Fredsforstyrrer fra begyndelsen
Kristendommen er født forargende. Den kalder et menneske for Guds søn og henviser os til ham som vores eneste redning. Kristendommen knuser vores afgudsbilleder, torpederer vores selvretfærdighed, udstiller vores tomhed og så lægges al død, skyld og elendighed ellers på én mands kors, for han er bæredygtig lige lukt ind i himlen.
Kristendommen er en notorisk krænker af religiøse følelser, befriende tale til fortabte, vej for vildfarne og liv af døde.
Ja, jeg tillader mig ovenstående miniprædiken i Sappho, dels fordi jeg dårligt kan lade være, men også for at understrege, at kristendommen fra gammel tid har været en fredsforstyrrer.
Kaj Munk kalder med rette apostlene for alverdens urostiftere. Trykkefrihedsselskabet ynder at citere George Orwell for at sige, at hvis friheden overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk, hvad de ikke vil høre, og det gjorde Jesu vidner gang på gang.
Mange i samtiden betragtede det som hårrejsende og skandaløs bespottelse, når de kristne forkyndte en korsfæstet mand som verdens frelser. Mindst lige så som slemt som tegningen af en sprængfarlig profet mange århundrede senere, uden sammenligning i øvrigt.
Apostlene drev i deres mesters ånd religionskritik, så det sved, og dengang som nu kunne det være en livsfarlig affære. Ja, i evangeliet forbereder Jesus faktisk disciplene på den omstændighed: ”Der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud” (Johannesevangeliet 16, 2).
Tiden gik, og kristendommen kunne ikke kvæles ved forfølgelse, så statsmagten forsonede sig med kirken, og efterhånden fik kirken en mere privilegeret stilling. Det medførte også, at kristendommen ikke som oprindeligt bare blev fremført med ord og ånd, men også med vold og magt.
Det kan og skal ikke nægtes, men kirken bar ikke desto mindre på ordet om sin korsfæstede Herre, der er og bliver en bombe under enhver uhellig alliance mellem politisk magt og kristendom.
Man kan sige, at kirken ofte har været tunghør i forhold til sit eget budskab, men der fremstår heldigvis eller rettere sagt, Gud ske lov, folk, der i Jesu navn råber kirken op og kalder til besindelse på evangeliet.
De kristne skal bekæmpes
En af kristendommens gamle modstandere er islam. Islam undsiger på det kraftigste kristendommens bankende hjerte. I Koranen hedder det således, at de kristne er forløjede, når de kalder Messias for Guds søn (Sura 9.30), og sammen med jøderne skal de kristne bekæmpes, indtil de kuet er rede til at betale skat (Sura 9,29).
Vantro skal koste, hvis ikke de besejredes liv, så i hvert fald en ekstra skat.
Profeten Muhammed havde sikkert ordet i sin magt, men var heller ikke bleg for at gribe til sværdets magt. Han var ingen korsfæstet taber, men vinder af rigdom, ære og magt. Muhammeds rige var sandelig af denne verden, og det fik verden at føle.
Og det får den stadigvæk. Faktisk mere og mere og ikke mindst de kristne, som lever, hvor islam er flertalsreligionen. De muslimske lande er blandt de absolut førende, når det kommer til massiv undertrykkelse af religionsfriheden.
Det går ud over flere religiøse minoriteter og også de kristne. Sine steder behandles kristne som jaget vildt, andre steder tåles de som et underdanigt mindretal, der ikke på nogen måde må anfægte islam.
Ve de kristne, som driver mission og de muslimer, som forlader islam til fordel for kristendommen. Det er strafbart, sommetider med døden, og hvis myndighederne ikke tager sig af sådanne misdædere, forstår de rettroende nok at øve selvjustits i Allahs navn.
Samtidigt tales der meget om islamofobi som en bekymrende lidelse, der angiveligt inficerer med helt uberettiget skepsis og bekymring i forhold til islam og muslimerne. Bevares, man skal vare sig for paranoia og frem for alt ikke skære alle muslimer over en kam.
Det er imidlertid ikke fobi, men fakta, at hvor muslimerne er mange nok, er religionsfriheden ofte under pres.
Det er da tankevækkende, at hele 57 muslimske lande i Organisationen for den Islamiske Konference (OIC) kan føre årelang kampagne i FN-systemet for at kriminalisere religionskritik. Får de virkelig held med sig, så forbuddet mod religionskritik eller hadsk tale indskrives i menneskerettighedskonventionen, vil OIC ifølge den amerikanske forsker Ann E. Mayer ”have fundet det skjold, hvorunder de kan beskytte deres egne overtrædelser”.
Det er dystre perspektiver, bl.a. for de kristne, og det kan så let som ingenting betegnes som forhånende eller hadsk, når kristendommen forholder sig kritisk til islamisk troslære.
Man kan også undre sig over, at såkaldt moderate muslimske lande, åbenbart ikke nærer skrupler ved at gøre fælles sag med lande som Iran og Saudi-Arabien for hvem religionsfrihed er lig med islams hæmningsløse hals - og håndsret over liv og ejendom.
De seneste overgreb
Mens OIC fører politisk jihad mod ytringsfriheden, lider de kristne under allehånde overgreb. I november begik al-Qaeda en massakre mod en kirke i Baghdad, og til nytår blev der begået attentat mod en kirke i Alexandria, hvor 24 mennesker mistede livet.
Den slags fordømmes af de fleste, og her først på året udstedte ledende muslimske gejstlige fra Irak en fatwa mod kristenforfølgelser under et møde i København, og det er da værd at notere sig, men fordømmelse af morderiske angreb indebærer ikke nødvendigvis anerkendelse af reel religionsfrihed.
Når der tales om demokrati og ytringsfrihed i de muslimske lande, skal man aldrig forsømme at spørge til religionsfriheden. Vel og mærke ikke bare friheden til at leve en ydmyg ghettotilværelse, men retten til at evangelisere blandt muslimer, kritisere islams dogmer og vende dem ryggen for at lade sig døbe i den treenige Guds navn.
Og vel at mærke ikke bare retten, men også den reelle mulighed for at leve frit og trygt, selv om man har skiftet religion. At leve med samme frihed og tryghed, og måske endog med samme medieadgang, som hin kendte konvertit til islam, Abdul Wahid Pedersen, f.eks. gør det under danske himmelstrøg.
Religiøs udrensning på Fyn?
Fra den muslimske verden forgrener undertrykkelsen og truslerne sig også til kristenhedens lande. Al-Qaeda, som opfordrer til angreb på Egyptens koptere har også udpeget koptiske kirker i Frankrig som mål. Og for nylig kunne man læse, at den iranskfødte kristne præst, Massoud Fouroozandeh, er flygtet fra chikane i Odense-bydelen Vollsmose.
Han fik at vide af unge i bydelen, at han ikke skulle køre ind i området med korset hængende i bilen. Religiøs udrensning på Fyn? Åbenbart skal Massoud Fouroozandeh, der i øvrigt er konvertit fra islam og ikke just sidder missionsbefalingen overhørig – han har siden 1997 døbt omkring 500 mennesker, de fleste med muslimske baggrund – ikke vide sig sikker i Vollsmose-området.
Den lokale sognepræst, Torben Hangaard, afviser ganske vist, at Vollsmose skulle være plaget af spændinger mellem de religiøse grupper, men som han siger ”... kan man altid finde en eller anden, som føler sig mobbet”. Hammeren falder måske kun, hvis man udfordrer islam? Hvor mange muslimer har Torben Hangaard mon døbt?
Det er uhyggeligt at se, hvordan halvmånens lange arm rækker også til vores kyster, og vi gør som samfund vel i at værge os. I den sag burde alle frihedskærlige sjæle, kristne, muslimer, buddhister og ateister, you name it, kunne stå sammen.
Gud forbyde islamiseringens åg!
Altså ham med sønnen, der ikke tog magten, men korset.
Jesper Bacher er sognepræst på Lolland og skriver regelmæssigt i Tidehverv og Kristeligt Dagblad
