pechtold, leder af ’Demokrater ’66’ (D66), kaldte Wilders ”en højreekstremist”; socialminister Eberhard van der Laan (Arbejderpartiet) hævdede, at ” Frihedspartiets mange tilhængere truer det hollandske demokratis hjerte”. I Haag oprettedes et parti under sloganet ”Stop Wilders NU!” – og domstolen i Haag tillod deres aktiviteter under de kommende lokalvalg. Fru Ter Horst lovede høfligt ”at præsentere rapporten for parlamentet i midten af december, for ikke at hindre retssagen mod Wilders”. Og alligevel ombestemte hun sig i december og undlod at sende den til parlamentet, fordi rapporten ”ikke var klar endnu” (De Volkskrant 30.1.10).

Forsinkelsen fremkaldte en irriteret reaktion hos de tre eksperter fra Anne Frank-Fonden: ”Havde vi vidst, at ministeren ville have præsenteret rapporten i slutningen af januar, ville vi ikke have skyndt os at nå deadline. …Hvad angår Wilders og Frihedspartiet kan det yderste højres og højreekstremismens terminologier være ét fedt. … Faktisk er Wilders’ had til systemet ofte blevet nævnt under vores diskussioner i forbindelse med rapporten … men hvis vi kunne have udgivet den efter den 20. januar, ville vi have kunnet inkludere nogle meget sigende eksempler på Wilders’ appel til nynazister. … Visse af demonstranterne ved domhuset i Amsterdam den 20. januar er indflydelsesrige nynazister. Vores rapport nævner, hvordan Wilders tiltrækker [nynazister], men vi kunne have vist det meget klarere. … At bølgerne gik højt sidste november fordi vi benyttede begrebet ’det ekstreme højre’ overraskede os ikke. Det har været et kollektivt traume siden Anden Verdenskrig. Alligevel forekommer det åbenbart mærkeligt at kalde et parti ’højreekstremt’. … Nu synes det det ikke længere at være et tabu. ’Det nye ekstreme højre’ er et begreb, der passer Frihedspartiet perfekt.” (De Volkskrant, 30.1.10).

Wilders’ grænse

Fru Ter Horst sendte ganske rigtigt rapporten – der sidestiller Frihedspartiets ”karakteristiske længsel efter egen kultur og nation og afsky for ’den anden’ og oppositionspartier” med et ”nyt ekstremt højre”, uden nogen kommentar eller introduktion – til det hollandske parlament. For Geert Wilders var dette grænsen: ”Har de mistet forstanden? Selvfølgelig føler vi antipati overfor vore politiske modstandere – sådan er politik! Og siden hvornår er det blevet noget højreekstremt at forsvare sin nation?” Også rapportens konklusion – at hans udtalelser ”virkede stærkt diskriminerende” – gjorde Wilders meget bekymret; særligt fordi fru Ter Horst erklærede, at ”rapporten var forskernes ansvar”, men ikke selv tog afstand fra den. Ifølge Wilders  viste dette, at fru Ter Horst ikke blot handlede på en ”ondskabsfuld og machiavelli’sk ” måde, men også ”direkte korrumperede og besudlede rettergangen” (NRC Handelsblad, 28.1.10).

Den ubehagelige situation, der fremkaldtes af fru Ter Horsts politiske indblanding, blev illustreret ved udgivelsen af Wilders og Bosmas artikel i De Volkskrant, den hollandske avis, der er kendt som en rigid forsvarer af multikulturalistiske og socialdemokratiske værdier. Hvordan kan det være, spurgte de, ”at tre medlemmer af den samme venstresnoede klub, der stjal en myrdet jødisk piges navn for at fremme deres egen dagsorden, får lov til at opføre sig som et tankepoliti og anklage os for autoritære holdninger uden skyggen af beviser? Kunne de ikke finde tekstbelæg for, at Frihedspartiet kræver demokratiet afskaffet? Fru Ter Horst gør imidlertid noget, som virkelig karakteriserer autoritære stater: en regering, der fordømmer og stigmatiserer valgte politiske partier. Det er ikke os, der har brug for en undersøgelse og en rapport, men dette spørgsmål: Hvorfor er et kabinetsmedlem overbevist om, at hun kan slippe af sted med at fordømme politiske partier?” Selv Bert Wagendorp, chefredaktør på De Volkskrant, måtte bedømme fru Ter Horsts håndtering af rapporten som ”elendig”, og Wilders’ og Bosmas krav om anstændighed, sandfærdighed og ærlighed som ”berettiget” (De Volkskrant, 30.1.10).

Hvorfor løb fru Ter Horst, en talentfuld karrierekvinde med en fortid som partisoldat  og en ”arbejdsnarkoman” (Het Parool, 30.1.10), sådan en risiko? Vi får nok aldrig svaret, men det må have været hendes plan B. Ikke bare ydmyger Wilders’ Frihedsparti Arbejderpartiet i meningsmålingerne og er nu muligvis partiet, der kan levere den næste premierminister; Frihedspartiet lader også til at vinde, når det handler om klima og global opvarmning. Arbejderpartiet ( og kabinettet) satsede alt i København [til COP15, red.]; dets prestige, dets politiske raison d’être, dets penge og intellektuelle anseelse var alt sammen bundet op på IPCCs [FNs klimapanel, red. ] udspil. Mens Frihedspartiet fra begyndelsen betvivlede IPCCs statistikker og under klimatopmødet blev hånet af Arbejderpartiets miljøminister, fru Cramer, er vinden nu vendt, og Frihedspartiet scorer højt på Klimagate.  Da lokalvalgene den 3. marts, nærmer sig, måtte der gøres noget. Et moralsk vendepunkt, et indlysende valg mellem godt og ondt, måtte markeres. Men den egentlige grund til at rapporten skulle præsenteres inden den 3. februar, andendagen i Wilders’ retssag, var, at der var indtrådt to uventede begivenheder i retten, som udgjorde en reel trussel for de magthavende partier og deres multikulturalistiske ideologi.

Er sandheden ulovlig?

Den første del af Wilders-retssagen tog næsten otte timer og blev sendt live på hollandsk TV. Det meste var procedure og det sædvanlige juridiske spilfægteri. Men så  fremhævede anklagemyndigheden (’Openbaar Ministerie’), at domstolen i Amsterdam havde tvunget den til at retsforfølge Wilders, men at den ikke ville afskrive muligheden at opgive at få ham dømt. Dét postyr, denne bemærkning skabte, blev imidlertid overdøvet af en anden overraskende vending. Gennem et år havde det været anklagemyndigheden opfattelse, at det var ligegyldigt, om Wilders kunne bevise sine påstande om islam, Koranen og den massive indvandring. Det kom kun an på, om hans analyser var ulovlige eller ej. Bag lukkede døre blev anklagemyndigheden latterliggjort på grund af denne stillingtagen, og det blev sammenlignet med den pavelige forfølgelse af Galilei. Og alligevel rystede den offentlige anklager Paul Vellema ikke på hånden. I hvert fald ikke før Bram Moszkowicz, Wilders’ nydelige advokat, rejste sig op og anførte, at jura handler om sandheden. Enhver retssag må først og fremmest beskæftige sig med sandheden, ”fordi sandheden kan ikke være ulovlig”.

Som Moszkowicz fremhævede, er sandhedsprincippet imidlertid ikke blot et spørgsmål om filosofi eller juridisk teori. For to år siden afsagde den Europæiske Menneskeretsdomstol en kendelse om, at hvis nogen taler sandt eller kan bevise, at hans eller hendes kritik stammer fra kilder, der kan anses for pålidelige og sandfærdige, da skal denne person frikendes fra anklager om bagvaskelse eller krænkelse. Begrundelsen for denne kendelse var enkel: Hvis nogen siger sandheden, er det muligvis ubehageligt, men det kan ikke være ulovligt. Derfor krævede Moszkowicz, at eftersom Wilders stod anklaget for bagvaskelse, krænkelse og hadefuld kritik under hollandsk lov, skulle han have mulighed for at bevise sin sag og påvise, at hans bemærkninger om islam og hans sammenligning af Koranen med ’Mein Kampf’ var præcise og sande.

For at overbevise dommerne om Wilders’ uskyld ønskede Moszkowicz at høre fra 18 eksperter og vidner. De blev inddelt i tre grupper; eksperter og ekspertvidner i loven om ytringsfrihed; eksperter og ekspertvidner i islam og arabisk kultur; og eksperter og ekspertvidner i radikalisering indenfor islam. Eksperterne og ekspertvidnerne var følgende:

H. Sackers, professor i strafferet, Nijmegen Universitet
T. Zwart, professor i menneskerettighedslovgivning, Utrecht Universitet
Th. A. de Roos, professor i strafferet, Tilburg Universitet
A. Ellian, professor i international ret, Leiden Universitet
A. Sajo, dommer ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

H. Jansen, professor i arabisk kultur, Amsterdam Universitet
S.R. Admiraal, ekspert i arabisk kultur
W. Sultan, forfatter til "A God who Hates" (‘En Gud, der hader’)
R. Israeli, professor, Haifa Universitet
S. Solomon, forfatter til "The Mosque Exposed" (‘Moskeen afsløret')
B. French, direktør, Center for studier af politisk islam
A.G. Bostom, forfatter til "The Legacy of Jihad" (‘Arven fra jihad’)
R.B. Spencer, direktør, "Jihad Watch"  

F. Jneid, imam i Haag
Y. al-Qaradawi, Qatar Universitet
A. Jannati, Iran, ayatollah
M.T.M. Yazdi, Iran, ayatollah
M. Bouyeri, Theo van Goghs morder

Moszkowicz påpegede, at Wilders’ skarpe kritik byggede på seriøs videnskab, og at professorerne Sackers og Sajo også ville fungere som ekspertvidner i kendelser ved Den Europæiske Domstol i sager om eksempelvis islam. For i februar 2003 erklærede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol at ”sharia er uforenelig med demokratiets fundamentale principper”.

Ingen yderligere eksperter

Efter en kort pause vendte den offentlige anklager Paul Vellema tilbage og erklærede til alles overraskelse, at i overensstemmelse med den europæiske kendelse burde retssagen faktisk fokusere på spørgsmålet, om Wilders talte sandt eller ej. Bortset et vidne eller to, hvis deltagelse han fandt usandsynlig, accepterede han de vidner, Moszkowicz præsenterede. Udover Wilders ønskede anklagemyndigheden ikke at afhøre yderligere vidner. Geert Wilders fremhævede i sit afsluttende indlæg den uventede og radikalt nye drejning, retssagen tilsyneladende havde taget: ”Er mine bemærkninger sande? Fordi, hvis de er, kan de ikke være ulovlige, kan de vel? Så jeg må have ret til at forsvare mig. Jeg må have ret til at føre bevis for, at jeg siger sandheden. … Jeg er glad for at erfare, at anklagemyndigheden har nået samme konklusion.”

I medierne fokuserede man primært på, at Paul Vellema havde accepteret professor Henny Sackers som ekspertvidne. Sackers var den førende jurist, der havde rådet anklagemyndigheden til ikke at retsforfølge Wilders; et råd, anklagemyndigheden først havde fulgt, men senere, under pres fra retten i Amsterdam, tilsidesat. Ingen spurgte, hvorfor Paul Vellema vendte på en tallerken, og et svar blev da heller aldrig givet. Medierne var mere optaget af de tre eller fire tosser, der protesterede udenfor domhuset – de nynazister, Anne Frank-Fondens ekstremismeeksperter havde omtalt, alt imens de ignorerede de nærved 250 demonstranter og bekymrede hollændere, der opførte sig pænt og ordentligt og i kulden delte varm chokolade fra butikken rundt om hjørnet ud til hinanden og politiet.

Medierne ignorerede også den potentielt historiske vending, retssagen have taget. Kun den kendte hollandske forfatter og Wall Street Journal-journalist Leon de Winter forstod øjeblikkeligt konsekvensen af Paul Vellemas skift: for første gang i vestlig historie skulle islam vejes og dømmes i en retssal. De Winter skrev optimistisk i Elsevier Magazine, at ”hvad der startede som en retssag mod Geert Wilders på mistanken om islamofobi er pludselig blevet til det modsatte: en historisk retssag om Koranens budskab”. Retten i Amsterdam, fortsatte de Winter, ”må nu overveje, hvorvidt denne bog, der er hellig for over en milliard muslimer, med rimelighed kan sammenlignes med den mest fordømmelige bog i Vestens historie: Adolf Hitlers Mein Kampf.” Det var tydeligt, at de mennesker og partier, der havde anklaget Wilders, havde skudt sig selv i foden, observerede de Winter. ”Hvis Wilders dømmes, vinder hans parti uden tvivl valgene, og hvis han frikendes, kan han med god ret sige, at hans analyser er korrekte. Han står i en win-win-situation.” Den offentlige anklager gjorde ingen indsigelser mod Moszkowicz’s ønske om 18 vidner og eksperter, skrev de Winter, ”så dommeren bliver nødt til at lade de fleste af dem vidne om det anti-jødiske indhold i Koranen. På den baggrund kan dommeren ikke nå nogen anden konklusion, end at Wilders’ iagttagelser var korrekte og sandfærdige. De tre dommere – utvivlsomt respektable, anstændige, postmoderne hollændere med et minimum af viden om islam, dens kultur og traditioner – er nu tvunget til at deltage i en debat om en religiøs tekst, noget som man aldrig skulle have indladt sig på i et oplyst samfund. På live TV vil en ældgammel tekst, der er fundamentet for en hel civilisation, blive kritiseret og sammenlignet med Mein Kampf – hvilket vil fornærme alle muslimer, radikale eller ej.” Der er en vej ud af denne rædsomme retssag, konkluderede de Winter: ”Den offentlige anklager burde bede dommeren om frifindelse. Nu.” (Wall Street Journal, 26.1.10 og Elsevier Magazine, 27.1.10).

Selv om den blev overset af alle hollandske medier, må de Winters analyse dog alligevel have forårsaget stort postyr i regeringspartierne og regeringen; hvilket muligvis var det, der fik fru Ter Horst til øjeblikkeligt at sende sin ødelæggende rapport til parlamentet og medierne.

Men deres bekymring viste sig at være ubegrundet. Denne gang blev det ikke sendt live på hollandsk TV, da dommerne ved retten i Amsterdam onsdag den 3. februar omkring klokken 14 gjorde det utænkelige. Ikke bare bestemte de, at den folkevalgte politiker Wilders ikke nød immunitet mod retsforfølgelse, og at han ville blive sagsøgt for alle anklager, inklusive ’hate speech’, diskrimination, fascisme og nazisme. De bestemte også, at de 18 vidner og eksperter, som den offentlige anklager mere eller mindre havde accepteret, ville blive reduceret til blot tre eksperter i islam og Koranen: Jansen, Admiraal og Sultan. Dommernes begrundelse for kun at tillade tre eksperter var, at ”i forhold til loven ved vi alt, hvad der er relevant – end ikke analyser fra dygtige juraprofessorer som Sackers og Sajo vil kunne tilvejebringe nye indsigter; og i forhold til den mulige fare fra islam, ved vi også alt. … Denne viden er alment kendt. … Ayatollaher vil ikke lære os noget nyt.” De tre dommere måtte dog tillade de tre eksperter, fordi ”vi må følge europæisk lov. … En mistænkt må have mulighed for at bevise sin uskyld og at han taler sandt.” Retten bestemte imidlertid, at eksperterne skulle vidne bag lukkede døre, og at Wilders ikke ville blive forhørt offentligt. Derefter udskød retten sagen ”i fire måneder, mindst.”

Muslimske fritænkere

Geert Wilders’ reaktion, da han forlod retssalen et kvarter senere, var vrede og skuffelse: ”Dette er som retfærdighed i et diktatur. Dommerne ønsker ikke en fair rettergang og en anstændig procedure: Jeg vil ikke kunne bevise, at jeg taler sandt. … Jeg vil selvfølgelig fortsætte kampen, men jeg er bange for, at det vil blive meget svært. … Det er meget mistænkeligt, at jeg ikke kan få lov til at præsentere mine eksperter og bevise min sag i en sag så utrolig vigtig og principiel som denne, hvorimod enhver mistænkt i almindelige retssager får lov til at indkalde alle vidner og eksperter, der har noget med sagen at gøre. … Jeg anerkender ikke denne domstols beslutning. ”

Bram Moszkowicz’ reaktion pegede på en mere grundlæggende bekymring. Da han høfligt havde ventet, til Wilders havde talt færdig, udtalte han til NOS TV: ”Tja, jeg mener, det er et stift stykke, når en domstol anser sig selv for at være så velorienteret, at den kan erklære, at den ikke har brug for nogen ekspertviden fra juraprofessorer. Ved at handle således synes jeg, at domstolen viser sig at være lidt for selvsikker. Og en dommer, der opfører sig for selvsikkert, skræmmer mig.”

En anden konklusion kunne være, at Moszkowicz har undervurderet den ideologiske motivation bag de kræfter, der forestod retsforfølgelsen af Wilders. Anklagemyndigheden er en del af justitsministeriet og derfor forbundet med regeringen og de regerende partier. Selvom den tidligere tøvede, går anklagemyndigheden efter en retsforfølgelse. Den kunne have bedt om frifindelse den 3. februar, men undlod. De andre parter, der håber at Wilders bliver kendt skyldig er også magtfulde: Al-Tawheed-moskeen, som den hollandske efterretningstjeneste mistænker for at udbrede radikalisering og terrorisme; en klub bestående af indflydelsesrige juridiske eksperter og advokater, heriblandt de prominente advokater fru Els Lucas og Gerhard Spong; det nationale marokkanske råd, der har mange medlemmer i Arbejderpartiet, og partiet Det Grønne Venstreparti. Derudover, og dette udgør måske en endnu større bekymring for Wilders, synes Moszkowicz at have misforstået formålet med retssagen. Det handler ikke om at dømme Wilders som sådan, men derimod om at få ham dømt på sådan en måde, at hans dom kan fastholdes foran en Europæisk Domstol.

Sagen om belgieren Daniel Féret ved Den Europæiske Domstol i juli 2009 udgør præcedens. Med tre eksperter i islam og Koranen har Wilders en formel mulighed for at bevise sin sandfærdighed. Hvis dommerne dømmer ham, har de gjort det efter Den Europæiske Domstols bogstav. Den Europæiske Domstol vil ikke underkende deres [retten i Amsterdam] kendelse, som Féret-retssagen viste. Efter at være blevet kendt skyldig af den belgiske domstol, blev den belgiske politiker skyldig ved Den Europæiske Domstol: skyldig i ”at underminere troen på demokratiske institutioner og forårsage sociale spændinger. … Der er et samfundsbehov for at beskytte immigrantbefolkningens interesser, og for ikke at angribe dem.” Som en konsekvens af dommen blev Féret forvist fra det belgiske parlament i en periode på 10 år (De Volkskrant 16.1.10). Skulle det samme ske for Wilders, bliver han måske nødt til at flygte fra Holland, idet hans politibeskyttelse afhænger af hans medlemskab af parlamentet.

Hvorvidt Wilders er en trussel mod samfundet, en machiavellistisk populist eller en frihedsmartyr vil sandsynligvis kun tiden vise. Men den nærværende sag afslører klart de mørke og snavsede sider af det hollandske retssystem, og sandsynligvis også dets tætte bånd til de herskende politiske partier og til indflydelsesrige organisationer og deres lobbyister. Den afslører også den tilsyneladende trang til, blandt hollændere med korrekte og anerkendte meninger, at lynche outsideren med det uønskede budskab. På VARA TV, en intellektuel kanal tæt forbundet med Arbejderpartiet, bemærkede den kendte og respekterede kriminalitetsbekæmper og TV-personlighed Peter R. de Vries, der vandt en Emmy i 2008, følgende efter at have set Wilders i retssalen: ”Han er ond, han er den inkarnerede ondskab, han har en mørkebrun politisk dagsorden, og guderne må vide, hvad der vil ske, når han vinder 35 eller 40 pladser i parlamentet, og Arbejderpartiet er fejet helt væk. Det skræmmer mig at tænke på, hvad der vil ske, når han kommer til magten. Han må stoppes. Han må stoppes, nu! I det mindste har jeg sagt det. I det mindste kan jeg senere sige, at jeg sagde det før det var for sent. … Max Moszkowicz, Bram Moszkowicz’ far, og jeg var bedste venner i 25 år. Vi diskuterede ofte, hvorvidt et menneske var ’godt’ eller ’ondt’. 'Lakmusprøven', som Max plejede at sige – og husk: som jøde mistede han hele sin familie under Holocaust – 'lakmusprøven er, om du er overbevist om, at en person ville have skjult dig for tyskerne.' Jeg er sikker på, at Geert Wilders ikke ville have gjort dette. 'Hvordan kan du forsvare Wilders?' spurgte jeg Bram Moszkowicz, 'når din far ville have nået samme konklusion!' Så, jeg siger det igen: dén mand er ond! Han må stoppes!” (VARA, Pouw & Witteman, 3.2.10).

Alligevel deler mange intellektuelle muslimer og muslimske fritænkere Wilders’ kritik. Wafa Sultan, Afshin Ellian og Ayaan Hirsi Ali er blot de mest kendte støtter af Wilders’ iagttagelser. Langt mindre kendte hollandske muslimer benytter for tiden den mulighed, Wilders har skabt, til at udtrykke deres udtalte bekymring over islam og dens voksende bevægelse hen imod fundamentalisme. Nahed Selim, der arbejder ved retten i Amsterdam, sagde til NRC Handelsblad, at ”heksejagten på islamkritikere styrker de nærtagende muslimers position.”

”Men,” fortsatte NRC Handelsblad, ”Wilders kritiserer blot de dennesidige aspekter af den islamiske ideologi. I Holland stammer megen forvirring fra en manglende forståelse af, hvad sharia indebærer, men ét er sikkert: sharia indebærer intet, der ikke allerede er en del af islam. Alle retlige regler i shariaen er baseret på autentiske islamiske kilder. Sharia er ikke et tillæg til islam. Ved Cairo-mødet af 1990, underskrev 57 islamiske nationer den islamiske menneskeretserklæring; et dokument, der er helt på linje med sharia. … Flere og flere hollandske muslimer søger en personlig identitet: de prøver at hægte sig på det vestlige samfund og bryde fri af deres patriarkalske, religiøse og kulturelle baggrund, som de finder kvælende. Den indeværende heksejagt på islamkritikere svækker deres stilling og styrker den reaktionære lejr hos de muslimske fundamentalister. Ikke noget at takke for!” (NRC Handelsblad, 16.1.10).

I Danmark, Frankrig, Schweiz, Spanien og Italien er mange af Wilders’ analyser allerede omsat i praksis; undertiden overgår man endda Wilders’ program, som det er tilfældet i Danmark, Frankrig og Schweiz. Disse lande kan dårligt beskrives som fascistiske, national-socialistiske eller diskriminerende. De tilhører selve hjertet i Europa og den vestlige civilisation. På den baggrund grund til at tro, at et puritansk, reaktionært hysteri har taget magten over samfundet i Holland. En bevægelse, der koste hvad det vil ønsker at fastholde den smukke drøm fra 1970’erne og 1980’erne; en drøm om multikulturalisme, om uendelig og inklusiv kærlighed til ’den anden’, en drøm, der er blevet til et mareridt, det er for skræmmende at vågne op til. For da vil hollænderne måske opdage, at sandheden ikke vil befri dem.  

Arthur Legger, International senior reporter, DutchUncleAnalyses.com

Oversat fra engelsk af Eva Agnete Toftegaard Selsing